Sydafrika er et af verdens mest voldelige samfund. Voldskulturen er en arv efter apartheid, som politikere og politi har haft svæt ved at stille noget op imod
Valg i Sydafrika
CAPE TOWN - For nylig blev 36-årige Gugu Dlamini tævet ihjel af en gruppe unge, efter at hun havde fortalt, at hun var HIV-positiv.
Gugu Dlaminis skæbne fortæller ikke blot om et samfund, som har svært ved at forholde sig til HIV, men også om et samfund, hvor vold er blevet en alt for stor del af hverdagen.
Sydafrika er et af verdens mest kriminelle lande, og især den voldelige kriminalitet er alarmerende høj. Eksempelvis bliver ca. 26.000 myrdet årligt. Det er sat i forhold til indbyggertal fire gange så mange som i USA. Endnu flere bliver forsøgt myrdet og omkring 800.000 udsat for voldelige overfald.
Antallet af rapporterede voldtægter er ti gange så højt som i Danmark. Men Sydafrikas politi regner med, at rapporterede voldtægter kun er toppen af isbjerget. Politiet skønner, at ca. 1,8 millioner kvinder - eller ni procent af alle kvinder - bliver voldtaget årligt.
Volden er blevet synlig
Volden ser ud til at være taget til i løbet af det seneste årti, men en del kriminologer mener, at stigningen kun eksisterer på papiret. Volden er blot blevet mere synlig, fordi den er rykket ind i de hvide områder og har skiftet form. Under apartheid var det politisk vold, i dag er volden kriminel.
Volden er et problem, alle sydafrikanere lever med. De velhavende har ombygget deres huse til forter med tykke mure, elektriske hegn og
jerngitre for døre og vinduer. Mange har hyret private sikkerhedsfirmaer til at beskytte hjemmet.
De fattige har sværere ved at beskytte sig, skønt det typiske offer for kriminalitet og vold fortsat er sort, fattig og bor i en township.
Både sorte og hvide anser kriminalitet for et af landets største problemer og siger, at det er et alvorligere problem end en skrantende økonomi, en enorm fattigdom og en AIDS-epidemi, der ser ud til at være løbet løbsk.
Kriminaliteten får også en del af skylden for landets økonomiske problemer, fordi internationale investorer er nervøse for at investere i landet. For nylig blev en koreansk forretningsmand eksempelvis myrdet, og firmaet truede med at trække sig ud af Sydafrika.
Desuden har en gruppe sydafrikanere pakket deres gode uddannelser og kvalifikationer og er udvandret.
Mens befolkningen generelt er tilfreds med den afgående regering, er den langt fra tilfreds med indsatsen mod kriminalitet. Det har naturligvis fået oppositionspartier til at gøre bekæmpelsen af kriminalitet til et hovedemne i valgkampen forud for valget i morgen.
Nogle partier kræver dødsstraffen genindført, andre vil kastrere voldtægtsforbrydere. Næsten alle partier taler om strengere straffe og mere politi.
Indgroet voldskultur
Det kan synes underligt, at Sydafrikas politiske frihed blev efterfulgt af et af verdens mest voldelige samfund. Men der er mange forklaringer.
Kriminologer peger på, at landet har arvet en indgroet voldskultur. Under apartheid blev vold brugt i den politiske kamp. Det lærte befolkningen, at alle konflikter løses med vold, hvad enten der er tale om politiske uenigheder, ægteskabelige skænderier eller konflikter mellem konkurrerende taxi-firmaer.
Der er sket en slags normalisering og spredning af volden helt ud til Sydafrikas skoler. Samtidig er det let at få fat i våben både på legal og illegal vis. Sydafrika og nabolandenes borgerkrige har oversvømmet regionen med våben.
For Graeme Simpson, som er leder af The Centre for the Study of Violence and Reconciliation, hænger volden, især mod kvinder og børn, også sammen med, at sydafrikanske mænd blev ydmyget under apartheid, og i dag bliver det af fattigdom. Volden bliver en symbolsk måde at genvinde deres magt på.
"Voldtægt og vold mod kvinder og børn er en fejlplaceret aggressivitet, som har rod i en voldelig social konflikt. Mænd generobrer deres magt og maskulinitet på det område, som de stadig traditionelt har magt over - kvinder og børn," siger han.
En anden forklaring er, at normer blev uklare under frihedskampen, hvor det var en del af strategien at bryde uretfærdige love. Det var moralsk korrekt at være på den forkerte side af loven. I dag er det forkert, men forskellen kan være svær at få øje på for mange.
Ifølge Graeme Simpson kan normerne for, hvad retfærdighed er, også være blevet uklare af Sydafrikas sandhedskommission. Her så befolkningen massemordere få amnesti. Det kan ses som en meddelelse om, at kriminalitet betaler sig og ikke straffes.
Internationale karteller
I et land hvor over halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, spiller fattigdom naturligvis også en rolle. Men Simpson advarer mod en for simpel sammenhæng. Mange tyverier har ofte rige internationale karteller som bagmænd, mens de fattige får lov til at udføre det beskidte benarbejde.
Det er heller ikke fattigdommen i sig selv, som er skyld i kriminaliteten, men snarere den enorme forskel mellem rige og fattige. Sorte sydafrikanere har i årtier været afholdt fra at få del i velstanden og har samtidig kunnet se de hvides velstand udstillet.
Før Sydafrikas første demokratiske valg blev de lovet, at nu var det deres tur. Men regeringen har ikke kunnet indfri forventningerne om en hurtig forbedring af levevilkårene. Det har skabt, hvad forsker David Bruce fra centret for studiet af vold og forsoning kalder en "forventningskrise". Frustrationen over, at regeringen valgte en langsom omformning af samfundet, har gjort især unge, som var aktive i frihedskampen, utålmodige og fået dem til at tage sagen i egen hånd.
"Deres forventninger var helt ude af proportioner. Samtidig skal vi huske på, at de gennem modstandskampen var blevet vant til vold, og at de havde nem adgang til våben," siger David Bruce til Information.
Kriminelle handlinger bliver blandt visse grupper acceptable, fordi de bliver en forlængelse af apartheid-modstandskampens politiske kamp for en mere retfærdig fordeling af goderne.
Thabo Mbekis valgløfte om at sætte fart i forandringerne kan set i det lys være farlige.
"Det kan meget let hæve forventningerne, men han kan jo ikke sige til befolkningen, at de skal dæmpe forventningerne," siger David Bruce.
Sydafrikas politi har ikke været i stand til at gøre meget for at bekæmpe kriminaliteten, og befolkningens tillid til politiet er ikke stor.
Ineffektivitet på grund af underbemanding, dårlige arbejdsforhold og dårlig uddannelse bidrager også til et politi, som ifølge en politiker og tidligere politimand "er på randen af kollaps".
Desuden er politi og retsvæsen plaget af korruption. Mange sager når aldrig domstolene, fordi sagsmapperne på mystisk vis forsvinder. Eksempelvis ender kun en ud af ti mord med en dom.
Politiets og domstolenes ineffektivitet har i nogle tilfælde fået vrede borgere til at tage situationen i egen hånd i såkaldte folkedomstole, hvor påståede forbrydere bliver tævet, kastreret eller myrdet.
Frustrationen over systemets ineffektivitet er nået politiet selv. En politimand, som arbejdede i en afdeling, der skulle beskytte børn mod seksuel udnyttelse, blev så frustreret, da han fandt ud af, at hans 6-årige datter var blevet misbrugt af en bekendt, at han myrdede den anklagede. Han troede ikke på, at retfærdigheden ville ske fyldest på anden måde.
Både Mandela og hans arvtager Thabo Mbeki har erkendt, at kriminalitet er et af samfundets værste problemer. Gennem de seneste fem år er der sat en proces i gang, som skal reformere retsvæsnet og gøre politiet mere effektivt.
Men Thabo Mbeki har sagt, at der ikke er nogen hurtig løsning, fordi kriminaliteten hænger sammen med fattigdommen og de sociale problemer.
Foreløbig må sydafrikanerne leve i, hvad Mandela har beskrevet som et sygt samfund og acceptere, at medicinen ikke er fundet.
Dette er den fjerde artikel op til valget i Sydafrika i morgen. De første artikler blev bragt lørdag-søndag d. 29.-30. maj. Serien fortsætter
