Læsetid: 2 min.

Borgerligt oprør mod udlændingepolitik

8. juli 1999

Udlændinge er retsløse, mener CD's Peter Duetoft, der vil genoverveje integrationsydelsen - Kristeligt Folkeparti placerer ansvaret hos regeringen

CD-gruppeformanden Peter Duetoft og Kr. Folkepartis formand Jann Sjursen vil have anstændigheden tilbage i dansk udlændingepolitik.
Politiet, Udlændingestyrelsen og kommunerne administrerer udlændinge- og integrationsloven så hårdt, at flygtninge reelt er deres nåde, mener Peter Duetoft.
"Alle folk går jo rundt og tror, at det danske system er enormt blødsødent. Men det er jo benhårdt. Behandlede man andre grupper i samfundet på samme måde, ville man sige, at de var retsløse," siger Duetoft til Information.
Han nævner som eksempel, at Den Almindelige Danske Lægeforening klager over, at politiet sender folk ud af landet, selv om de er for syge til at rejse.
"Der er en række eksempler på, at myndighederne vælger den strammeste fortolkning af loven. En del udlændinge klager, men det er formentlig kun en lille del af dem."
" Som flygtning er man jo en udsat gruppe, der ofte er bange for lægge sig ud med myndighederne. Derfor er jeg bange for, at der er folk, der ikke får den behandling, de bør have," siger Peter Duetoft.
CD's gruppeformand erkender, at Folketingets politikere har en del af ansvaret gennem de stramninger i udlændingepolitikken, der er vedtaget i de sidste år - ofte med CD's stemmer.

Forespørgselsdebat
Derfor vil han have en forespørgselsdebat i Folketinget for at sende et signal om, at flygtninge skal behandles bedre.
"Stramningerne har i mine øjne i høj grad været rettet mod misbrug af reglerne. Men man har mistolket signalerne i lovgivningen og i den offentlige debat til, at det er legitimt at drive åben jagt på flygtninge," siger Peter Duetoft.
Kristeligt Folkepartis formand, Jann Sjursen, mener det er på tide at diskutere udlændingepolitikken.
"Med de eksempler, vi har hørt om på det sidste, er der al mulig grund til at tage det op til en principiel debat," siger Jann Sjursen til Information.
Han vil dog hellere placere ansvaret hos regeringen end hos kommunerne.
"Almindelig anstændighed burde have afholdt dem fra at gøre integrationsydelsen så lav. Man kan sige til sig selv, at det kan folk ikke eksistere for. Det stemte CD for, og det bør Duetoft tage med i sin forespørgsel," siger han.
Peter Duetoft vil ikke afvise, at der skal en lovændring til, så integrationsydelsen hæves: "Jeg er ikke vildt betaget af integrationsydelsen. Og vi har jo allerede bestemt, at vi skal se på den til efteråret," siger Peter Duetoft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her