Læsetid: 4 min.

900 års heltedyrkelse

14. juli 1999

I år er det ni hundrede år siden, at den kastillianske hærfører, helt og conquistador, El Cid, døde i Valencia

El Cid
I 3735 episke heltevers i Cantar de mio Cid er hærføreren Rodrigo Díaz de Vivar i det meste af det sidste millenium blevet besunget og løftet op som en næsten guddommelig prototype på den kristne og den kastillianske imperialisme. Allerede i den første sang forvises han fra sin fødeby Vivar ved Burgos, og mens han græder som pisket, vender denne kommende reconquistador hovedet mod de nye landskaber.

De los sos ojos
tan fuertemente llorando
tornaba la cabeça
y estabalos catando

74 pergamentpapirer med Cantar de mio Cid opbevares i dag i det nationale bibliotek i Madrid, og dette poetiske mesterværk har været genstand for mange litterære diskussioner. Nogle hævder, at værket blev skabt af et enestående kreativt geni, Per Abat, i 1207, men andre hælder til den teori, at det blev skabt i de foregående 50-60 år af omvandrende gøglere og skuespillere, som sang de skønne vers og satte dem i scene på markedspladser osv. Måske for at opildne tilhørerne til at melde sig som soldater i datidens korstog mod maurerne med El Cids diktum i ørerne: "Vi tjener vort brød ved at kæmpe mod maurerne!"

Som en cowboyfilm
I Cantar de mio Cid er det altid maurerne, der falder for de kristnes sværd, for de kristne dør åbenbart aldrig i kamp. De kan i stedet fylde deres lommer med et overdådigt krigsbytte. Virkelige hændelser, der er registreret af krønikeskrivere fra El Cids tid, er i poetens pen blevet til heroiske forskønnelser - en fiktiv genfortælling, der lidt kan minde om de amerikanske cowboyfilm i vort århundrede.
Bevæger man sig ind i Cantar de mio Cid er det som at træde ind i en dramatisk film om middelalderen, der har det hele. Den poetiske sang skifter hele tiden tempo fra de militære marcher og de store triumfer over maurerne eller over greven af Barcelona over de episodiske dialoger og videre til El Cids landsforvisninger og tragedierne. Der klippes hurtigt fra den ene scene til den næste, kameraets bevægelse er meget moderne, og de militære slag beskrives med så stor realisme, at man ikke behøver
Spielberg og Saving Private Ryan til at lade sig ryste mentalt. Sproget er blødende kropsligt.

Den noble herre
Digtet afspejler datidens sociale spændinger og er stærkt kritisk over for adelen. Derimod løftes det rige borgerskab og dets værdier op på en piedestal. De eksalterede passager om Kastillien, det spanske moderland, kan ikke andet end beskrives som rendyrket nationalisme.
Cid er beslægtet med de arabiske ord, Sidi og Sayid, der betyder herre. Han er i digtets verden altid elskværdig og ridderlig over for sin familie. Han tager, som den troende mand han er, på pilgrimsfærd til Santiago de Compostela og giver altid rige gaver til kirken. Denne formidable krigsherre er generøs over for de, som han besejrer i kamp. Han forsøger at være trofast over for sin konge og ven Alfonso med hvem, han forenede kongerigerne León og Kastillien - og alt hvad han erobrer på sit korstog til Levant stiller han til kongerigets disposition. Hans politiske dyder løftes også til skyerne. Han er en mester i at indgå skiftende aftaler - bl.a. med de som vil betale ham godt. Han bliver på et tidspunkt uretfærdigt forbandet af sin konge Alfonso VI, og han stiller derpå sit sværd og sine 8.000 soldater til rådighed for den mauriske konge af Zaragoza - men han kæmper aldrig imod sin 'egen' konge.
El Cid er en hidalgo, som ikke er adelig i kraft af sin arv - los ricos hombres - men som i kraft af sin kløgt, sin modighed og sin styrke erhverver sig en sagnomspunden position. Han er ikke født som adelig, men bliver adelig i kraft af sine handlinger.

Stram og realistisk
Stilen i Cantar de mio Cid er stram og realistisk, trods mange digteriske forskønnelser af den virkelige historie om Don Rodrigo. Ifølge Gerald Brennan, der har skrevet bogen Literature of the Spanish People, er Cantar de mio Cid aldrig så mystisk, neurotisk og udskejende som det samtidige Rolandskvad. El Cids middelalderlige Spanien er nok råt og revolutionært - fordi folk var begyndt at sætte sig op mod den gamle adelige klasse - men det var også præget af en "vidunderlig eksplosion af kreativ energi", og hovedpersonen El Cid er en moden personlighed, med stor selvbeherskelse, konstaterer Brennan.
El Cid Campeador - 'den tapre kriger' - dør ifølge de historiske overleveringer den 10. juli 1099 i en alder af 50 år, som greve af Valencia. Den dato fejres i denne tid i Valencia. De særligt ihærdige kan vælge at rejse i Don Rodrigo Díaz de Vivars fodspor på El Ruta de Cid - fra hans fødeby Vivar 10 kilometer udenfor Burgos til Valencia små 400 kilometer mod sydøst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu