Læsetid: 3 min.

3.000 piger kan ikke tage fejl

31. juli 1999

Lige meget hvad Backstreet Boys gjorde, så blev de hyldet

KONCERT
Så har man oplevet det med. Efter at skulle dukke sig for ølflasker og madrester til mange års rock-koncerter, troede man sig sikker med de pæne drenge fra Backstreet Boys og 13.000 piger i bobbelhallen Club Danmark. Og så får man en plysbamse i hovedet. Og et rødt hjerte i pap. Og et parfumeret ark med kærlighedsdigte. Inden det amerikanske teenage-fænomen Backstreet Boys gik på, blev publikum bedt om at kaste deres gaver op på scenen, så de kunne blive samlet sammen og afleveret til drengene i garderoben. I et minut fløj det fra alle sider med ting fra pigeværelserne.
Efter dette steg forventningerne endnu mere. Opvarmeren, S.O.A.P.-pigernes lillebror Andy Roda, gjorde sit til at gejle folk op. Et i øvrigt ret blandet publikum end forventet. Der var overraskende mange drenge og mange rigtig små piger. En del forældre travede også rundt på Club Danmark Hallens kunstgræs, mens nogle smånervøst ventede med kaffe og aviser uden for i bilerne. Der kunne de så tænke tilbage til dengang i 1975, da de selv besvimede til koncerten med Bay City Rollers.

Pop og pigehyl
Backstreet Boys entrede scenen på vanlig amerikansk manér med lysshow, røg og filmmusik. Akkompagneret af Star Wars-melodier svævede A.J., Brian, Howie, Kevin og Nick ind over publikum som de pop-superhelte, de i manges øjne er. Det var effektfuldt, måske ikke så voldsomt opfindsomt, men det var fuldstændig ligegyldigt, for alt kunne lade sig gøre den aften. Responsen var med det samme vilde pigehyl, og selv en roadie, der lige skulle justerer et mikrofonstativ, blev tiljublet.
Backstreet Boys' varemærke er de bløde popmelodier og R&B med velklingende vokalharmonier. De fleste af drengene har i deres unge dage sunget i kirkekor, så grundarbejdet er i orden. Gruppens to plader har indtil videre solgt 10 millioner eksemplarer og deres største hit er måske "Everybody (Backstreet's Back)". Ligesom andre af popindustriens boygroups henvender Backstreet Boys sig udelukkende til piger. Med tekster der varierer over linien "I don't want to loose you", tematiseres pubertetens første møde med den modne verden.

Sjældent engagement
Det har altid ført til et fanhysteri, som på ældre virker temmelig komisk. I gennem tiderne har teenage-piger konstant stået for skud og blevet hånet for deres interesser. Det er egentlig lidt uretfærdigt, at de vedvarende skal høre om en pengefikseret underholdningsindustri, der kynisk udnytter dem og stjæler deres lommepenge.
Pigerne er imidlertid til stede i øjeblikket, og det fuldt ud. Til torsdagens koncert var det fascinerende at se en så sjælden udlevet hengivenhed og et så inderligt engagement. Det indgød respekt at stå ved sceneslusen og betragte, hvor mange piger der grædende og besvimende over mødet med idolerne blev båret ud til samaritterne af stærke vagter. For pigerne handler det om at være fælles om en ultimativ oplevelse, og som sådan var det kun de ydre rammer, der adskilte Backstreet Boys med Bruce Springsteen i Parken.
Det var derfor i det hele taget en god aften for publikum, selv om Backstreet Boys nok spiller lidt for kedelig popmusik og har et forudsigeligt sceneshow med rutinepræget fællesdans og konstante kostumeskift. Men hvad de fotogene og velsoignerede drenge måske savner af originalitet kompenseres med en hæderlighed og drenget forfængelighed, som netop går i hjertet på målgruppen.
Gruppens ældste, Kevin på hele 26 år, så ud til også at være lederen på scenen. Den yngste, 19-årige Nick, sang med en ung soulstemme og var publikumsfavoritten, mens Brian virkede som den mest sympatiske af drengene. I det hele taget var de jo meget tilforladelige, de fem unge solbrændte amerikanere. Det er derfor symptomatisk for Backstreet Boys, at det ikke er dem, der smadrer hotellerne når de er på turné, men deres fans.
Man var utvivlsomt gået forkert, hvis man stod og ventede på at Backstreet Boys skulle opfordre til lidt teenage-riot. Trods tunge tøjbamser og paphjerte med skarpe kanter var der for forældrene ikke noget at være bange for den aften.

*Backstreet Boys, Club Danmark Hallen, torsdag aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her