Hvorfor blev den 29-årige sekretær i Socialministeriet Niels Groth for 33 år siden arresteret og sat to og en halv måned i et uhumsk fængsel i den vestafrikanske stat Guinea? Mistanken blev rettet mod Cuba - og Jan Stage. Erik Nørgaard fremdrager sagen i femte og sidste bind af sine erindringer om årene som leder af Politikens retsredaktion i 60'erne. Titlen er 'Ringen slutter', og vi bringer afsnittet 'En fængsling i Afrika'
I sommeren 1966 dukkede navnet Niels Groth op igen. Niels Groth var den 29-årige jurist, nu sekretær i Socialministeriet, der på baggrund af en artikel i Politiken havde gjort en stor indsats for at hjælpe en kvinde ud af en afbetalingsklemme.
Anledningen var dramatisk:
Niels Groth var blevet arresteret i den vestafrikanske stat Guinea, sigtet og fængslet for at være amerikansk spion - med en dødsdom hængende over hovedet!
Forhistorien var følgende:
Lørdag den 16. juli 1966 ankom Niels Groth til Guineas hovedstad Conakry. Den guineanske ambassade i Bonn havde anbefalet ham at ansøge om visum i lufthavnen ved ankomsten, hvilket skete. Han afleverede sit pas og fik en foreløbig opholdstilladelse, gældende for 48 timer, mens hans forhold blev nærmere undersøgt og der blev taget stilling til udstedelse af egentligt visum. Den svenske konsul, der varetog danske interesser, en libaneser, var til stede i lufthavnen.
Niels Groth flyttede ind på Hotel de France i Conakry, byens bedste. Man må formode, at han var noget nervøs. Guinea var en socialistisk etpartistat med Sekou Toure som præsident; kendt som en noget despotisk enehersker - og Groth befandt sig i landet i en foreløbig hemmelig mission for at hjælpe en af præsidentens bitreste modstandere, idømt 12 års fængsel!
Men den følgende dag, søndag den 17. juli 1966, forløb fredeligt. Groth holdt på hotellet møde med fire kritiske guineanske studenter.
Mandag morgen den 18. juli 1966 var Niels Groth i færd med at spise morgenmad, da han under voldsomme omstændigheder blev arresteret af fire maskinpistolbevæbnede politisoldater fra Surete Nationale, sikkerhedspolitiet. Han blev hårdhændet slæbt ud til en ventende bil. Man måtte få det indtryk, at en yderst farlig forbryder var blevet afsløret.
Men hvad var der sket i tiden mellem ankomsten lørdag og anholdelsen mandag morgen? Politiet kendte for eksempel intet til studentermødet om søndagen. Det fortalte Groth først selv om senere. Det var klart, at der var sket en undersøgelse af Niels Groths forhold, og det eneste grundlag må have været danskerens pas. Det havde til gengæld fortalt, at Niels Groth var en vidtberejst person i den vestlige verden og bag jerntæppet, bl.a. på Cuba.
Det er nærliggende at formode, at sikkerhedspolitiet har søgt oplysninger om Groth i andre efterretningsorganisationer i venligtsindede, socialistiske lande.
Tass, det sovjetiske nyhedsbureau med nære forbindelser til KGB - og dermed til andre kommunistiske efterretningstjenester - var senere den eneste kilde til oplysninger om danskerens skæbne.
Niels Groth lagde straks alle kort på bordet i sikkerhedspolitiets hovedkvarter. Han gentog - som han havde fortalt i lufthavnen - at han var i Guinea som repræsentant for den upolitiske organisation World University Service og at han i Danmark var formand for den socialdemokratiske fraktion Frit Forum, og at hans opgave var at finde internationale foredragsholdere i Guinea og Ghana. Hvilket var sandt.
Han havde derimod ved ankomsten bevidst fortiet, at han også var fremtrædende medlem af Amnesty International, og at hans vigtigste opgave i Guinea var at søge kontakt til den fængslede overlærer Koumandian Keita, formand for den guineanske lærersammenslutning, der var idømt 12 års fængsel for kritik af de udemokratiske forhold i Guinea. Keita var af Amnesty International udnævnt til 'årets fange', på samme måde som organisationen de forudgående fire år havde udråbt 'årets fange'; politiske samvittighedsfanger i forskellige lande. Groth havde for eksempel været en af drivkræfterne bag løsladelsen af kardinal Josef Beran, der havde været fængslet i Tjekkoslovakiet 1949-63. Han var nu bosat i Rom.
Groth havde ved indrejsen brugt samme fremgangsmåde, som altid blev anvendt af udsendinge fra Amnesty International til 'kontroversielle' lande: først forsøge at opnå visum under neutrale, sandfærdige påskud og derefter give sig til kende som menneskerettighedsforkæmper.
Den logiske forklaring på anholdelsen af Groth måtte imidlertid være, at sikkerhedspolitiet havde fået kendskab til hans forbindelse med Amnesty International, før han selv lagde kortene på bordet. Organisationen var en torn i øjet på kommunistiske lande, og som et modangreb fra flere østlande blev det hævdet, at Amnesty samarbejdede med den amerikanske efterretningstjeneste, CIA.
Niels Groth blev indsat i en af de fire celler i sikkerhedspolitiets firefløjede bygning i Conakry. Efter nogle dage fik han lov til at skrive et brev til sin mor, læge Birthe Groth, i København.
"Skal jeg skrive på dansk eller på fransk?" spurgte han.
"Det er lige meget," sagde hans vogtere.
Han skrev om sine første dages indtryk:
"Jeg er indespærret i gendarmeriets arrest i en celle på tre gange tre meter, hvorfra jeg kun lades ude for at komme på toilettet; en promenade på ca. ti meter. Egentlig gårdtur er her ikke noget af, og toilettet er så ildelugtende, at jeg ikke er fristet til at komme der mere end højst nødvendigt ... Cellen er meget beskidt og velforsynet med edderkopper ... Den elektriske installation virker ikke, så jeg sidder i 'mørke midt på dagen' ... Toiletgrej har jeg intet af, mine skægstubbe klør som bare pokker ..."
Groth havde ikke behøvet at spørge, hvilket sprog han skulle skrive på. Brevet blev aldrig afsendt, og han fik det udleveret ved sin løsladelse.
Fra cellen forsøgte Niels Groth at gøre omverdenen opmærksom på fængslingen. Han fik leveret mad fra hotellet og smuglede en besked tilbage på en serviet: Skaf mig cigaretter, informer den svenske konsul.
Ingen reaktion. Han vidste ikke, at den svenske konsul, libaneseren, var pot og pande med regeringen.
Fra cellevinduet forsøgte han at påkalde opmærksomhed fra nogle børn, men den 21. juli 1966 blev der sømmet skodder for vinduet, og bevogtningen blev skærpet.
I de følgende to og en halv måned henlå den snavsede celle i mørke. Først i begyndelsen af august 1966 blev man i Danmark klar over, at Niels Groth var fængslet i Afrika, og Paul Hammerich var selvfølgelig straks i telefonen:
"Du, Erik, ham Groth nede i Afrika ..."
Vi lagde flere fantasifulde planer. Fra begyndelsen lå det klart, at der ikke ville blive givet indrejsetilladelse til en vestlig journalist. Det blev sagt fra Guineas ambassade i Bonn. Men jeg kunne flyve til Conakry og stille mig naiv an og se, hvad der så skete ... Eller jeg kunne rejse til et mere venligtsindet naboland og derfra prøve at komme over grænsen ...
Men i det danske udenrigsministerium frarådede man ethvert forsøg. Man mente, at det ville forværre Groths situation og ødelægge de diplomatiske skridt, der blev overvejet.
Vi måtte holde os i ro, men i de følgende uger var jeg intenst optaget af at skrive om sagen fra København.
Den første hjælp, der nåede frem, var den danske ambassadør i Ghana, Hans Biering, der i midten af august 1966 fik tilladelse til at føre to samtaler med Groth i sikkerhedspolitiets kontor.
Efter 24 timers venten lykkedes det mig at få en telefonsamtale igennem til Hans Biering på Hotel de France i Conakry. Det blev selvfølgelig kun til forblommet diplomatsnak: Groth havde det efter omstændighederne godt og var optimistisk. Sagen blev efterforsket og behandlet på højeste diplomatiske plan. Osv.
I begyndelsen af september 1966 blev det bekræftet, hvad sagen drejede sig om. Ifølge et Tass-telegram fra Conakry, som blev aflyttet i radioen fra Elfenbenskysten, blev Groth betragtet som amerikansk agent, der havde deltaget i "sammensværgelse mod staten" og undergravende virksomhed, bl.a. i forbindelse med præsident Kwame Nkrumahs tilbagevenden til magten i Ghana. Noget selvmodsigende, da Nkrumah ellers blev anset for at være en ven af Guinea. Men i hvert fald stod Niels Groth til dødsstraf, når han blev fundet skyldig. Det lød, som om dommen allerede var afsagt. "Danskeren arbejder for den amerikanske imperialisme, men Guinea vil ikke vige tilbage for at værne om sin nationale sikkerhed."
I den danske presse begyndte der at blæse en strid modvind mod Niels Groth. Han blev fremstillet som en ynkelig, naiv person, der havde kastet sig ud i et eventyr, han ikke kunne overskue. Formodninger, rygter og misforståelser blev fremstillet som kendsgerninger. I radioens Aktuelt Kvarter oplyste redaktør Jørgen E. Petersen for eksempel, at det ikke var sært, at det var gået, som det var: Groth var rejst illegalt ind i Guinea. Information skrev, at Groth ved indrejsen havde medbragt fotografiapparat og båndoptager samt lister over oppositionsfolk. Alt sammen vrøvl.
Til dels som en modvægt mod denne stemning skrev jeg en artikel i Politiken: 'Sådan er Niels Groth'. Jeg understregede, at det var utænkeligt, at han med sin livsindstilling kunne optræde som spion. Han var en humanist, der "uden om politiske, militære og militærpolitiske intriger" var kommet i klemme i et magtapparat. Jeg fortalte om, hvordan han i stilhed havde arbejdet for kardinal Berans løsladelse i Tjekkoslovakiet, og som 'en lille tildragelse' nævnte jeg hans uegennyttige indsats for at hjælpe den københavnske kvinde i hendes afbetalingssag. Næppe nogen advokat havde haft overskud til at ofre så mange kræfter på en så lille sag, der kun var stor for den, der var i klemme. Bagefter bagatelliserede Groth sin indsats."
Artiklen var med til at vende stemningen for danskeren.
I slutningen af september 1966 blev viceudenrigsråd Janus Paludan sendt til Conakry for at hjælpe danskeren. Han medbragte et budskab fra den danske regering, der mindede om, at Danmark var et af de første lande, der i 1958 havde lyk-ønsket Guinea som selvstændig stat.
Men sagen så sort ud. Hans Biering var blevet nægtet flere samtaler med Groth, der nu havde fået forelagt et anklageskrift nogenlunde som det var bebudet i Tass-meddelelsen.
Danskeren havde benægtet enhver form for skyld, men den 30. september 1966 fik Janus Paludan et telegram igennem til Danmark: Niels Groth idømt ti års straffearbejde.
Mismod i København, indtil telegrafen åbenbart var blevet ekstraordinært genåbnet hen under aften lørdag den 1. oktober 1966 med et længere telegram fra Paludan:
Efter samtale i dag kl. 13.45 med Guineas præsident Sekou Toure er Niels Groth blevet benådet og løsladt og opholder sig på mit værelse på Hotel de France. Groth er nu persona grata i Guinea med ubegrænset opholdstilladelse, og vi er i dag som æresgæster inviteret til festlighederne i anledning af Guineas nationaldag. Rejser hjem snarest.
Syv-spaltet overskrift over Politikens forside søndag den 2. oktober 1966: 'Groth dømt og straks benådet'.
Hugo Truelsen skrev historien.
Jeg var selv fløjet til Marseille.
De gamle Afrika-planer var halet frem. Hvordan få forbindelse med Niels Groth og komme konkurrerende aviser i forkøbet? Vi satsede på, at jeg fløj til Marseille. Her måtte Niels Groth og Janus Paludan efter alt at dømme mellemlande på vej fra Conakry til Europa. Men den eksakte flyrute, tidspunkter, muligheder for samtale etc. var højst usikker.
Jeg flyttede på det nærmeste ind i Marseilles lufthavn. Onsdag aften den 5. oktober 1966 gav det gevinst. Et fly fra Afrika mellemlandede. Adgang forbudt til transithallen. Jeg parlamenterede efter bedste evne og det franskkursus, Politiken havde betalt for mig på Berlitz School. Måske en fordel, at vi ikke forstod hinanden. Jeg masede mig igennem. Niels Groth og Janus Paludan stod midt i vrimlen. Danskerne var på vej til et fly til Paris. Meget koncentreret interview. Niels Groth fortalte om den groteske udvikling fra at være fange i et beskidt fængsel til at blive dømt ved en parodisk retssag, hvor en advokat, tilknyttet regeringen, var 'forsvarer', og derefter blive benådet og optræde som æresgæst på Guineas nationaldag i selskab med præsidenten og ministre. Groth bekræftede, at han på ingen måde havde optrådt naivt. Alt var gået efter bogen og Amnesty Internationals forskrifter - men det gik altså galt.
Hvorfor myndighederne pludselig anså ham for at være en farlig politisk forbryder var foreløbig uforklarligt. Han havde siddet alene i sikkerhedspolitiets celle, indtil tre andre fanger blev lukket ind. Rart ikke længere at føle sig alene. Groth mente, at der var gode udsigter til, at han kunne udrette noget for den fængslede Keita. Han havde drøftet det ved den hjertelige afsked med sikkerhedsministeren i lufthavnen.
Viceudenrigsråd Paludan kunne tilføje, at han sammen med Groth havde været i en halvanden times udbytterig audiens hos præsident Toure; noget, der var helt enestående. Relationerne mellem Guinea og Danmark var blevet styrket ... Osv .
Tiden fløj. Sidste udkald til Paris. Sidste udkald for mig til at ringe til København. Klokken var 21.50. Tilbage til forhallen. Klokken ca. 22 var sidste frist for at aflevere stof til førsteudgaven. Og så var telefonen død! Marseilles lufthavn var en indenrigslufthavn, og de offentlige telefoner blev lukket klokken 21.30. Fik fat i en overordentlig beruset norsk sømand, der ved hjælp af sit sømandsfranske fik overbevist en funktionær om, at der burde åbnes en telefonlinje.
Klokken 21.55 hørte jeg en velsignet stemme: 'Politikens hus'. Jeg fik ekstemporeret min historie fra løsbladene og blev derefter stillet om til aftenens redaktionschef, Thorndahl:
"Nu må vi se, om vi kan få klemt din historie ind," sagde han.
"Klemt ind? Hvad mener I?"
"Har du ikke hørt det? Margrethe og Henrik er blevet forlovet. Vi bringer et syvspaltet Erik Petersen-billede over hele forsiden ..."
Min historie blev dog 'klemt ind', trespaltet på forsiden i skyggen af den royale forlovelse.
Som journalistisk mission var det jo en rutineopgave; ikke noget at prale af. Som de fleste journalister kunne have udført den; en sprogbegavet måske endda med færre trængsler.
Niels Groth-sagen blev ved med at optage mig. Jeg manglede en brik i pus-lespillet: Hvad skete der i weekenden mellem Groths fredelige ankomst til Conakry og hans dramatiske anholdelse mandag morgen? Hvilket materiale fik det guineanske sikkerhedspoliti at arbejde med?
Brikken faldt muligvis på plads.
Fra Niels Groth hørte jeg efter hans hjemkomst, i februar 1967, at der under fængslingen i Afrika havde været ført en samtale mellem hans broder, læge Anders Groth, og Land og Folks chefredaktør Villy Karlsson samt en af bladets medarbejdere, Jan Stage.
Under samtalen udtrykte Villy Karlsson og Jan Stage som deres mening, at Niels Groth var blevet arresteret og fængslet, fordi han havde haft forbindelse med CIA.
Men hvorfor kunne man mene det så skråsikkert på Land og Folk?
Karlsson var navnlig optaget af hjemlige politiske problemer, mens Jan Stage havde været bladets korrespondent på Cuba og var kendt for sin interesse for internationale konspiratoriske forhold, tidligere sekretær i den polske ambassades kulturafdeling i København, medlem af DKP siden 1961.
Der var måske grund til at dyrke den eventuelle forbindelse mellem Niels Groths oplevelser i Afrika og Jan Stages virksomhed på Cuba.
I februar 1967 var Jan Stage tilbage som journalist på Cuba. Onsdag aften den 22. februar 1967 fik jeg telefonisk forbindelse med ham i Havanna:
Jo, Jan Stage havde truffet Niels Groth på Cuba i 1965, året før fængslingen i Afrika. Groth var på Cuba som repræsentant for Amnesty International for at hjælpe samvittighedsfanger.
"Han forelagde mig det materiale fra Amnesty International, som han arbejdede med, og jeg fandt det meget ensidigt. Det var stort set de samme navne, som gik igen i CIA's propaganda," sagde Stage i telefonen. Stage mente, at der måtte være en forbindelse mellem Amnesty og CIA:
"Jeg fortalte Niels Groth, hvad jeg mente om hans arbejde og dets risiko og sagde, at jeg næste dag ville nævne sagen i Udenrigsministeriet. Jeg havde min daglige gang i Udenrigsministeriets presseafdeling."
Efter at have afleveret oplysningerne i ministeriet holdt Stage sig på afstand af Groth, bl.a. fordi han "ikke ville brænde fingrene over for cubanerne".
Jeg havde fået en anden fremstilling, gående ud på, at Stage ikke havde meddelt Groth noget om, at han ville gå til de cubanske myndigheder med en advarsel.
