Analyse
Læsetid: 5 min.

Blodtud til nordirsk fredsaftale

16. juli 1999

De er enige om, hvad der skal ske. Men ikke i hvilken rækkefølge. Derfor er Nordirlands epokegørende fredsaftale fra sidste år nu havnet pladask på gulvet

Nordirland fik ikke nogen lokalregering i denne omgang. Fredsprocessen fortsætter.
Det var den britiske regerings forsigtigt positive udlægning, uanset den blodtud processen fik i går med et spektakulært kollaps af såvel den valgte forsamling som den nye lokalregering i provinsen og viceførsteministerens opsigelse.
Andre mente snarere, at fredsprocessen har fået sig et så alvorligt knæk, at den ikke kan komme sig.
Den umiddelbare risiko er, at paramilitære grupper - først og fremmest IRA - i vrede og frustration ophæver deres våbenhviler og begynder at bombe igen. Gerry Adams, lederen af Sinn Fein, som er IRA's politiske arm, opfordrede dog i går til "ro, fornuft og intelligens."
Den lidt mere langsigtede risiko er, at visse af de politiske partier har fundet ud af, at de faktisk slet ikke bryder sig om fredsaftalen fra Langfredag sidste år, og at de nu arbejder aktivt for at få aftalen ned med nakken.

Den hurdle, fredsprocessen i går slog sig på, er IRA's våben. Trimble, som også er Nordirlands førsteminister, vil ikke sidde i lokalregering med Sinn Fein, før han er sikker på, at IRA faktisk slipper sine våben. Giv os våben - så får I demokrati, siger Trimble.
De katolske partier tror derimod, at IRA nok vil afvæbne - men kun, hvis de politiske institutioner etableres med det samme. Giv os demokrati - så får I vores våben, siger Sinn Fein og IRA.
Altså en klassisk hvad-kom-først-ægget-eller-hønen?
Den irske premierminister Bertie Ahern og kollegaen fra Downing Street, Tony Blair, troede ellers, de havde løst problemet ved for et par uger siden at fremlægge en detaljeret plan for, at lokalregeringen blev etableret, hvorefter IRA begyndte at afvæbne umiddelbart efter.
Men Trimble ville være helt sikker på, at Sinn Fein blev smidt ud af lokalregeringen, hvis IRA nu alligevel sprang i målet og lod være med at afvæbne. Seler var ikke nok - der måtte også en livrem til.
Planen gik ud på en suspension af lokalregeringen, hvis IRA brød sine løfter, men de andre partier ville ikke give Trimble en forhåndsgaranti for, at Sinn Fein ville blive ekskluderet i tilfælde af, at IRA ikke smed sine våben på bordet.
Det var ikke godt nok for Trimble. Han boykottede udnævnelsen af ministre til lokalregeringen og satte dermed en stopper for fredsprocessen. Viceførsteminister Seamus Mallon fra det moderate katolske parti SDLP sagde op i protest og beskyldte Trimble for at ville lade fredsaftalen "forbløde."
USA's præsident, Bill Clinton, sagde, at det var vanskeligt for verden at forstå, hvordan en fredsproces kan gå i stå, når begge sider er enige om, hvad det er, de hver især skal foretage sig. Bare ikke rækkefølgen.
"Det, de skændes om, er, hvem der skal gå først," sagde Clinton og sammenlignede den situation med noget, der ellers normalt kun foregår blandt små børn i skolegårde og sandkasser.

Politikerne gik øjeblikkeligt i gang med at blamere hinanden for miseren. Men den britiske Nordirlandsminister, Mo Mowlam, kom sandheden nærmest, da hun i Underhuset sagde, at alle bar rundt på en del af skylden.
Tony Blair opfordrede de politiske partier i provinsen til at komme i gang med at opbygge tillid. Men den vision melder sig unægtelig, at de to befolkningsgrupper simpelt hen bare ikke kan komme overens. Begge sider vil vældigt gerne have lokal selvbestemmelse - men kun på egne betingelser.
Knuden kunne jo løses op, hvis IRA f.eks. ville begynde af afvæbne nu. Det vil undergrundhæren ikke. Den mener, at det ville være et symbol på "overgivelse" - og det er der ikke noget, der hedder i de kredse.
Nødden kunne også knækkes, hvis Trimble turde tro på Sinn Feins løfter. Det gør den britiske premierminister; den irske premierminister; den amerikanske præsident; den britiske Nordirlandsminister og sågar den uafhængige formand for afvæbningskommissionen i Nordirland, den canadiske general John de Chastelain. Men Trimble skal ikke nyde noget af at tro på noget som helst, der kommer fra Sinn Feins kant. Ord er ikke godt nok. Kun handlinger tæller.

Hvad så nu? Umiddelbart skal nogle af fredsaftalens bestemmelser gentænkes. Ifølge Mo Mowlam drejer det sig ikke om at kigge på selve fredsaftalen igen men dens implementering. Seamus Mallon sagde i går, at det alene drejer sig om se på afvæbningsspørgsmålet.
Det betyder, at Nordirland stort set er tilbage i samme situation som for to uger siden. Om igen. Risikoen er, at de kaotiske tilstande i går har givet et så dårligt klima og et så dårligt udgangspunkt, at der ikke er mere at gøre. Så falder fredsaftalen.
Holder det stik, melder spørgsmålet sig, hvad Trimbles parti egentlig er ude på? Det har i så fald opnået at stoppe alle politiske institutioner, mens de dele af fredsaftalen, som det overhovedet ikke bryder sig om, formentlig går videre. Især løsladelsen før tid af paramilitære fanger har vakt modvilje hos de retlinede borgere, der stemmer på Trimbles parti.
Men det kan gå meget værre.
David Irvine, der leder det lille PUP parti - som er front for en paramilitær, protestantisk terrorgruppe - beskyldte direkte Trimble for at forråde den protestantiske sag, som går ud på at bibeholde Nordirland som en del af Storbritannien.
Efter hans mening vil Trimbles boykot i går føre direkte til, at Storbritannien og Irland etablerer en eller anden form for fælles overhøjhed over Nordirland. De protestantiske partier ville dermed være fuldstændigt sat uden for indflydelse på den region, deres medlemmer og vælgere bor i.
Det var også Irvine, som implicit beskyldte Trimble for at ofre fredsprocessen for at holde sig selv ved magten i spidsen for partiet. Han sagde, at det betændte spørgsmål om IRA's våben mere var et slagsmål inden for det protestantiske parti, end det var et slagsmål med katolikkerne.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Trimbles bagland er endnu mere utilpas end han selv ved udsigten til at sidde i lokalregering med gamle terrorister.
Hans hårde linie kan være inspireret af, at han frygtede, at han ellers ganske enkelt ville blive væltet af det kompromisløse bagland.
Udsigten for fredsprocessen i Nordirland er altså usikker. De positive siger, at det har den været så tit - og se bare, hvor langt vi alligevel er nået. SDLP's leder, John Hume, var en af de, der påpegede, at de to sider faktisk var kommet meget langt.
De negative siger, at det hele er noget rod, og vi kan lige så godt give op. Back to war.
Det er en mulighed, som Tony Blair, Bertie Ahern, Bill Clinton, Mo Mowlam osv. osv. siger, at de ikke vil acceptere. Så forhandlingerne fortsætter.
I næste uge mødes Tony Blair og Bertie Ahern for at finde ud af hvornår og hvordan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her