Det skandaleplagede land har fået en ny regering, der skræver over både liberale, grønne og socialister. Skeptikerne tror ikke på guld for enden af regnbue-koalitionen
Fornyelsen er omsider kommet til Belgien. Efter 40 år med kristdemokrater ved roret i forskellige koalitioner, har en umage regnbue-koalition, der skræver over højreliberale, socialister og grønne overtaget magten i det uregerbare land i EU's centrum.
Optimismen er i disse dage for en stund i højsædet i det skandaleplagede land. Ingen kan nægte, at der var brug for den friske luft, der i hvertfald på overfladen er kommet.
Med en gennemsnitsalder på 46 år blandt ministrene har landet fået sin yngste regering nogensinde, den første med grøn deltagelse - og med to kvinder på vice-premierministerposter.
Holdet ledes af den liberale flamske premierminister Guy Verhofstadt, belgisk politiks wunderkind, der hermed kroner den lynkarriere, der startede med hans udnævnelse til partiformand i en alder af kun 29 år i 1982. Hans idoler er undervejs skiftet fra Margaret Thatchers neoliberalisme til den mere tidssvarende Tony Blairs og hans sociale liberalisme.
Lige meget hvad Verhofstadt selv vil føre sig frem som, er han leder af en skrøbelig koalition, hvor navnlig de politisk uerfarne grønne får brug for at vise partibasen, at de ikke har solgt ud. Og der skal meget mere til end løftet om afviklingen af landets atom-energi over en 40 årig periode.
I oppositionen står eks- premierminister Jean-Luc Dehanes flamske kristdemokrater. De vil gøre alt for at puste til ilden mellem flamske og fransktalende regionerne Flanderen og Vallonien.
Verhofstadts udskydelse af debatten om den konstitutionelle reform, som nationalister i det flamske nord længe har udråbt til chancen for at lægge udgifterne i den sociale sektor ud på landets tre regioner - og dermed befri det driftige Flanderen fra udgiften til Valloniens dobbelt så mange arbejdsløse - er oplagt ammunition.
Dagbladet Le Soir spørger, om det virkelig vil lykkes regnbue-koalitionen, at forene de erklærede mål om både økonomisk vækst, bedre social velfærd og en bæredygtig udvikling.
Politologen Vincent de Coorebyter fra tænketanken Crisp noterer sig, at den nye regering er kommet i stand kun 28 dage efter valget mod det normale belgiske snit på to enhalv måned. Og det kan hævne sige:
"I modætning til den afgående Dehaene-regering, er man ikke gået ned i detaljen i regeringserklæringen, man er blevet ved det store linier."
Forudsigelige konflikter ligger allerede og venter mellem den liberale landbrugsminister og den grønne minister for forbruger- spørgsmål, sundhed og miljø.
Det første problem, Verhodfstadts regering skal tage hånd om, er dioxin-krisen, der bragte Dehaene-regeringen til fald. Dehaene, der var kendt som blikkenslager for sin tendens til først rykke ud og reparere, når noget var gået galt, forsøgte at lægge låg på sagen om dioxin-forurenet foder. Det kostede ham det politiske liv.
Verhofstadts problem er, at det stadig koster Belgien milliarder i tabte eksportindtægter
Han har lovet at skabe en ny føderal fødevarekontrol, der skal iværksættes senere i år. Her og nu handler det om den mere diffuse opgave at få genetableret den internationale tillid, så alle udenlandske markeder bliver genåbnet. For EU's indre markeds vedkommede er det kun mælkeprodukter, der igen frit kan eksporteres - kyllinger, æg, oksekød og svinekød er stadig underlagt krav om særlige certifikater.
Tilliden til fødevarer er kun en del af en langt større problematik med samme overskrift - og Verhofstadt, der højtideligt har lovet at "genetablere borgernes tillid til staten" - ved at der skal mere til end nye navne på ministertaburetterne.
Dioxin-krisen var kun sidste led i en kæde af mere eller mindre traumatiske begivenhederder, der har plaget landet det sidste årti.
90'ernes nedtur startede med mordet på socialistlederen André Cools - to sicilianske lejemordere er fundet - men bagmændene er forsat ukendte. Siden kom Augusta-sagen om korruption i belgisk politik, der fældede Nato-generalsekretær Willy Claes efter lange pinagtige måneder, der satte uheldigt internationalt fokus på Belgien.
Langt værre blev det i 1996, hvor Marc Dutroux-sagen startede med fundet af en række længe forsvundne småpiger, der var kidnappet, seksuelt misbrugt, og siden myrdet under de mest hårrejsende omstændigheder.
Sagen gav anledning til de største demonstrationer i Belgien siden anden verdenskrig, 300.000 mennesker gik på gaden i fredelig protest, og fremprovokerede en undersøgelseskommmission, der fastslog, at to af fire myrdede piger kunne være reddet, havde det ikke været for inkompetence og internt benspænd mellem landets tre politi-korps.
Disse skandaler har alle direkte spor i Verhofstadts regering. Forventningerne er store til Marc Verwilghen, der ledede Dutroux-undersøgelsen, og siden blev landets meste populære politiker. Han har fået jobbet som justitsminister og skal nu afslutte de justitsreformer, som Dehaene satte igang.
Den tidligere indenrigsminister Johan Vande Lanotte, der blev kendt for sin hårde kurs i asyl-spørgsmål, kædes også sammen med Dutroux-sagen - men på en mindre ærefuld måde. Han blev sidste år tvunget fra taburetten, da det ubegribelige skete: Belgiens fjende nummer et, Marc
Dutroux stak af fra sine kun to fangevogtere i bedste Dupondt og Dupont-stil - Belgien var igen internationalt til grin.
Den ny socialminister Frank Vandebroucke måtte gå af fra udenrigsministerposten i 1995, da det kom frem, at han som formand i socialistpartiet havde fundet sorte penge, der hidrørte fra Augusta-skandalen i partipengeskabet, som han brændte i panik.
Udover disse ministre med pletter fra en ikke særlig fjern fortid, prydes regeringen af en række populære ministre på topposter. De to liberale Louis Michel og Didier Ryenders, og den grønne Isabelle Durant og ikke mindst den liberale Verwilghen.
Det er med til at skabe en vis folkelig begejstring omkring Verhofstadts hold - men de skeptiske har allerede påpege, at regnbuens smukke farver har det med at forsvinde lige så hurtigt, som de er kommet. Det er kun i eventyret, at der gemmer sig en kiste med guld for enden af regnbuen.
