Læsetid: 3 min.

Farven drevet til det yderste

16. juli 1999

Maurice Estèves malerier danser på nethinden længe efter, at man har forladt det sommergrønne Gl. Holtegaard

UDSTILLING
Maurice Estève har næsten gjort hele århundredet med. Og så er han er en gammel, meget omdiskuteret, kending i Danmark, fordi Statens Museum for Kunst ved skiftende direktører (Leo Swane og Jørn Rubow) satsede på den form for blød, koloristisk abstraktion, som Estève repræsenterer. Derved kunne man føre den røde tråd fra Rumps samling med Matisse videre.
Statens Museum har ikke mindre end 17 af Estèves malerier, der imidlertid alle er gemt væk i magasinernes mørke for tiden. Så hvis man har trang til at se eller gense Estève, så skal man altså bevæge sig til Gl. Holte, hvor en tysk privatsamling kan ses.
Estève blev herhjemme kort efter krigen en brik i et kunstpolitisk spil, om hvilke kunstnere der skulle blåstemples som 'rigtig' abstrakte, da Statens Museum endelig (i 1947) åbnede op for den abstrakte kunst.
Estève repræsenterede den koloristiske fløj, mens kunstnere som Poliakoff, Deyrolle, Vasarely, Dewasne og danskerne Robert Jacobsen og Richard Mortensen repræsenterede den konkrete, som af flere toneangivende fra kunstscenen ansås for at være mere fornyende. Estève blev født 1904, og som 15-årig flyttede han til Paris. I 1923 rejste han til Spanien og arbejdede som designer for et tekstilfirma i Barcelona. Han vendte imidlertid tilbage til Paris og debuterede som billedkunstner i 1930.

Fra figur til form
Udstillingen er interessant af flere grunde. For det første er Estève en aldeles fremragende kolorist, en af de sjældne få, der kan få farveklangene helt op at ringe. Han viser os navnlig spektralfarvernes fysiske formåen. Man bliver ganske enkelt høj af at se disse farver, der spændes op mod hinanden i et dirrende, men hjertevarmt møde. 'A
feast for the eyes', som englænderne siger.
For det andet er det spændende at blive vidne til den udvikling i motiverne, som udstillingen åbenbarer. For i 30'rne var Estève stadig figurativ, omend kubisterne havde lært ham lektien ikke at tage virkeligheden for bogstaveligt, det viser tre af udstillingens tidligste billeder. Vi ser en stilleben, i form af et frokostbord med flaske, peberkværn, grønne spinatblade og sandwiches i muntre farver, der boltrer sig på en rød- og blåternet dækkeserviet. Disse vagt abstrakte figurer, malet i 1938, udvikles allerede året efter i yderligere abstrakt retning, og omkring 1947 er Maurice Estève blevet den kunstner, vi kender. Hans abstrakte 'alfabet' består af lige dele farve og form, der rummer en egen klarhed og en mærkelig drømmeagtig logik.
For det tredje er udstillingen værd at se på grund af
Estèves tegninger, akvareller og collager. Tegningerne er i overvejende grad holdt i grå og sorte nuancer, men brydes af lidt gult eller blåt. Her ses en beslægtethed med den danske maler Mogens Andersen.
Der går imidlertid pop i Estève, når han arbejder med collage-formen. Her bruges billeder og tekst, udklippet fra franske aviser. Men fladen bearbejdes og overlejres af malede former, af papskiver, der flyder rundt som æterlegemer etc. Umiskendelig
Estève, trods appropriationen, ender disse collager med at blive.
I akvarellens lag-på-lag-teknik opnår han den mest fuldendte farveharmoni. Som en anden farveforsker driver han farven til det yderste, det er musikalsk som ind i helvede. Goethe ville have nydt det!

*Estève - fra en tysk privatsamling. Gl. Holtegaard,. Ti. 10-20. On.-fr. 10-16. Lø.-sø. 10-17. Til 26. sep.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her