Flagrende bog om danskhed
Debatbog til undervisningsbrug skyder i øst og vest for at indkredse danskheden
Ny bog
"Hvad er egentlig danskhed?" spørger antropologen Marianne Nøhr Larsen i To ristede med pita, som består af interview med ti danske statsborgere og en enkelt indisk.
Forfatteren har stillet spørgsmålet til ti personer, som hun overvejende er positivt stemt overfor - og så til Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard, der er taget med "så der ikke kun bliver snakket om hende" i bogen.
Der er kommet en flagrende og strittende debatbog ud af forfatterens anstrengelser. For hvor politikerne Naser Khader og Pia Kjærsgaard har stærke meninger om, hvad danskhed er, er det mindre logisk at stille sangerinden Alberte Winding dét spørgsmål.
Under læsningen sidder man til tider med fornemmelsen af, at flere af interviewpersonerne er valgt, fordi de er kändisser, mere end fordi de egentlig har gjort sig dybsindige overvejelser over bogens emne.
Bare bryster
Et af bogens mest interessante afsnit er et interview med det, der vel nok er den eneste ikke-kändis blandt de 11 interviewpersoner, antropologen Anne Margrethe Rasmussen, som har lavet feltarbejde i Kongens Have i København for at studere topløst solbadende kvinder. Men er dét nu kernen i dansk kultur?
Som det ses, skydes der lidt i øst og vest for at indkredse danskheden.
Den fra tv nok så kendte reklamemand Jørn Duus redegør for sin opdeling af danskerne i forskellige typer, og de fra diverse medier kendte skuespillere Hella Joof og Peter Frödin pjatter sig gennem et interview, hvor de viser sig at have meninger om både dette og hint.
Marianne Nøhr Larsen optræder i de fleste af bogens afsnit som en diskret interviewer, der stort set nøjes med at ytre sig i de kursiverede spørgsmål. Men som optakt til interviewet med Pia Kjærsgaard får læseren en indgående beskrivelse af partilederens Christiansborg-kontor ("Reolen er fuld af nipsting; en kinesisk dukke og et krus fra Grønland." "Et lille dannebrog på sølvstang vajer forrest på skrivebordet."), mens Marianne Nøhr Larsen skånsomt undlader at dissekere næste alle andre interviewpersoners indretning.
To ristede med pita har et væsentligt og aktuelt emne, men spørgsmålet er, om præsentationsformen ('spørgsmål-svar-interviewet') er den mest velegnede, når man skal skrive en fængende debatbog til brug i folkeskolens ældste klasser, i gymnasiet og hf og i flygtninge- og indvandrerundervisningen.
*Marianne Nøhr Larsen: To ristede med pita. 176 s., 198 kr. CDR-Forlag
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »