Læsetid: 3 min.

Videnskabens vildveje

28. juni 1999

Umberto Eco på en lærd, men underholdende udflugt i videnskabens fejltagelser

Ny bog
Umberto Eco er en myreflittig herre: Underviser på universitetet i Bologna, giver gæsteforelæsninger over det meste af verden, skriver essays og causerende kommentarer i de italienske aviser og ind imellem leverer han en moppedreng af en sprænglærd murstensroman. Efter at have stået som foregangsmand indenfor semiotikken, har Eco de senere år været optaget af sprogvidenskabens historie. Det kom i 1995 til udtryk i den meget vidtfavnende gennemgang The Search for the Perfect Language.
Her sporede han de projekter, der har søgt at genfinde eller konstruere et perfekt sprog, hvor der er en fuldstændig overensstemmelse mellem ordene og tingene.

Columbus tog fejl
Umberto Eco åbenbarede i den bog en fascination af visionære og halvgale projekter, der oftest er så omfattende eller bare umulige, at de må aftvinge en respekt.
Samtidig fik Eco også demonstreret, at selv vanvittige eksperimenter ind imellem kan afkaste brugbare sideeffekter, således at en undersøgelse af de dele af videnskaben, der i dag ikke regnes for kurante, kan være givtig. Denne evne til at finde og lade sig tryllebinde af tilsyneladende vanvittige forestillinger og fejltagelser i videnskabens historie, gennemsyrer også Ecos nye essaysamling, hvis titel netop betyder "evnen til at gøre fund".
En af disse fejlagtige forestillinger drejer sig eks. om Christopher Columbus, der angiveligt sejlede mod vest på jagt efter Indien, fordi han overfor den reaktionære kirke ville demonstrere, at jorden var rund og ikke flad. Sådan lyder historien i det mindste, for det er en myte, der blev kolporteret af ikke mindst 1800-tallet sekulariserede videnskabsfolk.

Teologien
Generet af kirkens angreb på Charles Darwins evolutionsteori, søgte videnskabsmændene at påvise, at det ikke var første gang, kirken tog fejl i naturvidenskabelige sager. Det lykkedes således at finde frem til to kristne forfattere fra det 4. århundrede, Lactantius og Cosmas Indicopleustes, der begge argumenterede for, at jorden måtte være flad. Med fremhævelsen af disse to som værende autoriteter indenfor oldkirken, argumenterede videnskabsfolkene for, at kirken havde hævdet doktrinen om den flade jord.
Men ifølge Umberto Eco var det ikke før i løbet af 1700-tallet, at disse tidlige skrifter overhovedet blev læst. I middelalderens kirkelige og videnskabelige verden, fra Albert Magnus og Jean Buridan til Thomas Aquinas, var der ikke mange som tvivlede på, at jorden var rund. For kirken indebar dette heller ikke noget teologisk problem. Kirkefaderen Augustin var af den overbevisning, at eftersom spørgsmålet om jordens form ikke vedkommer sjælenes frelse, kunne det ikke give anledning til dilemma.
Columbus tog i virkeligheden af sted for at vise, at jorden ikke var større end at det skulle være muligt at sejle den anden vej til orienten end sædvanligt. Deri tog Columbus fejl - men huskes i dag for at have ret alligevel, fordi han som følge af sin fejltagelse stødte på noget andet. Og kirken havde ganske vist ret, men huskes i dag for at tage fejl.

Gode historier
Det er mere end bare gode historier, Umberto Eco fortæller i sin nye bog. Meningen med de lærde udflugter i videnskabernes fejltagelser er at finde i den revidering af videnskabshistorien, som har været undervejs i nogle årtier, omend den næppe er trængt helt ud til lægmand. Der har ellers i forskningen været en tendens til at koncentrere sig om de aspekter af f.eks. middelalderens og renæssancens videnskab, der har kunnet ses som forløbere for en med moderne øjne acceptabel form for videnskabelighed. Derfor har man søgt at bortforklare eller nedvurdere de elementer af esoterisk eller okkult tænkning, der også har været til stede. Men efterhånden er videnskabshistorikerne blevet klar over, at det er kunstigt at skelne så skarpt. Kabbalisterne kunne inspirere rationalisterne, ligesom paracelsisterne kunne have empiristiske træk.
Historien om videnskaberne bliver på denne måde mindre entydig, men også mere udfordrende.
For Umberto Eco har opmærksomheden på disse fejltagelser og fejlopfattelser helt banalt den konsekvens, at de tydeliggør hvor vigtigt det er at være opmærksom på, hvilket fundament man selv bedømmer ud fra. Fordi, som Eco skriver som afslutning på et af de indledende kapitler, "Når alt kommer til alt, er det den kultiverede persons første pligt altid at være parat til at omskrive encyklopædien."

*Umberto Eco: Serendipities. Language and Lunacy. Orion Books. 164 sider. £ 6.99

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her