Stage sagde videre i telefonen, at han havde advaret mod Groth, men ikke angivet ham som spion, og at han i øvrigt mente, at Groth var alt for åben til at blive brugt som agent.
Jeg forelagde indholdet af telefonsamtalen for Niels Groth, der sagde: 1) Jeg hørte først efter min hjemkomst fra Afrika, at Stage havde advaret mod mig på Cuba. 2) Til min broder sagde Stage og Karlsson, at de anså mig for at være CIA-agent, eller at jeg muligvis uden at vide det blev brugt af CIA. 3) Da sikkerhedspolitiet i Conakry så i mit pas, at det var stemplet på Cuba, er det nærliggende, at efterretningstjenesten har forhørt sig hos de venligtsindede cubanere og blev orienteret om det materiale, der lå om mig her.
Jan Stage lagde i samtalen vægt på at understrege, at han på Cuba kun havde beskæftiget sig med journalistik. Det ville selvfølgelig også have vakt nogen opsigt, hvis en dansk journalist i 1967, i Den Kolde Krigs tid, havde oplyst, at han arbejdede som agent for en Øst-magt. Senere fik andre danske journalister på puklen blot ved mistanke om, at de havde haft tvivlsomme østkontakter.
Torsdag den 23. februar 1967 bragtes den firespaltede artikel: "Forfatteren Jan Stage i telefonsamtale fra Cuba i aftes: 'Gik i ministeriet, men jeg angav ikke Groth'."
Årene gik. Muren faldt. DKP og Land og Folk faldt.
I 1990'erne gik der to strømninger:
På den ene side blev 60'ernes venstreorienterede angrebet for deres daværende livssyn og revolutionære sindelag, og da der blev rejst krav om en undersøgelse af Politiets Efterretningstjenestes virksomhed, blev det samtidig ønsket fra borgerligt hold, at også de venstre-orienterede blev stillet til regnskab for deres kontakter mod øst.
På den anden side: fortidens øst-spionage fik et forsonende, kuriøst, undertiden romantisk skær: DDR's spionchefs bog udkom i Danmark, og han blev inviteret på besøg i København. Øst-agenter turde begynde at fortælle om deres arbejde.
Den 9. oktober 1992 skrev Jan Stage, nu kendt journalist og populær forfatter, en artikel i Information i anledning af 25-årsdagen for Che Guevaras død i Bolivia.
I denne artikel indrømmede Stage, at han i 60'erne ikke alene havde arbejdet som journalist, men også som agent for cubanerne, en såkaldt remote controller: "Hvis jeg finder ud af noget, er det fordi nogen snakker over sig ... Man vil i det tilfælde forvente, at jeg dukker op og slår alarm."
Men var det så ikke lige præcist det, der var sket på Cuba i 1965: Niels Groth snakkede løs om sine opgaver for Amnesty International, der i cubanernes øjne var en suspekt, CIA-infiltreret organisation. Hvorefter Stage 'havde slået alarm'?
En remote controller var en agent i lavere klasse, fortalte Stage i artiklen, men dog ikke lavere, end at han havde fået betroet at rejse ad 'den hemmelige rute' fra Paris over Murmansk for at hente en pæn sum penge i Moskva til den sydamerikanske oprørsbevægelse.
I en tv-udsendelse, tilrettelagt af Frank Esmann, i marts 1998, - 'Castros kurer', gik Stage et langt skridt videre: Han fortalte nu ikke alene om sine forskellige agentmissioner til forskellige lande, men også om, hvorledes han gennem fem måneder blev trænet i et regulært, østtysk styret agentcenter på Cuba og oplært i kodetydning, illegal radiobrug, karate, våbenøvelser, dykning og andre discipliner, som man ikke behøver at kende noget til, hvis man kun dyrker journalistik. Hvorefter han blev sendt ud på nye agentopgaver.
Jeg ønsker ikke at deltage i nogen heksejagt på datidens revolutionære. Jeg husker, hvordan jeg selv i 60'erne fra den mere forsigtige sidelinje kunne opflammes af harme over verdens uretfærdighed. Men jeg interesserede mig for Stage, da han blev en sandsynlig brik i puslespillet om Niels Groth, en idealist, jeg havde beundret siden han bjergede fru Freybergs fjernsyn og køleskab ud fra advokat Kromans firmalager med folks afbetalingsværdier.
*Erik Nørgaards femte og sidste bind af sine erindringer 'Ringen sluttet' udkommer mandag den 26. juli.
