Læsetid: 3 min.

Flere spir til byen

19. juli 1999

Hvorfor ikke ofre nogle flere spir på de nybyggede kirker?

Vi har modtaget en fax fra Victor B. Andersen. Han befinder sig som altid på denne årstid i sit sommerhus i Rom, hvor han går og lægger planer for fremtiden. Han bad os hjælpe ham med at få tårnet tilbage til Danmark.
De nye kirker ligner bare en villa, der er forstørret op, skrev han. Sidst han havde foreslået et tårn, var der én, der havde spurgt: Hvad skal det bruges til? Det var i Vestjylland, hvor alting er tæt-lav-bebyggelse, og hvor kirkeklokken hænger og bimler i noget limtræ, der stikker op.
Han ville gerne have en ny form ind i hele det at bygge et tårn. Nu er der jo ikke længere nogen, der kan tegne et konditorspir. Men fuglenes næb er nogle fine konstruktioner. De kunne komme ind. Nu når byen snart ingen fugle har, ville han gerne pege på fuglen.
Han havde i øvrigt hørt, at nogle store ørne fortsat havde deres trækrute hen over Kgs. Nytorv, så alene af den grund. Han savnede nogle nye spir. Hvorfor havde Henning Larsens B.T.-hus i Kristen Bernikows Gade f.eks. ikke fået et spir?
Men der var jo Vor Frue Kirke. Den manglede et spir, og nu ville han gerne foreslå et fuglenæb. Det ville ikke være svært at realisere, og han bad os vise det med et fotografi. Og det er ikke ligegyldigt hvilket næb. Hvert næb er et specialværktøj. Og vi er allesammen stærkt interesserede i at høre, hvad nattergalen har at sige.
Lad os lige se på de her former, skrev han. Ligesom i Mellemøsten, hvor de har lavet kupler efter deres frugter. Vi flytter et næb op på toppen. Sådan skal vores bygninger se ud. Så får vi lyst til at vende blikket opad.
Jeg hørte engang, skrev han, at en mand fra Borneo sagde om en fugl, at den så godt ud, og at han var meget fornøjet med den. Og så tilføjede han: Det er jo dens skyld, at jeg selv ser godt ud.

Et kæmpe viskelæder
Efter en lille pause, han har sikkert været ude og drikke en kop kaffe i en af sidegaderne bag ved Borghesehaven, kom der en ny fax. Han mente det alvorligt med de næb. Det var vigtigt, at vi undersøgte de oprindelige former. Ville vi måske hellere have en skruetrækker eller en svensknøgle på toppen af vores kirker?
Hvis vi forlader vores kulturområde, så hører ordet gaffel op, skrev han, og det giver problemer. Hvis vi vælger nogle fuglenæb, vil alle kunne forstå, hvor vi er henne i verden. Han ville være stolt af sin by og med glæde vende tilbage i vinterhalvåret.
Som det er nu, med de der forstørrede villaer, er det ligesom man bærer et kæmpe viskelæder ind i hele religionen. Vi hører mere om fugtpletter i præsteboliger, end vi hører om kristendommen. Man kan heller ikke se forskel på et rådhus og en sportshal længere, når man rejser i provinsen.
Kirken er udvisket som tegn i landskabet, ligesom sproget har mistet sine hjørner, hvis man kigger på f.eks. Kingos salmer i salmebogen og sammenligner dem med de oprindelige. Det skarpe og dramatiske er visket ud.

Flere fuglenæb, tak
Man kan komme til at græde, når man tænker på, hvor tomt der bliver, når alt bliver fladt. Det er ligesom, hvis der ikke fandtes nogen musik, eller hvis der ikke var nogen hjerneskal imellem virkeligheden og det, der tænker.
Man må spørge sig selv, om de mener noget med det, de bygger, dem, der bestemmer, hvordan byen skal se ud. Og om vi altid skal gå og kigge ned i jorden, når vi går rundt og funderer.
De gamle kirkegårde ude på landet, de er ligesom en egnsdragt eller et broderimønster, der er plads til artisteriet. Inde i byen ligger der lige så mange nøgne piger på Assistens Kirkegård som i Kongens Have. Man går og falder over dem.
Vi må lære af fuglenæbbenes fantastiske præcision, der er udviklet over lang, lang tid. Vi må lære af de her næb og den humor, de har. Det artisteri, der er indbygget i dem. Det havde han gået og udtænkt i sommervarmen, mens han funderede over virkeligheden.
Han syntes, at vi havde vist dejligt mange fuglenæb i nr. 24 af Maskinfabrikken, og ville gerne have, at vi fortsatte ad den linie. Og vi måtte meget gerne fotografere de ørne, der fløj hen over Kgs. Nytorv.

Kenn André Stilling er billedkunstner, Asger Schnack er forfatter. Begge er med i kredsen omkring tidsskriftet Victor B. Andersens Maskinfabrik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her