Læsetid: 9 min.

Vi er dømt til at realisere os selv

23. juli 1999

Kærligheden lider under, at begrebet selvrealisering er blevet normen i vores kultur, siger forfatteren Jens Christian Grøndahl i sit bud på, hvorfor kærligheden har så svære vilkår. Han mener, at kærligheden i højere grad handler om at kunne tilgive sig selv og den anden

Den svære kærlighed er det centrale tema i de fleste af Jens Christian Grøndahls mange bøger, og som en af de få, har han udviklet sine kærlighedshistorier til at rumme en indsigt for såvel det brede publikum som den snævre skare af kritikere. Sidste år fik han sit helt store publikumsgennembrud med bogen Lucca, der blandt andet indbragte ham boghandlernes pris De Gyldne Laurbær.
Det er ikke ligefrem generaliseringer, der præger den 39-årige Jens Christian Grøndahls bøger. Konkret og med en detaljeret beskrivelse formår han gang på gang at gengive de mange spil og kampe, som der udspiller sig i et kærlighedsforhold. Han har alligevel indvilget i en snak den svære kærlighed.
Jens Christian Grøndahl tager imod i sin arbejdslejlighed i centrum af København, hvor han er i færd med at lægge sidste hånd på en ny bog, der udkommer i begyndelsen af september.
Temaet i bogen, der har fået titlen Hjertelyd, er stadigvæk kærligheden mellem mænd og kvinder, denne gang dog skildret gennem venskabet mellem to mænd.

Fejl af os selv
I den seneste tid er kønsrollediskussionen blusset op igen. For den generation, der er vokset op med skilsmisseforældre og frigjorthed, er det en væsentlig diskussion. Mænd og kvinder beskylder stadigvæk hinanden for at være afstumpede og manipulerende. En situation, der bekymrer Jens Christian Grøndahl.
"Hvis vi tænker os om, så ved vi godt, at generaliseringerne ikke passer. Selvfølgelig kan man iagttage nogle forskelle, for eksempel er kvinder mere tilbøjelige til at tale om følelser, men det betyder ikke, at mænd, som er mere tavse, ikke har følelser eller ikke tænker over deres følelser. De udtrykker dem bare på en anden på måde. Der opstår ofte en form for intolerance overfor det forskellige og det anderledes. Og det gør diskussionen ret uinteressant," siger Jens Christian Grøndahl.
Han taler roligt og afdæmpet, men stopper engang imellem for at drikke sin espressokaffe eller tænde en Camel uden filter.
- Men deltager du ikke selv i diskussionen på din egen stille måde med dine bøger?
"Hvis en bog kan bidrage med eftertænksomhed hos læseren om det liv, vi lever, så er det først og fremmest, fordi den er konkret. Fordi den handler om personer, der bliver nærværende. Livet er konkret. "
"Det mærkelige ved litteratur er jo, at hvis den får en form for almengyldighed, så gør den det igennem det konkrete nærvær, som skrives frem. I modsætning til den måde vi ellers taler om tingene på, som er meget generel og abstrakt."
- Hvorfor tror du, at vi går fejl af hinanden?
"Jeg tror altid, at mænd og kvinder er gået fejl af hinanden, Men det som gør sig gældende nu, hvor den næste generation er blevet voksne, er noget andet. Måske handler det om, at vi også går fejl af os selv. Vi ved ikke, hvem vi selv er. Og det har noget at gøre med den frihed, som eksisterer i samfundet. Friheden viser sig i vores holdning til samlivsformer og kønsrolleproblematikken og er en kæmpe omvæltning. Der er ikke længere nogen ydre faktorer, som bestemmer, hvem man er. Det ligger som en forventning i samfundet, at man skaber sit eget liv og sin egen tilværelse. Man vælger noget og fravælger noget andet. Vi overtager ikke længere en bestemt identitet fra andre, men skaber den selv. Med den frihed opstår der også en stor rådvildhed, som selvfølgelig kommer til at påvirke forholdet mellem mænd og kvinder."
- Er al den snak om kønsroller så forfejlet?
"Det ved jeg ikke om den er. Der er vel stadigvæk kønsroller, og nogle af dem er vel stadigvæk undertrækkene. Man er nået meget langt med hensyn til ligestilling, men man er jo ikke nået hele vejen. Bestemte grupper af kvinder ryger stadig nemmere ud af arbejdsmarkedet og har mere dobbeltarbejde."

Afhængige kvinder
Det som i højere grad optager Jens Christian Grøndahl i forholdet mellem mænd og kvinder er at opleve de meget selvstændige kvinder, som socialt set er meget selvstændige og som vælger deres eget liv.
"De kvinder er ofte følelsesmæssigt afhængige af mænd, og det er en mærkelig modsætning. De skaber i meget vid udstrækning deres personlighed og identitet gennem forholdet til en mand. Identitet opstår selvfølgelig altid i relationer, men jeg ser alligevel en sær modsætning mellem en social adfærd, som er meget frigjort, og så en privat adfærd, som er mere afhængig og præget af et meget stærkt behov for bekræftelse."
- Er kvinder i højere grad afhængige af parforholdet end mænd?
"Usikkerheden er for så vidt fælles for både kvinder og mænd. Det er en usikkerhed om personlig formåen, en følelse af at være fortabt og en forvirring om, hvem man er og hvor tilværelsen bevæger sig hen. Tidligere fik man gennem de kulturelle og sociale institutioner en plads og rolle i samfundet, men de strukturer er gået i opløsning: Vi tilhører alle sammen den samme middelklasse, som historisk set er utrolig forkælet. Det betyder, at man nu kan vriste sig fri fra det sted og den placering man er født i og ende et helt andet sted i samfundet. Den historiske forskel modsvares af social og kulturel usikkerhed. I sådan en situation søger både mænd og kvinder noget i livet, som kan give dem følelsen af nødvendighed. Det har slået mig, at det ofte er i kærlighedsforholdet, at man søger den. Som om kroppen, begæret og så det at få børn er de sidste nødvendigheder i livet. Vi forsøger at fortolke tilværelsen gennem kærlighedsforholdet. Og kommer ustandselig til kort, fordi det ikke vil lykkedes."
- Men hvorfor vil det ikke det?
"Både vores kærlighedsforhold og alle mulige andre forhold mellem mennesker lider meget under, at begrebet selvrealisering er blevet normen i vores kultur. Det er jo frihedens projekt at realisere sig selv. Og tak for det, sammenlignet med hvordan det var før i tiden, hvor folk bestemt ikke havde mulighed for at realisere sig selv, fordi de bare havde at underkaste sig en social norm. Men denne selvrealisering gør os nok mere ensomme end vi behøver at være. Man realiserer sig selv på bekostning af mødet med den anden, med det fremmede. Der op
står en slags kannibalisme, hvor man bruger den anden som instrument for sin egen selvrealisering. Man reducerer den anden til en genstand for begær, spejling og forventninger. Vi forventer os jo mere af tilværelsen end folk nogensinde har gjort før, og forventningerne er ret umådeholdne. Det er ikke længere nok at blive kendt, for i dag kan enhver komme i fjernsynet og blive berømt. Når der ikke er nogen grænser, bliver det egocentriske projekt heller ikke mødt med den modstand, som mødet med en anden er. Det er mødet, som er det interessante og som udvikler os. Mødet mellem mennesker, der er fremmede for hinanden, hvad enten det gælder køn, kultur eller klasse. Det møde forsømmer vi, hvis vi kun har selvrealiseringen som mål."

Børn bliver garanter
- Men skyldes de mange problemer i kærligheden, at vi er blevet for narcissistiske?
"Det er vi blandt andet, men det mærkelige er, at man både kan iagttage en narcissisme og på den anden side en form for masochisme - især hos kvinder. Masochismen består i at kvinder gør manden til et selvrealiseringsprojekt og samtidig underkaster sig mandens forestilling om dem. Underkastelsen ligger lige ved siden af det egocentriske. Det er det, som jeg prøvet at beskrive i min roman Lucca. Romanens hovedperson Lucca underkaster sig manden i sit selvrealiseringsprojekt. Det lyder paradoksalt, og jeg er ikke sikker på, at jeg selv forstår det, men det er jo også derfor, jeg bliver ved med at skrive om det."
- Hænger kvindens afhængighed sammen med kvindens natur, det at hun skal føde børn, men nu også samtidig skal realisere sig selv?
"Jeg ved ikke noget om kvindens natur, og faktisk ved jeg heller ikke noget om mandens natur, så den diskussion er jeg altid veget tilbage overfor. Jeg beskæftiger mig med er at se livet som det er. Men der er mange måder at have børn på, og selvforståelsen hos forældre har i den sammenhæng gennemgået en stor udvikling. Det nye i vores kultur er, at børnene bliver en form for pant eller garanter, for at man har gjort noget uopretteligt i sit liv, som man derfor kan basere en identitet på. I den forstand bliver børnene nærmest gidsler for vores projekt om at realisere os selv, og det er en ret stor belastning af børnene. Egentlig er der ikke noget at sige til det, for i en kultur, der er så flydende som vores, bliver det biologiske og ægteskabet de sidste bastioner og uafviselige nødvendigheder. Men selv disse nødvendigheder begynder at skride nu, hvor vi er i stand til at manipulere med generne og befrugte ægget kunstigt."
- Hvilken identitet skal vi forsøge at skabe?
"Vi har arvet en gammel forestilling i den europæiske kultur om, at identitet kan være noget og stabilt, men måske skal vi vænne os til at flygtigheden er et vilkår. Et menneske er identisk med sin historie, og den slutter først, når livet er forbi. Derfor er identitet dynamisk og noget der er karakteriseret ved forandring. Man bliver jo aldrig færdig med sin historie, man er hele tiden i færd med at fortælle den og skabe den. Det springende punkt bliver så, om man er i stand til fortælle historierne, så der er en sammenhæng. Eller om historierne bliver en forvirrende samling fragmenter. Man bliver kun sig selv ved at fortælle sin historie, og man kan kun fortælle sin historie, hvis man har nogen at fortælle den til. På den måde bliver identitet noget der opstår i de historier, der fortælles og i mødet med den anden, siger han."
- Det lyder hårdt at skulle være dømt til selvrealisering, hvor er glæden ved at være sammen så henne?
"Virkeligheden er jo meget mere tvetydig. Kærligheden er stadig er den kraft i tilværelsen, som formår at forvandle alt andet til bagateller. Den findes jo i os. Og det er for så vidt den samme kærlighed, der gør sig gældende i os uanset hvem vi er sammen med. Vi er måske tilbøjelige til at opfatte det som en ny kærlighed, hver gang det er et nyt menneske vi elsker, men måske bliver man klogere af at opfatte det som den samme kraft, der bare retter sig mod et nyt menneske. Det springende punkt er, om kraften er i stand at formidle et møde eller om den lukker sig om sig selv."
- Det er som om vi aldrig bliver tilfredse nok med det vi har. Er det fordi vi giver for let op?
"Skal man være tilfreds hele tiden? Det er jo godt, at man i dag kan blive skilt og give slip på hinanden, hvis et ægteskab ikke fungerer. Men for tiden er der en meget stor utålmodighed og et krav om tilfredsstillelse, som gør at kærligheden har vanskeligt ved at udfolde sig. Udover at handle om begær, handler kærligheden jo også om tilgivelse, og den handler især om, at man tilgiver sig selv, at man er den man er, udover at man skal kunne tilgive den anden."
"Vi har en meget statisk opfattelse af, hvad et liv er. Vi tror man kan ankomme til lykken, og så er den der, og man bor i den og indretter den med sine IKEA-møbler. Den opfattelse bliver man nok nødt til at give slip på til fordel for en mere realistisk syn på, at tilværelsen er foranderlig og flygtig og i konstant bevægelse. For det er i den bevægelse, at man nogle gange bliver benådet og befriet for sig selv i mødet med den anden, og i mødet med noget, der er større end en selv, og som kan forløse hidtil ukendte sider i en selv."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her