Læsetid: 5 min.

En djævelsk kvinde

17. juli 1999

Ny biografi med afslørende materiale og en stor udstilling i anledning af 100-årsdagen for lederen af den franske modstandsbevægelse Jean Moulins fødsel

NY BOG
Den 21. juni 1943 mødtes toppen af den franske modstandsbevægelse, region syd i omegnen af Lyon. De var hasteindkaldt af Jean Moulin, de Gaulles nyudnævnte leder, fordi general Delestraint, chef for de hemmelige styrker var blevet arresteret af Gestapo.
Mødet i Caluire var knap begyndt, før hele gruppen blev arresteret af Klaus Barbie, chef for Einsatzkommando Sipo SD og kaldet 'bødlen fra Lyon'. Kun René Hardy, leder af gruppen Résistance-Fer undslap, men under så mærkelige omstændigheder, at han helt naturligt blev anklaget for at have stukket de andre. Efter krigen blev han to gange stillet for en domstol, sidst i 1950, fordi man opdagede at han havde været arresteret og frigivet af Barbie inden mødet i Caluire, men ved begge processer blev han frigivet under store klapsalver fra tilhørerne.
Den 3. juni i år skrev dagbladet Libération, at Le Tribunal de grande Instance havde dømt filmproduceren Claude Berri til at betale 40.000 franc i erstatning til René Hardys familie, fordi en person i filmen Lucie Aubrac anklager Hardy for Moulins død. Enhver forevisning af filmen skal fremover være forsynet med oplysninger om René Hardys frifindelse.
I sit 50 års jubilæumsnummer omtaler ugebladet Express samme dag Pierre Péans ny biografi La diabolique de Caluire (den djævelske kvinde fra Caluire), der endeligt skulle bevise René Hardys skyld i tragedien.
Forfatteren der er historiker og ikke mindst journalist lader udgivelsen falde sammen med l00-årsdagen for Jean Moulins fødsel. Lydie Bastien, den djævelske kvinde fra Caluire var René Hardys kæreste men arbejdede også for tyskerne. Affæren har forpestet, ikke blot menneskelige, men også politiske relationer i over 50 år nu. Utrolig meget materiale har været udgivet, og alle implicerede har efter tur været under anklage, også Lucie Aubrac fra den omtalte film, på trods af at hun var en af heltene fra modstandskampen.

Aubracs glemsomheder
Raymond og Lucie Aubrac kom i fokus, da det lykkedes Beate og Serge Klarsfeld i 1983 at opspore Klaus Barbie og få ham udleveret til Frankrig.
Barbie blev efter krigen agent for den militære amerikanske kontraspinage, han skulle bl. a opspore kommunister, og amerikanerne hjalp ham bagefter til at få en ny identitet som forretningsmanden Klaus Altmann i Bolivia. Han fik som forsvarer den berømte og frygtede Maître Vergès, der på skift havde forsvaret alle de rigtig store forbrydere. Nu blev han pro Barbie, og der blev hurtigt vendt op og ned på det hele. René Hardy var ikke mere hovedperson i dramaet, det var modstandbevægelsens top, der frygtede den betydningsfulde post Jean Moulin ville få hos de Gaulle efter krigen.
Vergès hæftede sig ved at også Raymond Aubrac ligesom Hardy var blevet arresteret, afhørt af Barbie - og løsladt igen. Hvilken handel havde de to indgået ved den lejlighed? Som følge af den nye vending i sagen udgav den nu dødssyge René Hardy et sidste forsvar i Derniers Mots 1984, Lucie Aubrac udgav sin Journal : Ils sont partis dans l'ivresse (I begejstring drog de afsted), og Vergès benytter også den til at anklage parret, som han kalder modstandsbevægelsens aldersrentenydere. Selv bliver han dømt for æreskrænkelse på grund af drejebogen til en film af Claude Bal: Que la vérité est amère (Hvor er sandheden bitter), men Lucies bog kommer til at stå som en spændende handlingsroman, hun desværre præsenterer som sine memoirer, og det er en skandale, siger man, for hun har pligt til at fortælle sandheden.
Parret Aubracs historiske glemsomheder er kun en af de utallige mystiske omstændigheder i dramaet, uden hvilket Frankrigs historie måske havde været anderledes. Alle betaler i dag for efterkrigstidens fortielser, tilsløringer og ødelæggelser af arkiver i alle lejre for beskytte hemmeligheder, der kan afblege legenden om en kæmpestor, enig modstandsbevægelse, repræsentanten for det Gode og totalt adskilt fra det Onde: hoben af feje forræddere.
Vergès fik Klaus Barbie til at underskrive et 'testamente', der efter sigende ikke er brugt færdig endnu, og man venter sig noget af de gamle støvede militærarkiver, der efterhånden kommer til syne.

Kvinden fra Caluire
I slutningen af Péans biografi: Vies et morts de Jean Moulin fra slutningen af sidste år spørger han, hvilken rolle Lydie Bastien spillede, og det gjorde at eksekutor i Bastiens bo opsøgte Péan, fordi han af afdøde havde fået tilladelse til at fortælle historien, hvis den kunne komme "for de rette ører". Af den fremgår det at Lydie Bastien kun var sammen med René Hardy , fordi hun var kæreste med Barbies assistent Harry Stengritt. Efter kun 10 dages bekendtskab havde René fortalt hende alt, så hun kunne angive general Delestraint og gruppen omkring Moulin, efter først at have organiseret den rejse, hvor Hardy hemmeligt bliver arresteret af Barbie og løsladt igen.
En af de sidste betroelser Hardy kom med inden sin død var, at hans problem havde været kvinder og luddere.
"Hvad man end siger er det en vanskelig opgave at skelne dem fra hinanden." Lydie var i hvert fald ikke god for ham, hun forsvarede ham ved de to processer, men kun fordi deres skæbne var fælles. Hun havde på det tidspunkt forlængst droppet ham.
Péans biografi om Jean Moulins liv og død kan læses som en anden spændende krimi, blot med den forskel at handlingen bliver mere og mere indviklet, og løsningen udebliver. Biografien om den djævelske Lydie bringer en ny spændende løsning, men om det er den endelige er nok mere tvivlsomt.

Jean Moulin Musseet
På taget af Gare Montparnasse i en have, der ikke rigtig er vokset op endnu ligger Musée Jean Moulin, og her ryster man lidt på hovedet af historien om Lydie Bastien, og man har heller ikke anskaffet den nye biografi til museets boghandel. Til gengæld får vi i anledning af 100-årsdagen en spændende udstilling, i bedste franske tradition lærerig, med masser af små talende dokumentarfilm, placeret mellem udstillingsgenstandene, og en kæmpe panoramafilm. Den ligner Théatre du Soleils forestilling om slutningen af forrige århundrede, og lader tilskueren vandre rundt i 30'rnes og 40'nes Paris, i skud og larm, tyske soldater, sortbørshandel, rationering, mode, som om vedkommende selv er en del af omgivelserne, tiden og de begivenheder, der fandt sted. Meget spændende!

*Pierre Péan: Vies et morts de Jean Moulin. 689 s., 160 franc. Fayard

*Pierre Péan : La Diabolique de Caluire. 264 s., 110 franc. Fayard

*Jean Moulin (1899-1943). Musée Jean Moulin . 23. Allée de la 2e DB Jardin Atlantique audessus de la Gare Montparnasse Paris 75015. Fra 2. maj til 31 dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu