Læsetid: 2 min.

Vælgerne vragede Mimi

11. juni 1999

Men min opgave herhjemme bliver den samme, siger CD's leder - Mogens Camre så i aftes ud til at opnå valg på et spinkelt mandat

CD's leder, Mimi Jakobsen, kunne med sin begejstring for den europæiske konstruktion ikke trække de nødvendige stemmer til et mandat i Europa-Parlamentet.
"Men jeg forsætter i dansk politik. Og, som jeg hele tiden har sagt, den vigtigste del af Europa-politikken skal føres herhjemme," siger Mimi Jakobsen til Information.
"Jeg har ikke nogen planer om at forlade Folketinget, så ville jeg jo ikke have forsøgt at få et dobbeltmandat."
CD's tal er tydelige i begge de stikprøve-undersøgelser, der i går blev lavet, da vælgerne forlod valgstederne.
Mogens Camres mandat er på vippen. Ifølge Gallup får Dansk Folkeparti over syv procent, mens Megafon har et tal på under fem.
Selv siger Mogens Camre klogeligt, at han vil vente på optællingen. Han mener, at mange af de borgerlige EU-modstandere er blevet hjemme, fordi de "ikke vil have noget at gøre med al den svindel dernede."
Valgforskeren Hans Jørgen Nielsen er under alle omstændigheder ikke imponeret af Mogens Camre og Dansk Folkepartis stemmetal.
"Hvis han virkelig havde appel til vælgerne, burde tallet have været større. Der er trods alt mange i den danske befolkning, der både er skeptiske over for EU og over for flygtninge," siger Hans Jørgen Nielsen: "Han er ikke den folkelige type. Og det har heller ikke hjulpet ham, at han har skiftet parti."
"Jamen, vi havde da ikke ventet at tiltrække mange flere stemmer," siger Mogens Camre. "Vi har jo ikke nogen inde i forvejen; man kan ikke bedømme os på den politik, vi har ført."

Mimis drøm
"Det har været en drøm for mig i mange år at blive valgt ind i Europa-Parlamentet," siger Mimi Jakobsen. "Og for CD ville det have haft stor betydning. For vi er jo meget hooked på EU - som konstruktion betragtet."
"Men bortset fra det, så ville det jo ikke ligefrem forandre Europas historie, at jeg sad der. Nu må jeg prøve at løse opgaven herhjemmefra."
"Mange danskere mener jo stadig, at det er uoverskueligt og mystisk, hvad der foregår i EU. Det synes jeg slet ikke. Det er uhyre banalt. Herregud, det er jo ikke andet end politik."
"Det er de store linjer, der interesserer mig. Min største opgave er at få nogle flere danskere til at være mere glade for den europæiske konstruktion. Det vil jeg bidrage til ved at få den europæiske politik trukket ind i den hjemlige debat, så folk gider at diskutere den."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her