Den tyske ugeavis Die Zeit hører til sværvægterne inden for den mere seriøse europæiske presse
SOMMERKIOSK
"De andre er hurtigere. Derfor må vi være bedre"
Sådan lød en af udtalelserne fra redaktionen på den tyske ugeavis Die Zeit i forbindelse med bladets 50-års jubilæum i 1996. Og siden grundlæggelsen i 1946 har avisen da også slået sit navn fast som en af Tysklands mest seriøse og kritiske aviser med en grundig belysning af aktuelle emner inden for politik, videnskab, kultur og erhvervsliv.
Avisen begyndte bogstavelig talt i ruinerne af det sønderbombede Hamborg; i resterne af hvad der engang havde været Hamburger Pressehaus, hovedsæde for det nazistiske Hamburger Tageblatt, fik en samling idealister sammensat en 8-siders avis, som de med primitive midler kunne trykke i 25.000 eksemplarer.
Ved grundlæggelsen af avisen drejede det sig først og fremmest om to ting: At åbne et vindue mod verden og at genskabe en uafhængig og fornuftig (et af avisens yndlingsord) stemme i landet. Denne holdning har været kendetegnende lige siden, uden at man af den grund har haft en særlig stringent definition af avisens linje eller journalistiske koncept. "Vi laver det blad, vi synes er spændende," hedder det som en maksime i en nyligt forfattet redaktionel skrivelse. Og det avisens ca. 280 ansatte synes om, falder åbenbart også i andres smag, for siden avisens grundlæggelse er oplagstallet gået pænt frem (om end bladet i en enkelt periode i 50'erne var på fallittens rand), og ifølge den seneste statistik køber ca. 450.000 avisen hver uge, hvilket giver en samlet læserskare på ca. 1,3 millioner. Det gør Die Zeit til den absolut mest læste ugeavis i Tyskland, om end det nok er de færreste, der tygger sig gennem samtlige de godt 80 sider, en almindelig udgave fylder.
Avisen er bygget op i flere større sektioner, ofte med grundige analyser eller længere interviews. Der er ganske vist kortere artikler i avisen, men den satser tydeligvis på at give en oversigt ledsaget af mange fordybende artikler. Det lykkes som regel at komme ganske vidt omkring. I en af de seneste udgaver er der således blandt meget andet nogle større artikler om IRAs muligheder for at bryde med sin hidtidige historie, om de sociale konflikters rolle for demokratiseringsprocessen i Sydamerika, om lobbyisternes stigende indflydelse på det tyske parlament, en tre sider stor artikel om mennesket i markedssamfundet, to sider om den genetiske forsknings konflikt med etikken, en side om de danske dogmefilm (under overskriften 'Opbrud i blindgyden'!), nyeste artikel i en serie om de store økonomers hovedværker og et større interview med en psykoanalytiker om hævnens psykologi på baggrund af krigen i Kosovo. Det er blot et lille udvalg, men ganske typisk for avisens dækningsgrad.
Avisens skribenter gør det ikke altid let for læserne, og læserskaren hører da også til den bedre uddannede del af befolkningen; 65 procent af læserne har en eller anden form for akademisk uddannelse bag sig. Dette betyder dog ikke, at avisen af den grund er akademisk-snobbet - den høje standard betyder nemlig også, at man er fri for den form for akademisme, hvor man vælter sig i fremmedord og vanskelige formuleringer for at dupere rakket. Snakkesalige artikler uden indhold er det svært at finde i avisen, og den flotte stil har da også tiltrukket mange gode kræfter til avisen.
Den kritiske midte
Blandt avisens nuværende hovedkræfter er i Tyskland så velkendte navne som Theo Sommer, Helmut Schmidt og Marion Gräfin Dönhoff. Trods det forhold, at de to sidstnævnte begge for længst har passeret, hvad mange ville anse for pensionstidspunktet (Schmidt er netop fyldt 80 og Dönhoff er over 90), er netop deres artikler skarpe og dybdeborende og repræsenterer noget af det ypperste inden for samfundskritik og -analyse. Begge har de gennem den seneste årrække forfattet og redigeret en række debatbøger, hvor de forholder sig stærkt kritisk til samfundsudviklingen ikke mindst som den sker på markedskræfternes betingelser, og denne kritiske holdning præger avisens ledere og reportager. Ikke mindst Dönhoff er lidt af en institution i Tyskland. Hun hører til de meste respekterede politiske kommentatorer og udgiver stadig bøger om politisk-historisk stof. I 1997 udkom en samling af hendes artikler og foredrag om kapitalismens gåen grassat gennem det moderne samfunds markedskræfter ('Zivilisiert den Kapitalismus. Grenzen der Freiheit'), og både 1998 og i år udkom to debatbøger redigeret af Dönhoff med bidrag fra en lang række tyske videnskabsfolk og politikere. Også her er temaet samfundets krise under indflydelse af markedstænkningen og det kulturelle identitetstab.
Avisen hævder at være politisk uafhængig, og det vil nok også være vanskeligt at finde et bestemt partipolitisk tilhørsforhold udtrykt i avisens reportager.
Folk på højrefløjen i Tyskland vil dog nok næppe finde avisen fuldstændig neutral, og dens ledere bevæger sig for det meste omkring den politiske midte, for øjeblikket med en mere og mere tydelig tendens til en kritisk holdning over for den tyske regerings forsøg på at tilpasse New Labour til tysk socialdemokratisme.
Die Zeit har ofte kritiseret megen nyere journalistik. Den placerer sig ganske bevidst som en modpol til den megen 'infotainment', og dens fare er således at blive for altmodisch og komme bag af dansen. Men de fleste læsere, hvoraf en temmelig stor procentdel er under 40 år, vil nok mene, at det er lykkedes avisen at fastholde en afstand til den overfladiske og populistiske stil, uden af den grund at blive for tantet. Eller som Helmut Schmidt sagde det på en ikke helt selvudslettende måde, da han efter sin afsked som forbundskansler tiltrådte avisen:
"I den politiske klasse skelner man mellem politikere og statsmænd, og blandt journalister er der tilsvarende kategorier. Kun få journalister falder ind under kategorien statsmænd, og til dem hører Marion Gräfin Dönhoff og Theo Sommer. Derfor var jeg meget smigret, da Gerd Bucerius (en af avisens grundlæggere, red.) anmodede mig om at bytte den gamle front ud med en ny."
Die Zeit udkommer hver fredag og koster 25 kroner (5 DM i Tyskland), meget af stoffet er på www.zeit.de
*De forrige artikler om udenlandske aviser og blade blev bragt 22., 23., 24., og 25 juni samt 2., 7., 15. og 21. juli. Serien fortsætter.
