Læsetid: 7 min.

'Bare engang til efteråret'

17. juli 1999

Information bringer her agurketiden op på fødevareministerplan. Mød Henrik Dam Kristensen i Vorbasse og tag med på en ministerguidet bytur

VORBASSE - Fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S) åbner døren og sender et diskret scannende blik ned over manden, der ringede på døren.
Han er i sin gode ret - det ikke alene regner denne gråtunge morgen, det pisker ned. Udenfor står Informations udsendte agurke-medarbejder. Sjaskvåd, snavset, forpjusket og forkommen af kulde efter to timers vagabondøs omflakken uden overtøj i Vorbasses nøgne gader.
I dagevis har solens stråler slået sine folder alle andre steder. Hvem havde forestillet sig, at de pæne skyer kunne være så fulde af vand?
Ministeren byder indenfor i parcelhuset og foreslår sympatisk, at vi lægger min syntetiske uldtrøje til tørre, mens jeg låner noget andet uldent af ham.
Et øjeblik senere sidder vi på hver vores side af køkkenbordet; han iført polo-shirt og ru, daggamle skægstubbe, jeg iklædt en meget hjemlig, og dog ministeriel - strikket, rødlig cardigan.
I løbet af de næste to gange to kopper omrørt néskaffe taler vi i 26 sekunder om agurker i særdeleshed, i 14 minutter om fødevarer i almindelighed og i cirka 30 minutter om Vorbasse og omegn i Ribe Amt.
De tre agurke-minutter er de vigtigste. Vi skal gerne have bragt fødevareministeren behændigt ind i Informations agurke-serie, så det virker naturligt. Det foregår som følger: På voksdugen mellem os har jeg lagt to plast-emballerede, dividende-berettigede agurker, købt i den lokale Brugsen. Så falder spørgsmålet, der ellers lå så godt i munden på den anden side af Bæltet: Hvad tænker du, når du ser disse agurker?

Tak til agurken?
Først er der tavshed. Et ur et sted i køkkenet tikker syv gange. Så samler Henrik Dam en agurk op:
"Jeg tænker vel på en god grøntsag, som kan bruges i utrolig mange madsammenhænge," siger han diplomatisk.
Tak til agurken. Her kunne samtalen være sluttet, før den overhovedet var kommet igang og blevet spirende spændende. Men lykkeligvis tager samtalen en behagelig Vorbasse-drejning, da jeg i en bisætning antyder, at denne egn vist ikke er agurkens bedste ven. Vi befinder os nemlig i hjertet af den jyske hede.
Og den, viser det sig, vil Henrik Dam gerne snakke længe om. Som indfødt er han ekstremt stedkendt og cykler gerne lange ture på 40-50 kilometer i weekenden, når han kan komme til det.
"Når jeg cykler nogle få kilometer til den side," siger han og peger ud af køkkenvinduet, "så ser jeg noget af den fantastiske hede - det hårde, vestjyske landskab med læhegn. Og hvis jeg kører til den anden side, skal jeg ikke så forfærdeligt mange kilometer, før jeg begynder at nærme mig det der frodige og bakkede Vejle-område. Lige her ude på den anden side af Hegnsvig går den jyske højderyg. Inden for en kort afstand er det fire fascinerende typer natur, der mødes. Hvis du læser beskrivelserne fra før hedeopdyrkningen og læplantningen af skovene, kan du se, at der har været en utrolig barsk natur heromkring."
En ting er at være tæt på en storslået natur; for en travl minister skulle man imidlertid tro, at Vorbasse med sin beliggenhed og kun cirka 1.200 indbyggere var i underkanten af det udholdelige. Men Henrik Dam Kristensen er glad for at bo her og kunne ikke tænke sig andet - fordi det er så centralt.
"Det jeg synes er så dejligt er, at Vorbasse ligger så utroligt centralt. Der er kun 13 kilometer til Billund Lufthavn. Fra jeg rejser mig herhjemmefra og til jeg er i midten af Bruxelles eller på Picadilly Street er der gået i omegnen af to timer," påpeger han.
"Må jeg tænde piben?" spørger han pludseligt og ikke pro forma. Han venter vitterligt på grønt lys, mens han holder venstre hånd i gribestilling over piben på bordet. Gerne! Det havde undret, at han ikke røg hele tiden, for det sagde rygtet, at han gjorde. Det ler han af.
- Jeg vil gerne høre historien om, hvordan du begyndte at ryge pibe.
"Vi du gerne høre den?" Og så fortæller fødevareministeren (bragt i fuld længde i pibeboksen).

Vend den rundt!
Henrik Dam Kristensen skal ikke tales varm. Han buser på og kan blive ved om arbejdet med fødevarer. Om den moderne forbrugers krav om kvalitet og fødevarer, man ikke bliver syg af.
Flere gange siger han, at fødevareområdet er "utrolig spændende", eller at han "er meget optaget af det". Han har det som en fisk i vandet og ikke som andre ministre en ko på isen.
Det viser sig i farten, at han også har en længere svada til landbruget, fiskeriet og fødevareindustrien i ærmet. Der tænkes for langsomt, mener han.
"Vi kan alligevel aldrig nogensinde klare os i en konkurrence, hvor det kun drejer sig om pris. Der vil altid være et sted, hvor lønningerne er lave, og hvor dyrevelfærden er en by i Rusland. Derfor synes jeg, at dansk fødevareindustri og landbrug og fiskeri i realiteten kunne vende den rundt og sige: 'Hold kæft, hvor er vi heldige! Vi har en meget kritisk forbrugermasse, der hele tiden sætter spørgsmålstegn ved måden, vi producerer på og ved de produkter, vi leverer. Er vi i stand til at tilfredsstille den kritiske danske forbruger, så kan de bare komme an derude på det store verdensmarked'. Der synes jeg for ofte, man oplever sendrægtighed. Det irriterer mig engang imellem," siger han.

En ministerguidet tur
Da samtalen i køkkenet rinder ud, tilbyder fødevareministeren at køre mig et sted hen, eftersom det stadig regner. Jeg foreslår en rundtur i Vorbasse.
Kort efter sidder vi i hans gamle, grå Mazda på landets eneste ministerguidede tur gennem Vorbasse. Mellem Henrik Dam Kristensens bag og førersædet har han placeret to badehåndklæder. Han glemte at rulle vinduet op aftenen forinden, og sædet har suget som en svamp.
Vi spænder sikkerhedsselerne og kører langsomt, næsten defilerende gennem byen, mens Henrik Dam Kristensen peger og fortæller autentisk ivrigt og med et gran af nostalgi i stemmen.
Et stykke henne ad Østergade stopper han bilen og nikker hen mod en rød murstens-bolig på højre side.
"Dér blev jeg født, og mine forældre bor der stadig," siger han. "Og i huset ved siden af bor min søster." Så peger han på et gult hus på den modsatte side af vejen: "Min morfar var smedemester derovre." Til historien hører, at Henrik Dam Kristensens egen far var smedesvend i byen.
Vi kører videre forbi nogle patriciervillaer, som tilhørte dyrlægen og kommunaldirektøren, og kirken, der engang havde en hellig kilde, som tiltrak troende fra nær og fjern.
Og ved siden af ligger Vorbasses eget engsmuseum, hvis samling bl.a. består af gamle, fine klenodier, som en lokal elektriker "gennem et helt, langt liv" fandt og gemte, når han var ude at ordne folks elektricitet.
Overalt i byen er der disse typiske røde huse. Henrik Dam Kristensen fortæller med en pudsig stolthed i stemmen, at "alle de huse, du ser dér, er landarbejderboliger", og at noget af det, der har haft størst betydning for Danmark, er, at man i sin tid fik specielle lån, der gjorde, at "almindelige lønmodtagere kunne få en anstændig bolig."
Minister-mazdaen fortsætter sit adstadige tempo ind til hjertet af Vorbasse. "Dér var cigarhandleren," dér lå "byens gamle slagter."
Midt i byen, tæt på den tomme rutebilsholdeplads, har vi Vorbasses gadekær, kaldet Vorbasse Krigshavn.
Ministeren forklarer: "Det var noget, professor Labri (1863-1935) fandt på for at trække folk til Vorbasse Marked."
Fødevareministeren fortæller meget mere om Labri, men det er en helt anden historie.

Epilog
Regnen slår hårdere end nogensinde, da vi er tilbage på Østervænget, og jeg skal gå.
"Ved du hvad..." siger Henrik Dam Kristensen og forsvinder bag en dør. Så kommer han tilbage med en stor paraply med små mønstre. "...Du kan låne den her nu og bare aflevere den til en af betjentene i ministeriet i Holbergsgade. Det behøver ikke være snart. Bare engang til efteråret."
Ministeren vinker med piben og lukker døren bag sig.

PIBEBOKS
*Hvordan Henrik Dam Kristensen begyndte at ryge pibe (fortalt af ham selv)

Historien er, at da jeg var de der 12-13 år, fik jeg arbejde ude ved en landmand, der hed Peter 'Sønderå'. På tredjedagen gik jeg over til min morfar, som boede lige over for mig - han røg altid en stor shag-pibe.
Så sad jeg derovre og fortalte morfar om, hvordan det var at arbejde derude, og hvor mange køer vi havde, og alt det andet.
Så siger han: "Ryger du pibe?"
Jeg svarer: "Nej!", det gjorde jeg sgu' ikke.
Han kigger meget alvorligt på mig og siger: "Første betingelse for at blive landmand, det er, at man ryger pibe, min dreng!"
Derpå rejste han sig, gik hen og stoppede en pibe og puttede den i kæften på mig. Og så har den stort set siddet dér siden.
Han havde jo nok i baghovedet, at jeg ikke måtte ryge hjemme for mine forældre, og så tænkte han vel, at jeg ville komme noget mere over at besøge ham for at ryge. Og det gjorde jeg også. Vi sad så tit og hyggede os og fik en pibe tobak, mig og min morfar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu