Læsetid: 5 min.

6.000 skrig om dagen

24. juli 1999

Den ene landsby i Senegal efter den anden holder op med at omskære deres pigebøn. Det begyndte med et kursus om sundhed, og så tog en gammel mand sine sko på og begyndte at gå

Qlummen
Siger I ikke, at vi skal tage jeres værdier med i købet, hvis vi vil have jeres penge?" spurgte en mand fra Syrien et panel af ministre på FN's særlige samling i New York om befolkning og udvikling i begyndelsen af juli.
Claire Short, den engelske udviklingsminister, svarede på sin meget kompetente rivejernsfacon, at der så sandelig er bundet betingelser i halen på de pund Sterling, hun sender over grænsen til udviklingslandene. Uanset om det bliver kaldt kulturimperialisme. Hun giver ikke en penny for såkaldte særlige kulturelle værdier, der er udemokratiske, krænker menneskerettigheder og holder kvinder i afmagt og uvidenhed.
Skænderiet kører uophørligt - skal de fattige gøre som de rige siger, for at få et par krummer af deres brød? Skal afrikanske kvinder eksempelvis holde op med at omskære deres døtre, fordi alene ordet rammer kvalmepunktet hos amerikanere og vesteuropæere?
Et sted mellem 85 og 140 millioner kvinder, hovedsageligt afrikanske, har fået omskåret deres kønsorganer. Hvert år bliver to millioner piger omskåret. Rundt regnet 6.000 om dagen.
Der er imidlertid udsigt til at denne barbariske tradition - kulturimperialisme eller ej, jeg kan ikke andet ord for det - kan stoppes. For eksempel har flere end 80 landsbyer i Senegal besluttet sig for at holde op med at omskære deres pigebørn. Det begyndte med et uddannelsesforløb for kvinder, og fortsatte da en gammel mand tog sine sko på og begyndte at gå.
Denne gode historie hørte jeg på et møde, arrangeret af Face to Face testemony under generalforsamlingen. Dér sad Waris Dirie, smuk som en sort lilje. Ved siden af sit arbejde som en af verdens højest betalte fotomodeller, er denne unge somaliske kvinde goodwill ambassadør i FN's kampagner mod omskæring af kvinder.
Selv blev hun omskåret, da hun var fem år. En af hendes søstre og hendes kusine døde af blodtab efter den primitive operation. Dér sad også Molly Melching, den amerikanske leder af et uddannelsesprogram, Tostan - det betyder gennembrud på wolof-sproget - som ikke bare går ud på, at give kvinder viden om sundhed, hygiejne og rettigheder, men også på at give kvinder mod og styrke til at tale højt for sig selv. Blandt andet gennem en form for rollespil, hvor kvinderne øver sig i at tage beslutninger og føre dem ud i livet, forklarede Molly Melching.
I landsbyen Malicounda Bambara resulterede uddannelsesforløbet i at fyrre kvinder den 31. juli 1997 inviterede journalister til at komme og overvære en historisk offentliggørelse: Kvinderne, deres ægtemænd, byens leder og imamer havde besluttet at stoppe omskæringen af piger.
Kort efter hørte de, at kvinder i den nærliggende landsby Keur Sibara forberedte regnsæsonens omskæringsritualer. Malicounda Bambaras kvinder tog dertil og opførte deres eget teaterstykke om en pige, der dør efter den smertefulde operation.
Men kvinderne i Keur Sibara var ikke til at overtale. De forsvarede omskæring som en ældgammel skik, der sikrede deres døtres jomfruelighed ind til bryllupsnatten.
Landsbyens religiøse leder, imamen Demba Diawara, så også teaterstykket. Han lyttede til kvinderne og tænkte sig om:
"Jeg bad kvinderne i min landsby om at fortælle mig sandheden. De fortalte mig ting, de før havde holdt hemmeligt. Jeg talte med hver eneste kvinde og hørte om pigernes lidelser. Jeg hørte om kvindernes smerter ved samleje og barsler. Ting, de aldrig før havde talt højt om eller vist os mænd."
Demba Diawara er en lille mørkebrun mand på 66 år. Han sad der og lyste FN's konferencerum op i sin gule kjortel og blå strikkede tophuse og fortalte i langsomme rytmiske sætninger. Tydeligt vant til at tale til mennesker med tid og evne til at lytte:
"Jeg fandt ud af, at det var bedst at stoppe den tradition. Vores religion kræver det ikke. Det står ingen steder i koranen. Jeg tænkte længe over det _ for hvordan kunne vi stoppe det? Min familie kunne ikke gøre det alene. Min landsby kunne ikke gøre det alene. Vi gifter os med folk fra de andre landsbyer. De ville ikke gifte sig med en uomskåret kvinde."
"Det var på det tidspunkt, jeg besluttede at tage mine sko på og gå ud og tale med de andre landsbyer."

De næste tre måneder gik denne lille senede mand rundt fra landsby til landsby:
"I første landsby var det ikke let. Lederen af kvindegruppen rejste sig for at gå. Hun ville ikke tale om det. I vores kultur har vi aldrig talt offentligt om det. Men jeg bad hende blive. Jeg ville ikke presse hende, sagde jeg. Så blev hun, og vi talte."
"Efter at have gået rundt til landsbyerne fik jeg ideen om at holde et fælles møde. Vi mødtes, og vi talte sammen og tog en vigtig beslutning. Vi besluttede aldrig mere at omskære vores piger. Vi besluttede det, fordi det er farligt for vores børns helbred."
Den 15. februar 1998 offentliggjorde de 13 landsbyer, hvor der bor 8.000 mennesker, en fælles erklæring om, at de fra denne dag holdt op med at omskære deres døtre.
"Jeg kan ikke overdrive betydningen af dette møde. Vi måtte bryde mistænksomheden - ville de andre også holde op, ville vores døtre stadig kunne finde en ægtemand?"
"Vi besluttede også, at vi selv ville sørge for at ingen brød vores fælles beslutning. Vi, der kommer fra Bambara-klanen er længe om at beslutte os. Men når vi siger ja, mener vi ja. Når vi siger nej, mener vi nej."
De 13 landsbyers beslutning fik stor mediebevågenhed, og Demba Diawara fortsatte med at vandre. Ved årskiftet havde i alt 31 landsbyer besluttet at stoppe omskæringen. I sidste weekend af juni måned i år fulgte 53 landsbyer efter.
Demba Diawara har draget sin egen konklusion:
"Man kan ikke bare sige til folk, at de skal stoppe med omskæring. De må vide hvorfor. Først da vi forstod, hvor vigtigt det er for kvinders sundhed, kunne vi stoppe. Det er derfor, uddannelse er så vigtigt."
"Jeg kan se, hvad det betyder i min landsby. Nu står kvinderne frem og fortæller os mænd, hvad de mener, og vi udveksler ideer. Det er meget, meget bedre end før i tiden."
Molly Melching er stadig overrasket over, hvor hurtigt al ting pludselig gik:
"I løbet af uddannelsen har vi aldrig sagt, at kvinderne skulle holde op med den praksis. Vi har fortalt dem om de sundhedsmæssige konsekvenser, om kvinders rettigheder og givet dem værktøjet til at tage beslutninger, løse konflikter og argumentere for deres rettigheder. Vores arbejde er grundlagt på kærlighed og respekt."
Kærlighed og respekt. To sjældne ord i befolkningspolitik.
Efter mødet så Demba Diawara sig omkring og spugte i hvilken retning øst lå, så han vidste, hvor han skulle vende sit ansigt ved næste bøn. Waris Derie overøste ham med kærlige ord, kaldte ham "Guds gave", og gav ham et knus. Og Demba Diawaras brune rynker bristede i smil under opholdet i armene på en af verdens smukkeste kvinder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu