Læsetid: 4 min.

Film

1. juli 1999

*Harrison Ford har aldrig været bedre end her i denne filmatisering af Paul Theroux's roman Moskitokysten. I filmen, der er fra 1986, spiller Harrison en opfinder, som er besat af et dybtfølt had til den moderne vestlige plastic- og brug-og-smid-væk kultur. Da ingen hjemme i USA kan indse hans genialitet, rykker han resolut teltpælene op og tager kone og fire børn med ud i junglen, hvor han vil leve i harmoni med naturen - og lave køleanlæg til indianerne. Historien fortælles af den ældste søn Charlie (spillet af den på det tidspunkt 16-årige River Phoenix, som døde syv år senere af hjertestop), der ser umådeligt op til sin uortodokse far. Og det er således gennem Charlie, vi bringes til at opleve faderens tiltagende galskab og omsiggribende tyranni. Det er en magisk film, der har manuskript af Paul Schrader (som også skrev blandt andet Taxi Driver) og Helen Mirren i rollen som fantastens hårdt prøvede hustru. For instruktionen står australske Peter Weir, der netop har haft stor succes med The Truman Show.
Moskitokysten / The Mosquito Coast, DR2, fredag kl. 20.00-22.00

*Jeff Bridges har hovedrollen i ugens anden film af Peter Weir. I Frygtløs, der er fra 1993, spiller han en arkitekt, der på mirakuløs vis overlever et flystyrt og ændres radikalt af det. Han føler sig som død, og derfor totalt usårlig, hvorfor han igen og igen opsøger de mest farefulde situationer. Hans kone (der spilles af Isabella Rossellini) kan ikke følge ham i denne dødsmani. Ægteskabet er i krise, ikke mindst da han føler sig draget mod en kvinde, der var med i det samme flystyrt, hvor hun mistede sin lille søn.
Helt uden løftede pegefingre eller bastante budskaber sætter denne dybt fascinerende film fokus ikke blot på folks forskelligartede reaktioner i krisesituationer, men også på så store emner som Gud, livet og døden.
Filmen er baseret på en roman af Rafael Yglesias, der også har skrevet manuskriptet, og som henholdsvis skrupelløs advokat og kriseterapeut ses Tom Hulce og John Turturro.
Frygtløs / Fearless, TV 2, lørdag kl. 20.50-22.55

*Samuel L. Jackson (fra Pulp Fiction) spiller sammen med bl.a. agent Cooper (alias Kyle MacLachlan) og Anne Heche (fra bl.a. Six Days Seven Nights, hvor hun spillede over for Harrison Ford - men nok mest kendt for sit 'ægteskab' med tv-stjernen Ellen Degeneres) i denne tv-film fra 1994 om et fangeoprør i verdens bedst bevogtede fængsel, Attica. Filmen bygger på et virkeligt oprør, der fandt sted i 1971.
For instruktionen står veteranen John Frankenheimer, der startede karrieren med at lave live tv-dramaer i 50'erne, men havde sin storhedstid i det følgende årti, hvor han blandt andet signerede politiske thrillers som Kandidaten fra Manchuriet og Syv dage i maj. French Connection II fra 1975 er også hans værk, men ellers har der været langt imellem snapsene, indtil Frankenheimer for nylig vendte tilbage med den velturnerede og effektive spion-thriller Ronin. Fangeoprøret i Attica betegnes af autoriteten Leonard Maltin som 'average'.
Fangeoprøret i Attica/ Against the Wall, TV 2, lørdag kl. 00.15-2.05

*Will Smith - den mørkeste halvdel af de navnkundige Men in Black - spiller i En ukendt ven den unge Paul, som en aften ringer på døren hos det stinkende rige ægtepar Flan og Ouisa Kittredge (spillet af Donald Sutherland og Stockard Channing), der bor på Fifth Avenue i New York. Han udgiver sig for at være studiekammerat med deres børn - og søn af Sidney Poitier - og de lader sig charmere af hans sprudlende vid og belevne optræden. Helt sådan forholder det sig nu ikke og bekendtskabet med den ukendte ven får uventede konsekvenser for Kittredgernes tilværelse.
Skuespillet er suverænt i Fred Schepisis elegante film fra 1993. Den bygger på John Guares skuespil Six Degrees of Separation, som siden har givet navn til et populært 'mød-nye-mennesker'-web-site'. Den noget kryptiske originaltitel skal nemlig forstås sådan, at vi alle er højst seks mennesker fra et hvilket som helst andet menneske, dvs. der skal højst en kæde på seks mennesker til for at etablere en forbindelse mellem en af os, og for eksempel Bill Clinton eller Slobodan Milosevic. Det handler blot om at finde de rette seks mennesker, dvs. en som vi kender, der kender en, der kender en ... i seks led, så kontakten kan etableres.
En ukendt ven / Six Degrees of Separation, DR2, søndag kl. 21.00-22.50

*Michael Palin har siden han forlod Monty Pythons berygtede flyvende cirkus bl.a. optrådt som rejselysten globetrotter for tv. I den engelske film For Guds skyld - der er instrueret af Richard Loncraine og produceret af ex-beatlen George Harrisons filmproduktionsselskab Handmade Films - spiller han en kirkens mand, der i 1906 vender hjem til England efter ti år som missionær i det sorte Afrika. Hjemme venter hans forlovede, hvis eneste passion er at katalogisere alt, inklusive hans elskovsbreve. Den hjemvendte missionær får imidlertid en ny mission i en anden slags jungle: De farefyldte gader i Londons snuskede havnekvarter, hvor han skal tage sig af de faldne kvinder. Det er en opgave, som den fromme mand kaster sig over med stor ildhu - så stor, at han giver de stakkels glædespiger adgang til sin seng. Sande Monty Python-aficionados vil muligvis blive skuffede over denne relativt afdæmpede komedie fra 1982, som Michael Palin selv har forfattet manuskriptet til. Men på sin egen blide facon er For Guds skyld nu alligevel besjælet af en vaskeægte knaldet Python-humor - og så byder den på den guddommelige Maggie Smith som en sexhungrende overklassefrue, der kaster sin kærlighed på Guds tjener.
For Guds skyld / The Missionary, TV 2, søndag kl. 20.00-21.50

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu