Læsetid: 3 min.

FILM

29. juli 1999

*Nathan Juran Hører man til den generation, der fik barndommens filmiske grundoplevelser under 4-forestillingerne i 50'erne, kan der hentes nostalgiske glæder i denne eventyrfilm fra 1953 - et af de mange samlebåndsprodukter fra et Hollywood, der det år - trods den truende tv-fremmarch - immervæk stadig producerede 344 film (ti år senere var tallet nede på 121). - Af og til var der vældig flugt, fart og kulør over disse B- og C-film, og skal man tro Leonard Maltins filmguide, er Den gyldne klinge en af slagsen. Den er instrueret af den langt fra geniale effekt-specialist Nathan Juran, og filmselskabet lancerede løjerne med ordene: "His blade of gold, a legend in battle - her kiss of surrender, the price of victory." Og det kan man jo lægge i, hvad man vil. Guldklingen tilhører den tapre, flotte Rock Hudson, der med Damaskus-sværdet redder en ung kalif-datter i nød og snart involveres i Bagdads magtkampe. Her er lagt op til en livlig actionfilm efter datidens udstyrsmæssigt beskedne målestok: den eksotiske Bagdad-stemning skabes selvfølgelig i hjemme i Hollywoodstudiet. Piper Laurie er heltinden, og hun gik videre til karakterroller, bl. a. i Hajen og Carrie.
The Golden Blade/ Den gyldne klinge. DR 1, torsdag kl. 22.55-00.15

*Goldie Hawn er ofte garant for et feministisk islæt, og her ses hun som en sød ung californisk forstadsfrue, der må se sin mand drage i krig, men ikke selv vil ligge på den lade side i offensiven mod nazisterne. Derfor lader hun sig ansætte som skifteholdsarbejder på en fabrik for flyvemaskine-materiel. Traditionelt et mandejob, men hun klarer det og styrker både krigsindsatsen og selvtilliden. - Den glimrende instruktør Jonathan Demme kunne i længden ikke enes med Goldie Hawn, der også var producent, og derfor ser filmen ikke helt ud som han kunne ønske sig. Alligevel er den seværdig som et detaljemættet indblik i et sjældent set kvindemiljø. Christiane Lahti yder filmens bedste (og Oscarnominerede) præstation som kvarterets frække pige, en mislykket sangerinde. Desuden medvirker gode kræfter som Kurt Russell, Ed Harris og Fred Ward.
Swing Shift/ Græsenker. DR 2, fredag kl. 20.00-21.35

*Nastassja Kinski er den unge jomfruelige Irena, der ligger under for familiens katteforbandelse i denne stilfulde og elegant iscenesatte, men mærkeligt uengagerende gyser om dødelige lyster og dæmonisk dyriskhed. Det er Taxi Drivers forfatter, Paul Schrader, der i 1982 prøvede at give sin allerede skrantende instruktørkarriere et lift med denne genindspilning af Jacques Tourneurs lavbudget-klassiker fra 1942. Og han har faktisk et ideelt hovedrollepar i den pikant sensuelle Kinski og den kattesmidige Malcolm McDowell med de lysende øjne - to søskende, der er fatalt og incestuøst bundet til hinanden. Alligevel vil dramaet ikke rigtig slå gnister, og erotikken begrænser sig til en underliggende voyeuragtig liderlighed. John Heard er manden, Kinski forelsker sig i - meget passende inspektør i en zoologisk have. David Bowie og Giorgio Moroder har skrevet musikken, der er cool og lidenskabsløs som filmen selv.
Cat People. TV3, fredag kl. 22.15 - 00.30

*Anthony Hopkins stammer fra Wales, og det får man ikke lov at glemme i denne udgave fra 1996 af Tjekovs Onkel Vanja, som han selv har instrueret. Den russiske tekst er nemlig overført til et walisisk miljø, med højst blandede resultater, hvis man skal tro opslagsbøgerne. Det er nok Louis Malles New Yorker-version af samme skuespil, Vanya on 42nd Street, der har inspireret Hopkins til endnu en omplantet Tjekov-version, uden at den walisiske indpakning dog synes at bibringe teksten nye dimensioner.
August. DR 2, søndag kl. 20.50-22.20

*James Woods yder i Oliver Stones Salvador en af de præstationer, der ikke er til at få ud af erindringen. Han er den sardoniske, halvfallerede, tætdrikkende, mere og mere forbitrede amerikanske journalist Boyle, der opererer i et El Salvador hærget af dødspatruljer og terror af enhver art. En hårdt prøvet mand, der fra kynisme arbejder sig frem mod den form for sort og selvmorderisk idealisme, der ligger i at udfordre både de militære magthavere og deres amerikanske støtter. - Filmen, der er fra '86 og af mange regnes for en af Oliver Stones bedste, bygger på den amerikanske journalist Richard Boyles oplevelser i El Salvador i 1980, og Boyle har også skrevet manuskriptet med Stone, der iscenesætter i sin sædvanlige kraftfulde og til tider bombastiske stil. Men James Woods, der har en særlig evne til at projicere besk, hensynsløs intelligens, fik sit livs rolle som journalisten, der ser sine sidste illusioner briste, da han opdager sit fædrelands andel i undertrykkelse og menneskeslagtninger.
Salvador. TV2, onsdag kl. 22.45-00.45

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her