Læsetid: 3 min.

9 til 5

2. juli 1999

Mike Judges 'Kontorrotter' er en ganske morsom, men halvkvædet satire om kedeligt rutinearbejde og jagten på en meningsløs karriere

Ny film
Lykken er ikke at arbejde på et kontor, hvor man dag ud og dag ind laver det samme rutineprægede og kedelige arbejde. I hvert fald ikke, hvis man hedder Peter Gibbons, arbejder for computerfirmaet Initech, ikke tør sige sin chef imod, kun drømmer om at lave ingenting og samtidig er hovedpersonen i Mike Judges Kontorrotter.
Efter et (mislykket) besøg hos en hypnoseterapeut, der skal lære Peter at holde af at arbejde, begynder han i stedet at være ligeglad, hvilket overraskende nok skaffer ham en forfremmelse, ligesom han pludselig tør spørge sin drømmepige, om de skal spise frokost. Så langt så godt.
Men da Initech begynder at rationalisere, dvs. fyre medarbejdere, Peters venner, udtænker han sammen med to kolleger en skummel plan om at malke firmaet for penge ved hjælp af et smart computerprogram. Men det går selvfølgelig ikke som planlagt.

Arbejdets tyranni
Et langt stykke ad vejen er Kontorrotter en ganske morsom og bidsk satire over det, vi vel alle kender som dagligdagens trummerum, jagten på en meningsløs karriere og arbejdets tyranni. Vi er nødt til at arbejde for at kunne leve, og tvunget arbejde har det med at være temmeligt uinspirerende. Især hvis ens arbejdsplads ikke forstår at motivere og opmuntre. Og kun et fåtal af os har reelt modet til at sige fra og finde et andet og knap så velbetalt arbejde, som vi så til gengæld holder af.
Især indledningssekvensen, hvor Peter og hans kolleger på vej til arbejde i hver deres bil venter i en tilsyneladende endeløs og ubevægelig kø på motorvejen, er godt skruet sammen. Også Peters uvilje mod arbejdet er fuldt ud forståelig, da vi sammen med ham oplever de første par timer på arbejdet. Vi møder den slimede chef, der aldrig hører efter og hele tiden vil have ham til at arbejde i weekenden. De utåleligt humørfyldte, kvindelige kolleger, der hensynsløst kvidrer løs om ingenting. Så er der selvfølgelig printeren, der aldrig virker og ikke mindst selve det usigeligt kedelige arbejde, som i bund og grund også forekommer overflødigt.
Således er Kontorrotter fyldt med mange sjove, genkendelige situationer og skæve og karikerede mennesketyper, der ofte rammer lige på kornet. Den etniske medarbejder, hvis navn ingen kan udtale. Den brystfikserede og øldrikkende nabo. Den spinkle, hvide mand, der gerne vil være en sej homeboy, men i virkeligheden er en kylling. Kontorets særling, som altid mumler for sig selv og aldrig når at få et stykke kage, når én på kontoret har fødselsdag etc. etc.

På afveje
Og det er i satiren, at filmen fungerer bedst. Uheldigvis begår instruktør og manuskriptforfatter Mike Judge, bedre kendt som manden bag de samfundsspiddende Forstandens konge og Beavis og Butthead, den fejl, at han lader satiren træde i baggrunden til fordel for et lettere fjollet svindelplot, der slet ikke kan leve op til filmens første halvdel.
Oven i købet vidner filmens slutning om, at Judge ikke helt har vidst, hvad han skulle gøre. På den ene side holder han fast i sin kritiske vinkel ved at lade næsten alt være, som det var - ingen har alligevel modet og styrken til at ændre på noget - og på den anden side nænner han ikke at lade sine personer i stikken og giver et par af dem et nyt og bedre liv.
Lidt ærgerligt er det, at Judge i denne sin første spillefilm med rigtige mennesker ikke er ligeså konsekvent som i sine tv-serier. Måske vil han gerne tækkes et bredere publikum, end han er vant til fra tv, hvor hans udfald mod kirke og samfund er langt mere barske og kompromisløse end i Kontorrotter. I hvert fald er filmen et sporadisk skarpt, men ind i mellem et lidt tandløst og anonymt underholdningsprodukt fra den velsmurte amerikanske filmmaskine.

*Kontorrotter. Instruktion og manuskript: Mike Judge. Amerikansk (Palads, København, CineCity, Århus og BioCity, Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu