Læsetid: 5 min.

Eksplosions-øjeblikke

23. juli 1999

Det er da sandsynligt, at James Joyce (1882-1941) ville have været en klassiker, selv om han aldrig havde skrevet andet end novellesamlingen Dubliners (1914). Men de grænsesprængende formforsøg, han foretog med fortællekunsten i Ulysses (1922) og Finnegans Wake (1939), har fået hans prosadebut til at stå i et lys af hellig uskyld, som en naturalisme fra før verden gik af lave.
Og dog handler de 15 tidlige noveller netop om, at den verden, forfatteren skildrer, er dømt til at gå itu. Menneskene fra hans barndoms og ungdoms by lever, som han beskriver dem, i en art kollektiv lammelse, paralyse kaldte han det. Omgivelserne har én gang for alle taget magten over individet, chancerne for at bryde ud og flygte er uhyggeligt små.
"Eveline", bogens fjerde fortælling, og en af de tre, der først blev til, handler således om en ung pige, der snart ikke mere er ung, og som længe i hemmelighed har haft en kæreste, der vil vise hende Den Vide Verden. Moderen er død og faderen en kolerisk tyran; men eftersom moderen, før hun døde, pålagde Eveline at bære ansvaret for familien - i velment kærlighed, der til forveksling ligner tvang - så paralyseres datteren den dag, frihedens time endelig slår. Foran trappen til skibet, der skal føre hende og Frank ud i mulighedernes rige, stivner hun, spaltet som hun jo er - mellem det, som var, og det, som skal komme. "Hun vendte sit hvide ansigt mod ham, passivt, som et hjælpeløst dyr. Der var ingen spor i hendes øjne af kærlighed til ham, af afsked eller genkendelse."
Næsten lige så knugende, men med indslag af løftende humor, er historien "Pensionatet", om mrs. Mooney, en stor, statelig kone, værtinde for skiftende rejsende, varieteartister bl. a. Hun styrer huset med fast, sikker hånd, også da en pensionær kommer lidt for tæt på den 19-årige datter Polly. Da kommer det mrs. Mooney til gode, at hun var slagterkone, før hun blev pensionatsværtinde. For hun behandler, siger Joyce, moralske problemer som en kødøkse behandler kød, og tvinger mr. Doran, den formastelige lejer, til ægteskab med Polly. Scenen, hvor den snart ikke mere helt unge mand sidder på sin sengekant og venter på sin dom og uafvendelige skæbne, er gennemført med hvad Joyce selv kaldte "a style of scrupulous meanness", en omhyggelig nedrig stil, der dvæler ved de fysiske detaljer og fanger personerne i de øjeblikke, hvor de lader livet gå fra sig, fordi deres egne kræfter kommer til kort mod omgivelsernes dæmoniske magt.

Anstødelig tekst
De første noveller blev til i 1904, da digteren George Russell opfordrede James Joyce til at lave "en letforståelig, landlig, troværdig og rørende" historie til en landbrugsavis. Det blev til "The Sisters", der indleder værket, "Eveline" og "After the Race". Dermed var samarbejdet med 'Grisetidende' til ende.
Samme år mødte Joyce Nora Barnacle og rejste via Zürich til Pula, siden Trieste, hvor de med enkelte afbrydelser boede de næste ti år. Dubliners blev afsluttet i 1906 under et ophold i Rom, men måtte vente længe på samlet offentliggørelse, bl.a. fordi den oprindelige trykker fandt enkelte passager direkte anstødelige.
Det er måske svært at forstå i dag. Men det er ikke så sært, at de første læsere hæftede sig ved detaljer. Det gør vi alle, når vi læser Joyce. For skønt Dubliners som helhed analyserer en verden, der står stille i regelfast normtyranni, så mærkes i skriften et rasende oprør. Novellegenren sprænges i sit indre. Fra forbilledet Tjekhov bevæger Joyce sig ind i modernismen via punktet, det eksplosive punkt. Handlingsmæssigt breder han sig sjældent, tegner blot få situationer - til gengæld får disse lov at stå, ladede med muligheder, på trods af det ydre dramas fravær.
Litteraturforskerne har dissekeret de 15 tekster og kortlagt, hvordan forfatteren transformerer personer og hændelser fra sine nære omgivelser til fiktion. Særlig opmærksomhed har man viet det afsluttende mesterstykke "The Dead", fornemt filmatiseret i 1987 af John Huston, historien om et juleparty hos to aldrende frøkener, beskrevet via en højtelsket gæst, litteraturkritikeren Gabriel Conroy. Som aftenen skrider frem, bliver hans hustru mere og mere melankolsk, og da de er nået hen på deres hotelværelse, fortæller hun i en styrtsø af tårer, at en sang, der blev sunget den aften, smerteligt mindede hende om hendes døde ungdomskæreste, en tuberkuløs Michael Furey, der på hendes sidste aften i Galway rejste sig fra sit sygeleje for at tage afsked - og derved på en måde døde for hendes skyld. Et offer, der lammer Gabriel, og, forstår man, må ændre hans syn på Gretta og deres samliv.

'The Dead'
I virkelighedens verden hed Michael Furey Michael Bodkin. Han døde i februar 1900 og ligger begravet på Rahoon kirkegård. I et notat til skuespillet Exiles (1915) sammenligner Joyce sit og Noras besøg ved hendes gamle kærestes grav med synet af Shelleys gravsted i Rom. Han skriver: "Hun ser hans grav (i et familiegravsted) og græder. Navnet lyder hjemligt. (...) Hun er jorden, mørket, formløs, moder, gjort smuk af den månelyse nat, mørkt bevidst om sine instinkter (...) Hun græd også over Rahoon, over ham som hendes kærlighed slog ihjel, den mørke dreng, som hun, ligesom jorden, omfavner i død og adskillelse. Han er hendes begravede liv, hendes fortid."
Sin indlevelse i Noras følelser og bevidste dunkle instinkter udfoldede Joyce i "The Dead", som både kan betyde 'den døde' (kæresten) og 'de døde' (tanterne, os alle). Men som slutning på Dubliners giver novellen midt i sin skæbnetyngde indblik i noget så jordnært som gammeldags gæstfrihed. Dens vandring mod sorgen og døden begynder i en veltilrettelagt (irsk) fest.

*'Dubliners udkom første gang på dansk ved Ove Brusendorff i 1942 under titlen 'Dublinfortællinger'. Ovenfor er citeret fra Anne Marie Bjergs nyoversættelse i 'Dublinfolk' (Gyldendals Klassikere 1987, også i Søren Gyldendals Klassikere, 1995). Realoplysningerne er hentet i Richard Ellmanns guldgrube af en biografi 'James Joyce' (1959, revideret udgave 1982 fra Oxford University Press) samt i 'Den foreløbige James Joyce Encyklopædi' (Roskilde Bogcafé, 1998)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her