Læsetid: 2 min.

Flere børn holder ferie sammen med forældrene

19. juli 1999

Markant fald i antallet af børn, der ingen ferie har med deres forældre, viser undersøgelse fra Børns Vilkår. Men udsatte børn kan komme til at betale prisen

Danske institutionsbørn holder mere ferie end tidligere.
En undersøgelse foretaget af foreningen Børns Vilkår viser, at antallet af børn, der enten ikke holder sommerferie eller har mindre end en uges ferie med deres forældre, er knap halveret på tre år.
I 1996, da foreningen sidst foretog en lignende undersøgelse, holdt 12 procent af de 0-6-årige mindre end en uges eller slet ingen sommerferie.
Tallet er nu faldet til mindre end syv procent samtidig med, at flere børn holder længere ferie.
"Det er meget positivt, at flere forældre tager deres forældreansvar på sig og holder ferie sammen med deres børn. Undersøgelsen medvirker desuden til at mane myter i jorden om de mange ferieløse børn," siger John Aasted Halse, formand for foreningen Børns Vilkår og medlem af Børnerådet.
Undersøgelsen omfatter 10.313 børn i 183 daginstitutioner over hele landet.
Aasted Halse peger på to årsager til det markante fald. For det første har de senere års intense offentlige debat om børns behov ført til en stigende holdningsmæssig erkendelse af, at "man som forælder ikke spiller sig selv helt ud af banen i forhold til børnene," som Aasted Halse udtrykker det.
For det andet giver flere kommuner forældrene en gulerod ved at nedsætte forældrebetalingen til elleve måneder, hvis børnene holder ferie. Eller også lukker kommunerne simpelthen en række institutioner i sommerferien, og samler de børn, der ikke skal have ferie, i færre institutioner. Forældrene vælger så at tage barnet ud, hvis det ikke kan være sammen med de kendte kammerater.
Bruger man undersøgelsens resultat til at give et fingerpeg om, hvor mange børn på landsplan, der er "feriefattige", som foreningen betegner det, drejer det sig om godt 22.000 børn.
De børn, der ikke holder ferie eller holder meget lidt ferie, kan overvejende placeres i to kategorier, konstaterer John Aasted Halse på baggrund af efterfølgende opkald til en række institutionsledere i de undersøgte vuggestuer og børnehaver.
Den ene er den "socialt marginaliserede" familie, hvor forældrene på grund af misbrug og andre sociale- eller psykiske problemer ikke magter at være sammen med deres børn.
Den anden kategori er forældre, der har et meget karriereorienteret liv, og vælger at arbejde i ferien frem for at holde fri.
John Aasted Halse peger på, at de socialt udsatte børn kan komme til at betale prisen for, at flere børn holder ferie, hvis kommunerne af den grund forsøger at spare penge i sommerferien.

Jo længere jo bedre
"Om den type børn vil man sige: Jo længere, de er i institution, jo bedre. Og dem må man ikke tvinge hjem. Samtidig er det stærkt problematisk, hvis man i en kommune vil lukke institutioner for at samle børn, der ikke holder ferie. De udsatte børn har brug for stabile rammer og vil lide under at skulle opholde sig i en institution, de ikke kender - sammen med voksne de ofte heller ikke kender," siger Aasted Halse.
Børns Vilkår ved ikke, hvor mange kommuner, der lukker institutioner eller samler børn i sommerferien.
"Efter vores sidste undersøgelse var der heftig debat blandt kommuner om, hvordan man kunne få forældre til at holde ferie med deres børn. Men vi ville gerne undersøge det nærmere," siger John Aasted Halse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu