Læsetid: 4 min.

Barak vil efterleve fredsaftalen

12. juli 1999

Israels nye ministerpræsident lovede i går Arafat, at Israel vil leve op til Wye-aftalen. Men Barak behøver tid til at få sit bagland med

TEL AVIV - Israels nye ministerpræsident, Ehud Barak, lovede i går, efter et møde med den palæstinensiske leder Yasser Arafat, at han fuldt ud vil leve op til Wye-aftalen mellem de to lande.
"Vi er forpligtiget af Wye-aftalen," sagde Ehud Barak efter en times møde med Yasser Arafat i Erez Crossing, ved Gaza-striben.
"Vi vil implementere Wye, og vil vil forme og koordinere aftalen med formand Yasser Arafat og de palæstinensiske myndigheder på en måde, så forhandlingerne om en eventuelt palæstinensisk stat kombineres med Wye-aftalen," sagde Ehud Barak.
Den israelske ministerpræsidents ord om at leve op til Wye-aftalen kommer blot tre dage før et betydningsfulde besøg i Washington på torsdag i denne uge.
Efter at have givet sig selv ualmindelig god tid til at sammensætte sin regering har Ehud Barak pludselig fået fart på. I fredags mødtes han med Egyptens præsident i Alexandria og efter mødet med Arafat i går er næste stop tirsdag aften, hvor Barak mødes med Jordans kong Abdallah i Amman.
Men udover det energiske mødetempo er analytikere enige om, at man ikke skal forvente at se afgørende gennembrud i fredsprocessen lige med det samme. Barak har med disse dages aktiviteter signaleret, at fredsprocessen skal få høj prioritet fremover, mens tempoet, i hvilket dette kommer til at foregå og ministerpræsidentens prioritering af egne initiativer forbliver ukendte.

Barak skal vælge
Barak har et vanskeligt valg at træffe mellem to store problemkomplekser, som hver især kan bringe fredsprocessen videre. Han kan beslutte at give forholdet forholdet til Syrien og Libanon sin første opmærksomhed, hvorved han kan blive i stand til at indfri sit valgløfte om at trække israelske soldater ud af den såkaldte sikkerhedszone i Sydlibanon ud inden for et år.
Heroverfor presser palæstinenserne på for at få Barak til at give deres sag højeste prioritet, hvilket kan sætte den israelske ministerpræsident i en vanskelig situation med hensyn til den videre implementering af Wye.
Aftalen, som Israels daværende ministerpræsident Benjamin Netanyahu og den palæstinensiske selvstyreformand Yasser Arafat ved amerikansk og jordansk mellemkomst nåede frem til og underskrev i oktober sidste år, betragtes som den sidste mellemfase inden israelerne og palæstinenserne sætter sig til forhandlingsbordet for at fastlægge den endelige status for forholdet mellem de to folk.
I Wye aftaltes bl.a. tre israelske tilbagetrækninger fra dele af Vestbredden mod palæstinensernes konfiskering af illegale våben og begrænsning af politistyrken.
Efter at have gennemført den første tilbagetrækning suspenderede Netanyahu aftalen. Han påstod, at palæstinenserne ikke opfyldte aftalens sikkerhedsforpligtelser. Palæstinenserne svarede, at Israel blot søgte et påskud til at undgå tilbagetrækning.
"Med sin hektiske rejseaktivitet i disse dage søger Barak at klargøre om hans hensyn til sin egen regeringskoalition eller potentielle fredspartnere skal vægtes tungest," siger Joseph Alpher, tidligere leder af det ansete Jaffee Center for Strategic Studies, Tel Aviv.
"I regeringen sidder Det nationalreligiøse Parti og Israel BaAliya, som ikke ønsker videre tilbagetrækning fra de besatte områder. Derfor vil det være en fordel for Barak, hvis han kan overtale Arafat til at acceptere en sammenlægning af implementeringen af Wye med forhandlinger om den endelige status.
Dette vil fritage Barak for at risikere de indenrigspolitiske følger af yderligere tilbagetrækning, samtidig med at han ved at sætte sig til forhandlingsbordet med Arafat, kan bryste sig af at have skabt nyt liv i fredsprocessen."
Derfor betragtedes det som taktisk klogt at indlede møderækken i Alexandria. Mubarak udtrykte efter mødet sin tro på, at Barak vil ændre atmosfæren og give den fastkørt fredsproces en frisk start.
Dette var formentlig de ord, Ehud Barak gerne ville høre fra Mubarak, som på sin side har fået en ny, central placering i fredsprocessen. Mubaraks indflydelse på Arafat er kendt, og ved at have opnået positive resultater med Mubarak har Barak fået endnu en frist til at tilfredsstille den palæstinensiske utålmodighed efter handling.
"Barak vil formentlig gå til Syrien først, fordi det kan indfri hans løfter til de israelske vælgere," mener Ghassan Khatib, direktør for det palæstinensiske Jerusalem Media and Communications Center: "Risikoen for en langsom proces vil være, at den kan underminere det palæstinensiske selvstyres kredibilitet, som er nært knyttet til håndgribelige forhandlingsresultater."
Når Barak hen på ugen når frem til den amerikanske hovedstad, er det en almindelig opfattelse, at forholdet mellem gæst og vært vil være befriet for den kølige atmosfære, da Netanyahu mødte Bill Clinton for tre år siden.
Fælles for fremtidige møder mellem de to landes ledere, vil være, at Clinton vil tage teten og afkræve sin gæst nogle svar, hvad fredsprocessen angår.
"Clinton er bekymret for sit politiske eftermæle, især efter Lewinsky-sagen, og han vil formentlig søge at stille ethvert indenrigs- som udenrigspolitisk resultat som modvægt til denne," siger Edward Djerejian, tidligere amerikansk ambassadør i Israel, ifølge dagbladet The Jerusalem Post.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu