Læsetid: 2 min.

Først og fremmest Faust

31. juli 1999

Efter at have varmet op med Verdi lettede Inga Nielsen, Francisco Araiza og Robert Hale i Gounods 'Faust'

OPERAGALLA
Koncerter med operaarier på snor er noget mærkeligt noget. Sammen med kulisserne og den kontinuerlige handlingsgang forsvinder selve meningen med galskaben. Tilbage er kun nogle sangere i kjole og hvidt og store, brusende skrud, der leverer den udefinerbare, men af uransalige årsager så højt skattede vare: lyden af opera.
Skoleeksempel på, hvor meningsløst og opstyltet en operagalla kan udarte sig, var første del af galla-aftenen i Tivoli torsdag, hvor verdenstenoren Francisco Araiza kappedes med blandt andre danske Inga Nielsen om at levere bloddryppende tragedier i det urealistiske larger than life-format, der er operaens svøbe:
Død afløst af magtbrynde afløst af hævngerrighed etc, etc. Det hang ikke sammen - hverken musikalsk eller som oplevelse i øvrigt. Det holdt simpelthen ikke.
I forspillet til La Traviata lød celloerne som et musikskoleorkester på en heldig aften, og kun Araizas anstrengelser for at tilføre begivenheden lidt folkelig fest og farve ved at få publikum til at klappe med på drikkevise-duetten fra første akt bar sart frugt. Her var der i det mindste tilløb til et forløsende
element af skuespil, uden hvilket opera ikke giver mening.

Drømmende dejlig
Den tendens - til scenisk aktion - forstærkedes heldigvis efter pausen.
Gounods Faust er god musik, og selvom vi fik den stykkevis og delt, i highlights, nærmede optrinnene sig i en sådan grad en operamæssig helhed, at fornøjelsen og opmærksomheden vendte tilbage.
Nielsen, Hale og Araiza kan deres Faust. Også scenisk. Der blev ageret og sunget, så det var en lyst. Araiza kom ikke heldigt til tops i de to intime arier med Marguerite fra tredje akt. Dertil holdt hans stramme idealer om egalitet ikke. Men han sang i øvrigt rigtigt godt. En fin styret og tæt stemme. Det samme kan siges om bassen - eller basbarytonen - Robert Hale i Mefistos parti. Med sit fuldskæg ligner han rollen, han kan agere den, og deres udsendte var overbevist, til tider direkte solgt.
Hvor Inga Nielsen før pausen havde lydt af halvgammel sopran - undskyld Inga! - kom hun efter pausen så stærkt igen, at alle forbehold kunne kastes over bord. Hun var drømmende dejlig i "Juvelarien", og helvede åbnede sig for alvor i "Kirkescenen" med Mefisto fra fjerde akt.
Gounod kunne andet og mere end sætte Ave Maria-melodi til Bachs C-dur præludium fra Wohltemperirtes.

Musikalsk succes
Den musikalske succes skal dirigenten Michail Jurowski have sin væsentlige del af æren for. Russeren fra Volkstheater Rostock var sprunget ind i stedet for den forannoncerede Peter Erckens i et let forandret program. Han dirigerede uden pindehuggeri, fritflydende og overbevisende. Den trinde mand ydede rent faktisk den præstation at få Tivoli-musikerne til at klinge som et virkeligt operakapel. Fint, fint.
Operagallaer er et onde, men torsdag aften i Tivoli viste, at de kan ende godt.

*Uddrag af Verdi: Skæbnens Magt, Macbet og La Traviat. Ponchielli: La
Gioconda. Gounod: Faust. Inga Nielsen (sopran), Francisco Araiza (tenor), Robert Hale (bas), Tivolis Symfoniorkester dirigeret af Michail Jurowski. Tivolis Koncertsal, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu