Læsetid: 6 min.

Don Quijote på racercykel

21. juli 1999

Hvilken stor etape med konstant skiftende situationer og en meget smuk vinder

Tour de France
PIAU ENGALY - Fernando Escartin havde denne ene dag til at gøre det umulige. Vinde Tour de Frances skrappeste bjergetape og gøre det med så stort forspring til nærmeste konkurrenter, at i hvert fald en plads på podiet i Paris ville være opnåelig. Tilsyneladende umuligt, fordi den spanske grimpeur aldrig tidligere har vundet en etapesejr i Tour de France, og fordi han altid er endt lige neden for skamlen efter at have været blandt bjergetapernes hovedpersoner i årevis. Men denne ene dag til at gøre det umulige i, fordi den 173 kilometer lange etape med seks klatreture fra Saint-Gaudens slog et sving ind i hans hjemland og sluttede højt oppe i det aldrig før anvendte etapemål Piau Engaly. Den anden etape i Pyrenæerne i dag passer ikke nær så godt til Escartins klatreevner eftersom det sidste og sværeste bjerg, Tourmalet, ligger langt fra målet nede i Pau.
Utallige gange i årenes løb er vejen blevet banet for Escartin af hans hold Kelme, der ikke blot er det hold, som har kørt flest Tour de France under samme navn, men som også er det hold, der traditionelt tæller de fleste bjergstærke ryttere. På den første Alpe-etape over Galibier til Sestriere kørte holdet efter en taktik lagt på forhånd. Dets ene colombianer Castelblanco blev sendt ud i et tidligt angreb på Galibier, så han kunne ligge ud som støttepunkt, når anden columbianer Contreras nåede op sammen med Escartin og en reduceret gruppe konkurrenter. Skabe overtal inden Escartins eget endelige angreb. Taktikken lykkedes perfekt, men Escartin havde ikke selv nok at køre med, da det gjaldt, og hvor mange gange har man ikke set det. Hans tynde hjulede ben, der hugger cyklen frem i spring. Hans fortrukne ansigt vendt skråt til siden med et dryp af sved og snot svingende fra spidsen af den lange skarpe næse. Hans greb om styret som ville han save forhjulet, hele cyklen og sig selv langt ned i vejen. En Don Quijote på racercykel. Heroisk og komisk, tragisk i sin kasten sig ud i det ene nederlag efter det andet, indtil han i går gjorde det, han kan, det der er hans bestemmelse i et cykelløb, komme alene til toppen af et højt bjerg i Tour de France og vinde den barskeste af alle etaper med et forspring på to minutter.

Forberedelserne
Taktikken var en kalkering af den, der så ofte er slået fejl, og Escartin lagde om morgenen inden start ikke skjul på, at det var hensigten at sende folk ud, som kunne forberede et tidligt angreb fra ham selv. Og Escartin sendte to folk frem allerede på den første slemme stigning, Col de Mente, i en gruppe på 10-11 stykker, som også talte Bo Hamburger.
Hamburger havde været sat op om morgenen, og hans tilstedeværelse i denne første angrebsgruppe bekræftede ham. Men den ryg, der har plaget ham siden foråret, ville ikke som hans hoved. Han mærkede som et smæld over lænden, benene lystrede ikke, og han måtte først lade sig falde tilbage til feltet, siden sive ned igennem det, og endelig stå af cyklen og få sit rygnummer revet af.
Udbruddet, han forlod, holdt ved, og bagude begyndte de store at teste hinanden. Virenque, Dufaux, Tonkov, Zülle og Escartin lavede skinangreb, der kun havde til formål at finde ud af hvordan de andre ville reagere - og Tonkov må have fundet ud af, at hans angreb gik hårdest ud over ham selv, for dels indstillede han dem, og dels måtte han, eller hans dårlige knæ, opgive at følge med, da tempoet blev strammet, og sammen med Abraham Olano blev han dagens store taber.
Olano blev som vanligt passet op af sine Once-folk, men samtidig havde han Andrea Peron liggende fremme i udbruddet, og netop han var så godt placeret i klassementet, at Lance Armstrong ikke kunne tillade sig at give ham altfor lang line, men US Postal lod ham koldblodigt få den. Hvis nogen skulle gøre sig håb om at knække Armstrong, ville midlet være at isolere ham fra sine hjælperyttere, og derefter angribe ham på skift. Men netop ved at lade angribere køre bevarede US Postal kontrollen med de farligste, og det gjaldt også, da Escartin op til Peyresourde angreb sammen med hundehandleren Dufaux og Vitalicios Garcia og kørte op til den nu til syv reducerede gruppe foran. En af Kelme-folkene i den lod sig glide tilbage for at hjælpe Escartin på vej op, for sådan var det jo planlagt, men det var nu ikke meget, at Escartin i højere fart havde brug for den hjælp

Udskilningsprocessen
På fjerde og næstsidste stigning til Val Louron splittede Escartin udbrydergruppen, som nu var reduceret til seks, og kørte fra Dufaux og Peron som de sidste. Han opbyggede hurtigt et forspring på godt to et halvt minut, og han satte kun det halve til på de resterende 55 kilometers solokørsel, selv om jagten på ham bagfra blev intensiveret voldsomt.
Det var en meget angrebslysten Virenque, der indledte udskilningsprocessen omkring den gule trøje på vej op ad Peyresourde. Han har ikke antrittet, der kan bringe ham væk, men han accellerede kraftigt nok til at Olano faldt fra - for aldrig mere at komme igen - og Armstrongs to sidste folk, Hamilton og Livingston faldt fra. Den sidste fik dog trukket sig op igen, men da havde Armstrong set, at hans folk var slidt op og at modangrebet ville være hans bedste forsvar. Som Riis på Hautacam lod han sig falde lidt tilbage for at tage bestik af lidelsesgraderne hos de andre, og så kørte han stilfærdigt væk fra dem. Virenque måtte vige terræn, men Zülle fik kørt sig op, og man fik et tydeligt billede af deres indbyrdes styrkeforhold, da schweizeren kom i vanskeligheder, og Armstrong simpelthen ventede på ham. Han kunne få brug for ham senere på sidste bjerg eller også ville han simpelthen undgå den provokerende magtdemonstration.

Slutspillet
Situationen før sidste stigning til Piau-Engaly var kompliceret: Escartin alene fremme, Dufaux og Peron i ingenmandslandet mellem ham og duoen Armstrong og Zülle, der havde fået kontakt med resterne af dagens tidlige udbrud: Alberto Elli, Garcia og Kurt van de Wouwer - denne forbløffende mand fra Antwerpen, der hver dag i Alperne har ligget blandt de bedste, og som nu lå på hjul af Armstrong. Og bagfra nåede Virenque op igen med Nardello, Belli og Casero.
Zülle forsøgte at slide sig fri, men Armstrong må have set, hvad det kostede ham for umiddelbart efter trådte den gule trøje væk for anden gang denne dag og kørte alene op til Dufaux - Peron var væk - og denne gang kunne Zülle ikke følge ham.
Zülle måtte også se Virenque køre væk og det lignede et sammenbrud, men han fandt ind i sin egen rytme og i den fik han sig ikke blot reguleret op til de forreste igen, men da Virenque angreb tre kilometer fra mål kunne kun han og Armstrong følge ham.
Escartin kunne ingen nå. Zülle pressede sig foran Virenque til andenpladsen, og på de sidste meter gav Armstrong slip og mistede et par sekunder af sit fortsat store tidsforspring.
Hvilken stor etape med konstant skiftende situationer og en meget smuk vinder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu