Læsetid: 6 min.

At elske er en smertelig tro

30. juli 1999

Vi kan være nok så kyniske og polygame, men hver eneste gang vi ser en lovestory, håber vi, at de må få hinanden til sidst. Vores holdning er nemlig, at kærlighed skal vare evigt, siger Johannes Møllehave i sit bud på den gådefulde kærlighed

Portræt i tiden
"At se Truffaut er at se kærligheden i alle de afskygninger, den kan udfolde sig. Som den opofrende, den krævende, den destruktive og som den der ender med et mord," siger Johannes Møllehave.
Han begynder interviewet med at tale om sin genskabte passion for den franske filminstruktør. Johannes Møllehave har netop genset samtlige Truffauts film og er ikke et øjeblik i tvivl om, at man i filmene kan finde svarene på mange af de gåder, som kærligheden rummer. Truffaut forsøgte med sine film at nå ind til kernen i kærligheden, og det er netop det, der er rammen om dagens interview.
Johannes Møllehave snakker hurtigt og meget, og han vender han hele tiden tilbage til to personer, som er centrale for hans opfattelse af kærlighed. Truffaut er den ene, Kirkegaard den anden.
"Kirkegaard siger, at kærligheden faktisk også gerne vil vare. Man kan jo ikke sige til et menneske, 'jeg vil elske dig, men det varer kun til næste tirsdag'. Ifølge Kirkegaard er det at elske og blive elsket centralt i ethvert menneske. Han kalder det en 'skabelsesorden'. Det er ikke mig som menneske, der skaber kærligheden, den ligger i mig. Jeg er dermed tvunget til at forholde mig til den. Kirkegaard skelner også meget skarpt mellem det, han kalder den naturlige kærlighed, det er den vi kender fra erotiske forbindelser, og den fordrede kærlighed, som er den kærlighed vi ikke selv kan skabe, men som bliver skabt uden, vi aner det," siger Johannes Møllehave og understreger, at det i kristendommen ligger som et bud, at man skal elske.
"Enhvert menneske har drømmen om at kærligheden skal vare. I Kristendommen påstås det endda også, at der oprindelig var en kærlighed som troede alt, håbede alt, aldrig blev til had og aldrig blev destruktiv. Den kærlighed kender vi ikke, vi kender kun den, som også bliver til kedsomhed, modvilje, aggression og had. Ethvert menneske kender det."

Kærlighedens galskab
Præsten, forfatteren og foredragsholderen Møllehave har det meste af sit liv talt og skrevet meget om kærligheden, både den som varer og den, der udvikler sig destruktivt. Han mener, at det ligger i sproget, at kærlighed også kan være ond.
"Ordet 'elske' er egentlig oldnordisk og betyder at føle, kærtegne, at gøre godt, men også at destruere. Igennem tiden har man da også flere gange set, at folk der mente, de elskede faktisk gjorde ondt. Kærligheden ligger tæt op af destruktionen," siger Johannes Møllehave, der i sin profession som præst flere gange har været vidne til, at kærligheden udviklede sig destruktivt. Han fortæller en historie om en mand han mødte, som fortalte, om hvordan et godt og solidt kærlighedsforhold havde udviklet sig skævt og til sidst var endt med et drab. Manden spurgte Møllehave, hvordan man både kan elske og slå ihjel på en gang. Det tog Johannes Møllehave 20 år at svare ham, og det gjorde han med bogen Kærlighed og dæmoni.
"I Biblen sammenlignes kærligheden med en ild. Man kan tale om en flammende eller brændende kærlighed, men man kan også tale om et flammende eller brændende had. Ligheden er i virkeligheden større end forskellen. Hvis man hader et menneske, så kredser man om det, men det gør man også, når man elsker. Det bundne ligger både i hadet og kærligheden, siger Johannes Møllehave, der for at forklare bindingen igen må referere til Søren Kirkegaard.
"I bogen Kærlighedens gerninger sondrer han meget elegant mellem den kærlighed, der forandrer sig i selv, og den som forandrer sig fra sig selv. Hvis den forandrer sig i sig selv, så er der stadig bindingen tilbage. 'Jeg har elsket dig, nu hader jeg dig'. I virkeligheden er begge sagesløse. Men hvis den forandrer sig fra sig selv, så er der intet tilbage. 'nej, det var dengang'. I det første tilfælde er man jo stadigvæk bundet af den anden person. Som mennesker ønsker vi, at kærligheden skal være god. Et hvert barn håber jo at forældrene bliver ved med at elske hinanden. Og et hvert elskende par har jo håbet om, at de skal elske hinanden for evigt."
"Kirkegaard forklarer det ved at bruge penge som et symbol på kærligheden. Du kan kun lave falske pengeseddeler, fordi der findes ægte. Men når vi snakker om ægte kærlighed, er vi ovre i troen. Tidligere blev man trolovet. Man gav hinanden sin tro på, at man blev sammen. Nu bliver man forlovet. Men normalt når man sætter 'for' foran noget, så bliver det overdrevet, hvis man f.eks. 'forspiser sig' eller 'fortaler sig'. Ved at trolove sig, kan man altså tro at kærligheden kan vare. Men vide det kan man ikke," siger Johannes Møllehave, der finder det meget interessant, at det for mange mennesker er lige så svært at tro på kærligheden som det er at tro på gud.
"Folk vil have garantier for, at de bliver elsket resten af livet. Men der findes ikke nogen garantier. Derfor bliver troen det, som bliver fundamentet i kærligheden. Hvis jeg begynder at tvivle på den anden, begynder forholdet at smuldre. I den forbindelse har Kirkegaard en formulering, som er helt utrolig. Han siger: 'Den naturlige kærlighed ophører med tilbagevirkende kraft'. Jeg har ikke læst en sætning, som giver mig mere gåsehud. Det vil være det samme som at sige, at i de år vi var sammen, har jeg slet ikke elsket dig. Den melding har jeg hørt mennesker sige til hinanden efter 22 års ægteskab. Så bliver man virkelig chokeret, for ikke engang døden kan slette 22 år," siger Johannes Møllehave og kommer samtidig i tanke om en sætning fra Truffauts film Den sidste metro.
"Sætningen lyder La amour femal eller Kærligheden gør ondt. Hvilket er en sætning med en utrolig dobbeltbetydning. For kærlighed kan både gøre ondt og forvolde ondt. Det er jo også interessant, at man på stort set alle sprog 'pathos' på græsk og 'passion på latin har en dobbeltbetydning af ordet passion. Hvis man siger, 'at han var hendes livs passion', er man ikke i tvivl om hvilken betydning, han havde for hende. Men samtidig har man passionsspil, der betyder, at man spiller Jesu lidelseshistorie. Passion betyder dermed også lidelse. På dansk har vi det også. Når vi siger 'ham kan jeg godt lide' og 'det kommer du til at lide for'."

Overdramatiseret erotik
Utroskab blev med de kulturradikales frie seksualmoral i 70'erne en accepteret handling i kærlighedsforholdet. Nu er der dog kommet en tendens, som gør at flere unge gerne vil være mere moralske. Johannes Møllehave finder situationen tankevækkende, for han mener, at unge har overdramatiseret det erotiske.
"Erotikken er det mest elementære overhovedet. Nemlig længslen efter den anden. I den græske forståelse af erotik, er det symboliseret ved myten om eros, to sammenvoksede mennesker, som guderne klippede fra hinanden, og som nu fiser vi rundt for at finde den anden. Vi er skabt til at lede efter en anden halvdel, og vi har derfor en længsel efter det andet menneske. Vores kultur lider ved ikke at være religiøs, for så ophæver man erotikken til at skulle være livsopfyldelse. Det er den ikke. Derfor er det nødvendigt at have en gud, for hvis du ikke har en, så laver du en. Så bliver pengene, erotikken eller magten gud. Men man skal ikke forgude nogle mennesker eller ting," siger Johannes Møllehave, der ikke mener, at utroskab behøver gå i mod kærligheden.
"Vi kan ikke opfylde hinandens behov uafbrudt, og det skal vi heller ikke. I andre forhold er det jo ikke oprørende, at du har to venner, men lige netop i erotikken er man reserveret til en. Du kan love et menneske evig kærlighed, men du kan ikke love et menneske evig erotik."

*Tidligere bragte interview: Jens Christian Grøndahl, 23. juli og Bent Q Holm. 28 juli. Serien er hermed slut

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu