Læsetid: 5 min.

Den fjerde labyrintiske mulighed

30. juli 1999

Når den tredje vej ender blindt - og den værdisættende økonomi støder på den værdsættende erfaring

Frie ord
Socialdemokratiets politiske ordfører Jacob Buksti gjorde i sit indlæg i går på debatsiden kort proces med den tredje vej:
"Problemet er, at begrebet 'den tredje vej' kun giver mening, hvor der er en klar modstilling mellem 'det gamle venstre' og 'det nye højre', mellem de traditionelle kommunistisk-socialistiske opfattelser og de moderne ny-liberale strømninger. Det gælder i England, men ikke i Danmark, fordi Socialdemokratiet (...) allerede i den praktiske politisk og politiske filosofi i mere end 15 år har gennemført den socialdemokratiske vej. I dansk sammenhæng er Giddens anvisning af 'den tredje vej' som at genopfinde hjulet."
Bukstis anledning til at slå banaliteten fast er dels den anmeldelse af sociologen Anthony Giddens bog Den tredje vej - Socialdemokratismens fornyelse, som Information bragte den 21. juli af Henrik Stampe Lund, dels et indlæg af David Gibson, formand for Belysningsarbejderne, SID. Parentesen om de tre punktummer dækker over ordene "som skitseret". Jakob Buksti havde skitseret, hvordan Socialdemokratiet i Danmark for længst har opgivet de traditionelle kommunistisk-socialistiske opfattelser, opfundet hjulet og slået ind på Giddens tredje vej.

"SAGEN er, at der i Danmark fortsat kun er to veje: den socialdemokratiske og den borgerligt-liberale. Sådan har det været længe, og sådan vil det fortsætte længe endnu," sluttede Jacob Buksti.
David Gibson frygter, at vi dermed i Danmark er ved at indføre Toni Blairs 'tredje vej' - i lige retning efter den skinbarlige ny-liberalisme. Hvad Buksti - ikke overraskende - afviser. Derimod vedkender Buksti sig Anthony Giddens udgave af 'den tredje vej', hvis anvisninger eller rettere udfordringer Socialdemokratiet i Danmark skulle være foregangsland for løsning af.
Her optræder Henrik Stampe Lunds afgørende pointe: Over for de store udfordringer "taler Giddens om et 'inkluderende samfund', men hvad det egentlig dækker over, er ingenlunde klart."
Det havde været fremmende for den politiske debat og praksis, om Jacob Buksti havde opklaret, hvordan Socialdemokratiet herhjemme undgår eller har tænkt sig at undgå Giddens uklarheder.

DE TO former for udelukkelse eller eksklusion, som Giddens i dag ser som nogle af de største udfordringer, er udelukkelsen (udstødningen) af mennesker på bunden af samfundet og den frivillige udelukkelse på toppen.
Den første eksklusion skulle være læsere af Information og Frie Ord bekendt, i Danmark i skikkelse af de over 30.000 kvinder og mænd i den ellers arbejdsduelige alder, som hvert år lukkes ude som overførselsindkomstmodtagere. Med bl.a. registrerbare helbredsmæssige skader og en tung social arv til følge.
Den anden - selvvalgte - udelukkelse talte den nu afdøde amerikanske forfatter Christopher Lasch allerede om for flere år siden under betegnelsen 'elitens oprør'. "Privilegerede grupper begynder at bosætte sig i afskærmede områder og trækker sig ud af den offentlige undervisning og det offentlige sundhedssystem," noterer Giddens.
Den sidste tendens er i sin vorden i Danmark, men for den, der ikke er omtåget af fremskridtsreligionens illusioner, er tendensen tydelig nok.
Jeg anerkender fuldt ud Jacob Bukstis henvisning til sit partis ønsker om at gøre "ret og pligt til et afgørende omdrejningspunkt i fornyelsen af velfærdssamfundet og ikke mindst arbejdsmarkedssystemerne." Jeg efterlyser hans indrømmelse af, at det foreløbig skorter en del på positive resultater.
"Endelig indarbejdes miljøhensyn som noget overordnet på alle områder, som et udtryk for, at man prioriterer økologi fremfor økonomi." Skriver Socialdemokratiets politiske ordfører Jacob Buksti i Information torsdag den 29. juli 1999 side 9.
Sætningen lader vi stå et øjeblik.

PÅ SAMME side som Henrik Stampe Lunds anmeldelse af Giddens stod også Bente Bundgaards anmeldelse af en anden englænder Charles Leadbeaters bog Living on Thin Air. Bogen har jeg endnu til gode, men anmeldelsen gjorde godt. Den viser anderledes konkret end Giddens og - undskyld Buksti - den almindelige socialdemokratisme, hvad 'inkludering' på moderne vilkår vil sige:
"Leadbeater forestiller sig organisationsformer, der til tider minder om dagbladet Informations gamle forsøg på medarbejderdemokrati. Således melder han om firmaer, hvor åbenheden strækker sig så langt, at de enkelte medarbejderes løn fastsættes af kollegerne, hænger sammen med ens bidrag til firmaets vækst og som reglen snarere end undtagelsen udbetales i form af aktieopkøb. (...) Et samfund hvor al velfærd er organiseret i fem til ti gensidigt ejede, forbruger-kontrollerede velfærdsudbydere. Staten skal ikke eje disse andelsfirmaer men allokere kontrakter til dem, som de så skal leve op til."
Når jeg selv har fået læst Leadbeaters bog, vender jeg med sikkerhed tilbage til den. Han er ikke offer for fremskridtsreligionens angst for virkeligheden, men ser de vestlige "samfund" i dag fanget mellem det gamles hårknude og det nyes kaos: uafbalanceret og sjælløs finanskapitalisme, stagnerende solidaritetssamfund og intelligente men fattige vidensøkonomier.
Alligevel tør jeg på baggrund af Bente Bundgaards anmeldelse formode, at Leadbeater (gen)optager nogle af Informations gamle forestillinger på baggrund erkendelser, beslægtede med vores fra dengang: Gammel socialdemokratistisk eller socialistisk eller kommunistisk solidaritetsform forudsatte autoritetstro arbejdere. Nye former for solidaritet må findes for antiautoritære mennesker, der hverken vil underordne sig under Staten eller Kapitalmarkedet. En art andelsorganisering, som ophæver det dybt åndssvage skel mellem privat og offentlig sektor og som i samme grad afskaffer den privatkapitalistiske ejendomsret til produktionsmidlerne og den bureaukratiske statsstyring.

NU VAR VI unægtelig et par årtier for tidligt ude. Med verdens sande øjeblikkelige tilstand for øje vil jeg tilføje: Mindst et par årtier.
Historien vil give os ret. Hvis der bliver en historie.
Min stærkeste erfaring for årsagen til vores nederlag er, at vi endnu ikke i tilstrækkelig grad var indstillet på det bøvl, ja, den smerte, som (andels)demokrati i så vidtstrakt grad medfører: Kommer man så tæt på hinanden, som det sker i en autoritetsløs men gensidigt solidarisk virksomhed, opdager man dels forskellen på logisk bevisførelse og samtale, dels forskellen på værdisætning og værdsættelse.
Den autoritære styreform forudsætter en logos, hvorfra den uimodsigelige afgørelse kan udledes logisk af særligt indviede - (privat)kapitalister og/eller (stats)eksperter. Men vi havde ingen logos. Samtalen var vores eneste autoritet og middel.
Det autoritære marked forudsætter, at pengeværdisætninger kan ophæve lidelsen ved de modsætninger, som forskellige værdsættelser medfører. Men vi ville ikke underordne os markedet. Vi ville respektere hinanden ved at kræve det bedste af hinanden.
Skal økologi prioriteres fremfor økonomi gælder i øvrigt det samme opgør med fremskridtsreligionens økonomi: 10 kroner pærer kan aldrig blive lig med 10 kroner æbler, for der kan ikke koges æblegrød af pærer.
Selv den største økonomiske gevinst ophæver aldrig den smertefulde krænkelse af naturen i dens egen ret, som ethvert indgreb er.
Til en erkendelse af den art er Bukstis parti vist endnu ikke nået. Og så siger vi forresten ikke et ord om hans regerings trafikpolitik.
Den tredje vej har Socialdemokratiet i Danmark for længst betrådt. Den synes at ende blindt.
Den fjerde mulighed forekommer labyrintisk, fordi den i modsætning til fremskridtsreligionen ikke forjætter nogen afskaffelse af lidelsen.
Den bygger tværtimod på erfaringen af, at solidaritet og smerte er uadskillelige.
Bøvl og begejstring hører sammen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her