Læsetid: 5 min.

Over den virtuelle Øresundsbro

22. juni 1999

Internettet er fyldt med oplysninger om Øresundsregionen, men det er ikke til at vide, hvad man kan holde sig til

VIRTUELT
Her i Øresundsregionen taler vi meget om broer for tiden. Det skyldes den meget konkrete betonmastodont, som åbner næste år.
"Der bliver ikke tale om en evolution, men om en revolution, og de ændringer som det vil medføre, kan vi næppe helt forestille os," skriver Sven Landelius, Øresundskonsortiets administrerende direktør, i juni-udgaven af Sund & Bro.
Men denne bro er mere end beton og stål. Den har en stor symbolværdi, fordi den fører over til Skåne, som Danmark mistede til Sverige ved fredsslutningen i 1658. Siden dengang har mangen en skåning stået med et nostalgisk blik og kigget herover, siges det. Det skulle være slut. Nu har vi mulighed for at besøge hinanden uden at få våde fødder. Der er bygget bro til en ny region. Vi kalder den Øresundsregionen. De siger, at forbrødringens time står for døren.
I kølvandet kommer Den Mentale Bro og Den Virtuelle Bro.
Den første, modsætningen til det mentale plankeværk, er den mest omtalte og har med vaner at gøre.
Folkeslagene skal vænne sig til hinandens særheder, før forbrødringen kører på skinner.
Den virtuelle bro er dér, hvor det skulle være lettest at skaffe sig information og oplysning om den 'nye' region og betonbroen, der samler den. Nemlig på Internettet.
Da betonbroen ikke er helt på plads endnu, må vi danne os et indtryk af Øresundsregionen under den på anden vis - vi besøger broen på Internettet.

Diffust net
Men ligeså diffust det er, hvad regionen helt præcist fører med sig, lige så rundtosset kan man blive, når man søger på ordet 'Øresund' på Internettet.
Én ting er, at man støder på udtryk som "kraftcenter", "en ny tid" og "regional dynamik", men på Nettet ligger også en vifte af åbninger til regionen. Det kan dog være svært at gennemskue, hvilke interesser, der ligger bag.
Prøv selv denne håndfuld webadresser: www.oresund.com, www.oresund.se, www.oresundskomiteen.dk, www.oresundskonsortiet.dk og www.kultur-oresund.net.
Vi klikker os ind på en webadresse, der slet og ret hedder www.oresund.com. Den ser officiel ud.
Vær opmærksom på det internationale com til sidst! Skriver man f.eks. naturligt fejlagtigt www.oresund.se, ryger man ind på det svenske firma Investment AB Öresund, som investerer i svenske værdipapirer. Det har intet med regionen og integration at gøre.
Men gør man det rigtigt, dukker en ubestemmelig side op med et kort over Øresund og engelske links - henvisninger - til bl.a. Skåne, "Greater Copenhagen", "The Bridge" og "Oresundskomiteen".
Efter lidt famlen finder man ud af, at denne internet-adresse simpelthen må tilhøre Øresundskomiteen, som man kan læse består af 20 repræsentanter og 20 suppleanter fra hver side af Sundet, og som har til formål at "stärka och synliggöra regionen nationellt och internationellt, för att därigenom skapa grunden för ökad tillväxt i regionen - i ekonomiskt, kulturellt och socialt hänseende."
Komiteen har Jens Kramer Mikkelsen og Ilmar Reepalu som formænd, står der. Det fremgår ikke, at de er henholdsvis overborgmester i København og kommunordförande i Malmø, men det er nok bare noget, vi ved her i Øresundsregionen.
Fra Øresundskomitéen er der en masse links videre til medier, kultur, kommuner og medier. Et lidt større kort på en side viser regionen tættere på. Så tæt på, at den dejlige ferieø Bornholm er røget ud. Beklageligt. Farvel til 45.000 mennesker. Vi repeterer, at Øresundsregionen dækker over Sjælland, Lolland-Falster, Region Skåne - og Bornholm. Regionen har et befolkningsunderlag på 3.434.000.

Konsortiet
Vi hopper på en anden henvisning og befinder os pludselig på Øresundskonsortiets hjemmeside, www.oresundskonsortiet.dk, der hovedsageligt handler om broens tilblivelse.
På siden kan man få stillet sin nysgerrighed om brobyggeriet: De fire pyloner er 203,5 meter høje; brodelen, der er verdens længste "skråstagsbro" for både motorvej og jernbane, er 7.845 meter lang; sænketunnellen består af tyve elementer og løber 3.510 meter ud i Øresund, hvor den møder den 4.055 meter lange kunstige ø, Peberholmen.
I en blind korridor på siden dukker links til en række webkameraer op. Her kan man følge brobyggeriet på begge sider af Sundet live, og billederne bliver opdateret hvert andet minut.
Det er gerne noget med nogle traktorer, sand og vand. Detaljerede sager med flotte fotos og computergrafik. Siden er spækket med faktualiteter.

Hvad med kulturen?
På Øresundskonsortiets hjemmeside er der masser af henvisninger til noget med Øresund. Vi står på én ved navn "Kultur i Øresundsregionen" og ryger ind
på www.kultur-oresund.net, som er blevet til på Øresundskomiteens initiativ.
To stolt vajende flag, et svensk og et dansk, og beskeden om, at denne facilitet får EU-støtte, møder os.
Det drejer sig om Interreg II-delfinansieringen, der har kørt fra 1994 for at fremme "grænseregionalt samarbejde i EU's grænseområder." Sammen med "interessenter" i regionen og Danmark og Sverige har EU 250 millioner svenske kroner på højkant i integrationssamarbejdet.
Vi trykker det svenske flag i bund. Hjemmesiden er en kulturkalender, der dækker hele Øresundsregionen. Man kan f.eks. undersøge, hvad der er af interessante foredrag i en særlig tidsperiode. Det fungerer glimrende, og man kan oven i købet få tilsendt særlige oplysninger om "evenemanger" til sin e-mail-adresse.

Husumparken
Én knap hedder "Detta måste upplevas" - tilsyneladende en liste med kulturevents, som nogen har kvalitetsvurderet og valgt at fremhæve. Altså åbenbart deciderede musts.
Listens must nr. to er imidlertid en event, der finder sted hver fredag i juni i Husumparkens (bemandede) Legeplads i Brønshøj. Der stilles gratis "papirler" til rådighed. "Du kan lave figurer, krukker, vaser osv.", reklameres der med.
Stakkels skåninger, der tager Husumparkens Legeplads' topseedning for gode varer og krydser Øresund for at lege med papirler i Brønshøj.
Ovenstående misforståelse illustrerer et lille problem, der omgærder den virtuelle bro og det virtuelle Øresund: Det er uklart, hvor meget arbejde, der er lagt i hjemmesiderne, og man føler sig ført i ring. Hvis man ikke kan stole på det ene, må man jo også tage det andet med et gran salt. Er de pyloner nu også 203,5 meter høje? tænker man.
Visse interessante og relevante henvisninger ligger ikke på hjemmesidernes forsider, men findes langt nede i lagene. Der er samtidig mange overlappende oplysninger om Øresundsregionen og - broen. Man er af og til på Herrens mark. Det kan også undre, at man på Øresundskomitéens kultursider ikke engang kan klikke på en henvisning til et projekt som Kulturbro 2000, der med et bebudet budget på 75 millioner danske kroner er det største kulturprojekt i regionen.
Kulturbro 2000 - www.kulturbro.com - skal danne en form for kulturel bro mellem danske og svenske kulturinstitutioner og give dem mulighed for at lave større projekter. Det skal munde ud i en biennale for Øresundsregionen fra næste år.
Fra flere af de omtalte hjemmesider kan man klikke sig videre ind på større og mindre kommuner i Øresundsregionen.
Lige som det vil tage nogen tid, før en skåning besøger Ledøje-Smørum Kommune virtuelt, vil vi nok heller ikke klikke os ind på Kävlinge foreløbigt. Selv om det skulle være muligt.

*Dette er de første artikler i en sommerserie om Øresundsregionen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her