DER VAR ENGANG et Danmark vidt berømmet for sin hjælp til forfulgte. Det var i de mange år erindringen om indsatsen for jøderne i oktober 1943 stod lysende klar, måske især oplyst af staten Israel selv. I dag skal vi berømme CD's gruppeformand Peter Duetoft, fordi han omsider vil have anstændigheden tilbage i dansk flygtningepolitik. Som han ellers i et vist omfang er medansvarlig for ved enten at have undladt at stemme mod regeringens uanstændige forslag eller direkte stemme for.
Dengang og nu kan modstilles af to billeder:
Ved Frihedsmuseet i København står en mærkelig skulptur. Den opmærksomme vandrer bliver i første omgang tiltrukket af dens frastødende grimhed, som var det bunker af sandgråt cement klasket op på en bred sokkel. Ved nærmere eftersyn viser det sig at være uformelige menneskekroppe bøjet over et legeme. En pludselig ømhed kalder kunstværket frem ved sin tætte og stærke ydmyghed. Det udstråler i al sin grimhed en bevægende kraft. På soklen står at læse: Bernard Reder 1897-1963 - Såret kvinde 1943-1947 - Gave fra kunstneren til det danske folk i taknemlighed for hjælpen til de jødiske medborgere i oktober 1943.
Det andet billede er fra den 28. april i år. På Amager Hospital færdiggjorde en læge behandlingen af en 18-årige iraner Ashkan, som i et selvmordsforsøg havde skåret sine pulsårer over i håndledene. Lægen traf aftale med psykiatrisk afdeling på Kommunehospitalet om patientens fortsatte behandling der, men i stedet blev Ashkan af politiet kørt til Kastrup Lufthavn, sat i et fly og var ude af Danmark to timer efter selvmordsforsøget.
Ashkan var nemlig flygtning. Med afvist asylansøgning. Bliver han kunstner, tør vi ikke forestille os det værk, han til sin tid kan fremstille af det danske folk.
Det tør Duetoft heller ikke. "Alle folk går rundt og tror, at det danske system er enormt blødsødent. Men det er benhårdt. Behandlede man andre grupper i samfundet på samme måde, ville man sige, at de var retsløse," sagde Duetoft forleden til Information.
Det var efter at Den Almindelige Danske Lægeforening havde taget til genmæle mod den stedfundne "krænkelse af grundlæggende humanitære og menneskelige principper om beskyttelse af mennesker imod nedværdigende og umenneskelig behandling." Ordene er formanden for lægeforeningens etiske udvalg Hanne Mollerups her i bladet.
ÅBENBARINGER kommer sjældent alene. Nu har Peter Duetoft fået sin, i lørdags fik den opmærksomme vandrer sin: Gruppen ved Frihedsmuseet havde fået undertrøjer på! Et beskedent, men sigende A-4 ark var med letafriveligt klæbepapir hæftet på en af Bernard Reders figurer:
"Vi si'r Ungdomshuset bli'r! Vi, Københavns statuer erklærer i nat vores støtte til Ungdomshuset på Jagtvej 69. Vi vil, i kraft af at vi er symboler på Københavns accepterede og borgerlige kultur, give vores fulde støtte til den alternative ungdoms kultur, som Ungdomshuset er rammen om. Vi har klædt os ud, og besluttede på vores ekstraordinære generalforsamling at lade byens springvand springe i alle regnbuens farver for fantasi og mangfoldighed i hovedstaden.
Vi finder det iøvrigt forkasteligt at denne udmærkede by's folkevalgte overhoveder har så svært ved at se det gavnlige i at være så heldige at have et så alsidigt sted som Ungdomshuset. Et så velbesøgt og afholdt sted kan man ikke lukke uden protester, end ikke fra sin egen finkulturelle og bedsteborgerlige danske kulturskat. Hvad kommunen end gør - en alsidig kultur tør! Statuerne og springvandene si'r - Ungdomshuset bli'r!
p.s. Der kommer flere københavnere i Ungdomshuset, end der kommer for at glo på os!"
Peter Duetofts meldinger i bl.a. Information de seneste dage tyder på, at "den accepterede og borgerlige kultur" måske også kan bringes til at støtte den alsidige og alternative kultur, som dansk udlændingepolitik burde være rammen om.
DET MÅ SIGES om Kristeligt Folkepartis formand Jann Sjursen, at han på den borgerlige fløj i forholdet til flygtningene ellers hidtil ene mand (sammen med sit lille parti) har måttet leve op til de forventninger om borgerlig dyd, som Thomas Kingo i sin tid udtrykte med lidt andre ord end Ungdomshusets statuer i lørdags: "En mand af gammel dyd og dansk oprigtighed,/af ja og nej og hvad man godt og ærligt ved".
Ellers er det den socialistiske venstrefløj, SF og Enhedslisten, der alene har sagt godt og ærligt nej til den opløsning af borgerlige dyder, som senere års udlændingepolitik er udtryk for.
Det er på den baggrund ikke vanskeligt at forstå, hvorfor Sjursen kun dårligt skjuler sin forargelse over, at Duetoft først nu kommer i tanke om, at "man som flygtninge jo er en udsat gruppe, der ofte er bange for at lægge sig ud med myndighederne. Derfor er jeg (Peter Duetoft) bange for, at der er folk, som ikke får den behandling, de skal have." Det behøver han ikke være bange for, det kan han være helt sikker på, at de ikke får. Det følger alene af den uanstændigt lave integrationsydelse, som - siger Jann Sjursen med rette - er så lav, "at det kan folk ikke leve for."
Dyd har med dåd at gøre og det at du' til noget. I dag dyrkes vindere og succes imidlertid så uanstændigt, at opløsning truer den højeste dyd: Svagheden for de svage.
Tilbage står de stivnede statuer. Nogle må give dem varme og mund og mæle. el
