Læsetid: 5 min.

Afmagtens mester

12. juli 1999

Det tidligere Velvet Underground-medlem John Cale skrevet en selvbiografi, der føjer væsentlige brikker til myten

Ny bog
At komponisten, musikeren og rocklegenden John Cale har brugt det meste af sit liv på at gå imod strømmen, er der ikke noget nyt i.
I forhold til den klassiske musik er han en enfant terrible, som hverken besidder den fornødne tålmodighed eller disciplin til for alvor at gøre sig gældende. I rocksammenhæng har han siden den korte tid i midten af 60'erne med Velvet Underground og det famøse makkerskab med Lou Reed været en avantgardist, der nok tilføjede rocken nye musikalske dimensioner, men som på et personligt plan havde svært ved at spille spillet. Og i avantgardekredse - Cale var en del af New Yorks vitale, eksperimenterende musikscene i starten af 60'erne - var han for meget af en rastløs flab til at gennemføre sine projekter med samme konsekvens som læremestrene
John Cage, Terry Riley og La Monte Young.

Ousider-position
I en layout-mæssigt overordentlig indbydende selvbiografi med titlen What's Welsh for Zen giver Cale nu selv en række bud på sin evige outsider-position, en skæbne, som han stadig lider under, samtidig med at han anerkender den som en vigtig del af sin kreative drivkraft.
Selv om langt de fleste i New York har rødder andre steder, vidner bogens fremstilling om, at Cale aldrig har kunnet slippe drømmen om at genskabe sin barndom i den walisiske landsby Garnant. Cale blev født i 1942 - en uge efter at Lou Reed kom til verden i Brooklyn. Hans far var minearbejder og absolut uden berøring med kunstens verden, mens moderen havde været lærer og spillede klaver, og Cale vender gang på gang tilbage til sin trang til på den ene side at få succes for at gøre sin mor stolt og på den anden side at mislykkes for ikke at overskygge faderen.
Paradokset resulterer i en slingrende karriere, et langt stykke ad vejen med alkohol og stoffer som dæmonisk brændstof, og en kunstnerisk strategi, som udtrykkes med ordene: "I'd rather be unprofessional and exciting than professional and boring."

Minearbejdersønnen
Den lange vej fra Wales, hvor Cale som tretten-årig debuterer som violinist i et klassisk ungdomsorkester, over Goldsmiths' Teachers' College i London i starten af 60'erne og til drømmenes mål - New York - beskrives detaljeret og belyser, hvor langt minearbejdersønnen var inde i en musikalsk karriere, inden det afgørende møde med Reed i 1965. Det var et Leonard Bernstein-legat, der i 1960 havde skaffet Cale til USA for at studere under Aaron Copland og Yannis Xenakis, og allerede inden han kom i direkte berøring med Manhattans avantgarde-cirkler, havde Cale chokeret publikum ved under en koncert at springe op på pianoet og hamre en økse ned i en bordplade.
I New York kommer Cale i første omgang under vingerne hos La Monte Young, som på dette tidspunkt finansierer sit ensemble Theatre of Eternal Music ved at sælge byens bedste pot, og via de nye kontakter bliver Cale og to andre avantgardemusikere - Tony Conrad og Walter de Maria - medlem af The Primitives, som Pickwick Records samler for at backe den unge solist Lou Reed under en tv-optræden med singlen "The Ostrich."
Had/kærlighedsforholdet til den enerådende Reed er naturligvis bogens omdrejningspunkt, og det er sigende, at Cale skiftevis forsøger at virke afklaret og vikler sig ind i analyser, som demonstrerer præcis hvor smertefuld relationen stadig er.
I forlængelse af jobbet med The Primitives spillede Reed et par af sine sange for Cale: "Heroin" og "Waiting for My Man". Waliseren var målløs: "These lyrics were literate, well-expressed, tough, novelistic impressions of life." Det eneste problem var, at de i Reeds udgaver lød som folkesange, og Cale forstod, at en kombination af Reeds litterære talent og hans egne erfaringer fra avantgardemusikken ville kunne føre til noget helt nyt.
De to flyttede sammen, og inden længe var en af rockhistoriens mest indflydelsesrige grupper født. Navnet stammede fra en roman om sadomasochisme The Velvet Underderground - og attituden var: "Flower power? Get out of here! Acid? Fuck off! Give people hard drugs - heroin, amphetamine. (...) We thought doing evil was better that doing nothing."

Udfordring fra Lou Reed
Fra day one erfarede Cale, at Reed var den vanskeligste person, han nogensinde havde arbejdet sammen med. I starten var det en del af spændingen, og når Cale tog udfordringen op, skyldtes det, at han med Reed for første gang havde fornemmelsen af at være i en kreativ udveksling med en jævnbyrdig. Og det, der i dag piner Cale mest, er, at han ikke føler, at gruppens potentiale nogensinde blev udnyttet. De var kun lige startet, da det hele revnede, og genforeningen i starten af 90'erne førte ikke til andet end nostalgi.
Trods sit turbulente liv har John Cale været særdeles produktiv i en solokarriere, som foreløbig spænder over mere end tredive år og omtrent lige så mange albums.
At den svingende kvalitet hænger nøje sammen med diverse former for misbrug og andre personlige problemer, er bogen er smertefuldt vidnesbyrd om, og ind imellem har man indtryk af, at også forfatteren rystes over, hvor tæt han til tider har vandret på afgrundens kant: "I'm getting sadder and sadder thinking about my lack of self-knowledge as I write this book. I'm distraught about my lack of any sense of my own worth, and about my visions of myself."
Efter en særlig destruktiv periode i slutningen af 70'erne når Cale et punkt, hvor han sælger sine instrumenter for at få penge til stoffer.
I '85 får han datteren Eden og erstatter - i en alder af 43 - omsider sprut og stoffer med squash.
Forude ligger nye musikalske højdepunkter - ikke mindst det seneste udspil, Walking on Locusts - og efter selvbiografien at dømme fejler hverken lysten eller energien noget hos den 57-årige, nyskilte Cale. Og dét selv om han stadig synes lige usikker på, hvad han egentlig skal stille op med sit talent.
På den ene side beklager han: "I've no business being in rock and roll. I've said it over and over again that I'm a classical composer, dishevelling my musical personality by dabbling in rock and roll." Og nogle sider efter konstaterer han, at "Rock and roll is as valid as any other art form."
Vi andre kan til stadighed høste frugterne af denne livslange konflikt, som i de bedste øjeblikke resulterer i en musik, der kommer direkte fra et vitalt og angstplaget hjerte og overstråler enhver akademisk genrediskussion.

*John Cale (m. Victor Bockris): What's Welsh for Zen. The Autobiography of John Cale. 272 s. £ 20. Bloomsbury

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu