Læsetid: 6 min.

Afrikas blege daggry

12. juli 1999

Mens fredsaftaler i Sierra Leone og Congo giver grund til behersket optimisme er situationen fastlåst i krigen mellem Etiopien og Eritrea og i borgerkrigen i Angola

Den forgangne uge bragte for første gang i lange tider goder nyheder fra Afrika. Onsdag underskrev regeringen og oprørerne i Sierra Leones otte år lange og blodige borgerkrig en fredsaftale. Samme dag enedes repræsentanter for de stridende parter i Congos 11 måneder lange krig om en våbenhvile.
Aftalen, der er blevet forhandlet i flere uger , blev indgået i Zambias hovedstad Lusaka.
Den zambianske præsident Frederick Chiluba betegnede aftalen som "daggryet for en ny æra for Afrika". Og han fortsatte: "Afrika har vundet. Aftalen er lavet af afrikanere for Afrika."
Tanzanias udenrigsminister Jakaya Kikwete tilsluttede sig synspunktet. Men han tilføjede, at "vi har så sandelig brug for international støtte til at implementere Lusaka-aftalen. Vi har brug for penge, materielle ressourcer og politisk good-will fra det internationale samfund."

De første sorte skyer
Ud over øjeblikkelig våbenhvile forudser onsdagens aftale, at der skal udstationeres mindst 50.000 fredsbevarende tropper. Ligeledes skal der indledes samtaler mellem Congo-konfliktens mange politiske grupperinger med henblik på dannelse af en ny regering i Kinshasa.
Aftalens mest kontroversielle punkt - og så afgjort den største umiddelbare forhindring for succes - er overenskomsten om afvæbning af de yderligtgående Hutu-militser fra Rwanda.
Siden folkedrabet i Rwanda i 1994 har militserne - de såkaldte 'Interahamwe' (eller 'de som dræber sammen') - spredt frygt i det østlige Congo og i nabostaterne.
Sammen med tilstedeværelsen af de 3 mio. hutu-flygtninge fra Rwanda, som befinder sig i Congo, har Interahamwe bidraget til at destabilisere området omkring de store søer i Centralafrika. Det er endnu ikke klart, hvordan afvæbningen skal foregå. Det er også et åbent spørgsmål, om Interahamwe vil lade det ske frivilligt. Nu da de har mistet støtten fra præsident Laurent Kabila og hans styre i Kinshasa, har de alt at tabe og intet at vinde.
Mange af medlemmerne vil næppe kunne komme i betragtning til den amnesti, som er en del af Lusaka-aftalen. Den slår fast, at mistænkte for folkemordet er udelukket for amnesti.
Det næste og lige så store problem er den stærke gensidige mistillid mellem alle involverede parter - regeringen i Kinshasa , de to oprørsgrupper og de fem afrikanske lande, der har tropper i landet.
Kabila opfatter oprørerne i det østlige Congo som Ugandas og Rwandas forlængede arm. Han vil derfor have svært ved at efterleve våbenhvilens punkt om, at alle etniske grupper skal nyde samme status i Congo. Punktet er tydeligvis beregnet på at beskytte landets mindretal af tutsier, der bor i det østlige Congo.
For oprørene er Kabila en mand, man ikke kan stole på. De vil næppe føle den store tilskyndelse til at nedlægge våbnene i en situation, hvor de kontrollerer omkring den halvdel af landet og tilmed en række af de værdifulde mineområder.
Midt i sidste uge var oprørerne således godt på vej mod den vigtige diamantby Mbuji-Mayi.

Torden over Afrika
Mens der kan være grund til - stærkt behersket - optimisme i forbindelse med den seneste uges begivenheder i og omkring Congo og Sierra Leone, er situationen tilsyneladende låst fuldstændig fast i krigen mellem Etiopien og Eritrea.
På ugens topmøde i Den afrikanske Enhedsorganisation (OAU) vil der efter alt at dømme endnu en gang blive forsøgt en mægling mellem de to gamle krigskammerater Eritreas Essayas Afeworki og Etiopiens Meles Zanawi.
Udsigterne til forsoning er ikke gode. Håbløsheden forstærkes af, at begge lande indtil nu har brugt hundreder af millioner af dollars til indkøb af våben.
Kina, Bulgarien, Rumænien og Rusland har krævet kontant betaling forud for at levere blandt andet MIG 29 jagerfly til begge parter og moderne jord-til-luft missiler til Eritrea.
Samtidig trues begge lande af hungersnød og begge har appelleret om international fødevarehjælp. Konfliktens totale meningsløshed sættes i relief af, at de to lande kæmper om nogle få kvadratkilometers gold og støvet højland, som er uden økonomisk betydning.

Diamanter og olie
Når den angolanske præsident Eduardo dos Santos har støttet våbenhvilen i Congo, har hans holdningsskifte længe været under vejs. Regeringstropperne har igennem længere tid været under voldsomt pres fra UNITA-oprørerne.
Hele foråret har regeringen i Luanda kørt en omfattende kampagne for at skaffe nye rekrutter til hæren. Værnepligten er stærkt upopulær, blandt andet fordi elitens sønner er undtaget. Den er også upopulær, fordi hærens træning og udstyr har svært ved at hamle op med oprørernes friske våbenforsyninger. Luanda har derfor længe haft behov for at trække tropperne hjem fra krigen i Congo for at sætte dem ind mod UNITA.
Med knap en million interne flygtninge fra krigen og med truende hungersnød er regeringen presset stærkt på økonomien. UNITA's strategi med at kontrollere landområderne og overlade byerne til regeringens kontrol betyder, at det bliver regeringens problem at brødføde de mange hundredetusinde fordrevne.
De dystre udsigter til en snarlig afslutning på den brutale krig mellem UNITA og regeringen understreges ikke blot af tilbagetrækningen af de angolanske tropper fra Congo. Det lover heller ikke godt for forsoning mellem de to parter, at præsident dos Santos har afvist enhver samtale med UNITA om at etablere 'sikre' korridorer for fødevaretransport til de omsluttede byer. I andre lignede krigssituationer har den slags ellers været muligt. Men altså ikke i Angola.

Et internationalt ansvar?
Når OAU's årlige topmøde i dag starter i Algier, er der nok at tage fat på for de forsamlede statsledere. Alle erkender, at de mange konflikter og krige på kontinentet kræver international mæglig og udstationering af fredsbevarende tropper.
Aftalerne fra Sierra Leone og Congo repræsenterer en enestående mulighed for at genoplive OAU som fredsbevarende organisation.
Flere afrikanske lande har allerede signaleret, at de er parate til at sende soldater. Det gælder også kontinentets sværvægter Sydafrika, hvor præsident Thabo Mbeki i sin første tale til det nyvalgte parlament vedkendte sig sit lands store ansvar for fremtidens fredsbevarende oprerationer i Afrika.
Hvis de afrikanske statsledere skulle blive enige om at stille fredsbevarende tropper til både Congo og til Sierra Leone, vil der fortsat være problemerne med transport af tropperne, logistisk støtte i almindelighed samt ikke mindst finansieringen. Her er det kun de rige vestlige lande, der kan komme på tale.
Med det stærke fokus på Balkan kan det blive vanskeligt at rejse midler til store og komplicerede operationer som de afrikanske. Hvis FN's Sikkerhedsråd skulle blive blandet ind i beslutningerne, løber man desuden ind i det problem, at Rådet siden 'fiaskoen' i Somalia i 1992-93 har været meget tilbageholdende med at godkende såkaldte 'Kapitel-7 operationer' i Afrika.
Sådanne operationer indebærer muligheden for våbenbrug og dermed risikoen for tab af FN-tropper.

FAKTA
Krig og fred i Afrika
*Sierra Leone: Fredsaftale efter otte års borgerkrig, bl.a. om kontrol over diamantminerne
*Liberia: Anklages for at støtte oprørerne
*Guinea: Næsten 500.000 flygtninge, hovedsageligt fra Sierra Leone
*Nigeria: Hovedkraften i en vestafrikansk fredsbevarende styrke i Sierra Leone; ny demokratisk regering
*Togo: Vært for fredsforhandlingerne
*Den Demokratiske Republik Congo (det tidligere Zaire): Borgerkrig mellem regeringshæren og en splittet oprørsstyrke, som kontrollerer den østlige del af landet (træ, kobber, kobolt, diamanter); base for de hutu-militser, som begik folkemord i Rwanda i 1994
*Kenya: Vært for forhandlinger
*Uganda: Støtter oprørere i Congo; intern terrorisme fra Guds Modstandshær; støtter oprørere i Sydsudan
*Rwanda: Støtter oprørere i Congo
*Burundi: Anklages for at støtte oprørere i Congo; intern konflikt
*Angola: Støtter Congos regering; borgerkrig mellem regeringshæren og oprørsorganisationen UNITA (diamanter og olie)
*Namibia: Støtter Congos regering
*Zimbabwe: Congos vigtigste allierede, flere tusind soldater med luftstøtte; intern politisk uro
*Zambia: Stod i spidsen for fredsforhandlinger; spændt forhold til Angola på grund af påstået støtte til UNITA
*Tanzania: 350.000 flygtninge fra Congo; vært for forhandlinger om fred i Burundi
*Libyen: Støtter Congo og har været med til at mægle
*Sydafrika: Vil bidrage med fredsbevarende styrker
*Tchad: Støtter Congos regering
*Eritrea-Etiopien: Grænsekrig
*Somalia: Forskellige krigsherrer kæmper om magten, optræder desuden som stedfortrædere for parterne i krigen mellem Eritrea og Etiopien
*Sudan: Borgerkrig mellem regeringshæren og oprørere i syd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu