Læsetid: 4 min.

Forventningerne indfriet

5. juli 1999

Brett Anderson fra Suede var ikke den eneste populære englænder i Roskilde

Roskilde Festival
Lørdag aften indfandt det store smat-orama sig endelig, da Suede spillede på Orange Scene. Langsomt begyndte det at regne og den gammelkendte aroma af sved, øl, urin og hvidløg indtraf. Roskilde Festivalen indfriede de sidste forventninger.
Suede gik på scenen for anden dag i træk, de gav i alt tre koncerter på festivalen, og for anden dag indfangede forsangeren Brett Anderson øjeblikkeligt publikum. Der var ikke sket de store ændringer siden koncerten på Grøn Scene dagen før. Bandet spillede et længere sæt, havde droppet Sex Pistols-sangen "Bodies", som de overraskende havde fyret af aftenen før, men havde til gengæld fundet plads til et par af de tidligere kompositioner, de ellers ikke er meget for at spille, fordi det giver dårlige minder om eks-Suede Bernard Butler.
Når man ser Brett Anderson så let som ingenting styre scenen og smyge sig om mikrofonstativet til fuldblods popmelodier, forstår man godt, Suede har en stor fanskare i Danmark. Og man imponeres atter over guitaristen Richard Oakes, der så smidigt gik ind i bandet, da Bernard Butler i sin tid blev fyret.

Ingen årets koncert
På Suedes igangværende turné er de opvarmning for amerikanske R.E.M., som også gæstede festivalen fredag aften. Rollefordelingen var omvendt den aften, da R.E.M. aldrig bliver noget stadion-rocknavn. Deres sange har den intimitet der skal til, for at en koncert ville være blevet en af de minderige, hvis den var blevet placeret i et af teltene. I stedet for spillede de på Orange Scene, som dermed igen viste sig fra sin problematiske side. Michael Stipe, Mike Mills og Peter Buck havde indset dette og leverede et disciplineret sæt, hvor publikum på de første 100 meter fik en intens oplevelse. Resten stod ikke til at redde, kun når kendte numre som "Losing My Religion" og "It's The End Of The World As We Know It (And I Feel Fine)" lød, var hele dyrskuepladsen med, men årets koncert i Danmark blev det ikke.

Pop og punk
Årets fest foregik måske på Grøn Scene, da Robbie Williams gik på. Det tidligere medlem af Take That er kun i starten af tyverne, og selv om han døjer med en noget skinger stemme, har han allerede oplagt star-quality. Udover Elton John er Robbie Williams disse års svar på - Elton John. Williams forstår at få publikum med sig, når han på umiskendelig northener-dialekt takker Danmark for Peter Schmeichel og ikke undlader at ironisere over sin fortid som teenage-idol. Hans hæsblæsende pop-melodier gør indtryk, og der bliver ikke lagt skjul på, at referencerne fra pophistorien står i kø på numrene. Således indledes hittet "Millenium" som det naturligste med John Barrys James Bond-tema, for Williams er godt klar over, at strygerne er hugget fra den filmserie.
En anden showman er amerikanske Jello Biafra, selv om han optræder på en noget anden måde. Lederen af det legendariske Dead Kennedys, optrådte på slap line to gange på Hvid Scene. Normalt bliver hans kontroversielle tekster sat i musik af førende amerikanske punk- og hardcorebands, men denne gang bestod de to arrangementer af spoken words. Det har Biafra i mange år beskæftiget sig med, efter han i 1979 stillede op til borgmestervalget i San Francisco og med et program meget lig Jacob Haugaards blev den fjerdemest stemmeslugende kandidat. Og så kunne gamle fans se punk-ikonet udlevere den amerikanske regering og middelklasse med diverse konspirationsteorier. Det var nok lidt for amerikansk i længden, og man stod og ønskede, Biafra havde snuppet sine legekammerater fra Ministry aftenen før og havde høvlet noget punkmetal af, som de har for vane at gøre i fritidsprojektet Lard.
I stedet kunne man glæde sig over, at Echo & The Bunnymen stadig er i live og endda med masser af energi. Den hårdtprøvede, meget kontaktsøgende, mumlende Liverpool-dreng og forsanger, Ian McCulloch, stod forrest for en greatest hits-koncert af de store. Echos evne til at spille sorte popmelodier og følelsesladede ballader, malet med den store palet, kan stadig få hårene til at rejse sig på dem, der trofast har fulgt bandet i tykt og især tyndt. Det hele iscenesat af gråvejr og småregn, som aldrig har været mere velkommen end den lørdag eftermiddag. Som rockvrag er det en koncert som denne, man på sine gamle dage vil bruge som udgangspunkt, når børnebørnene spørger, hvad den der Roskilde Festival i sin tid egentlig var for noget. Til den tid er der forhåbentlig stadig noget, der hedder Roskilde Festival. Den lever i hvert fald stadig i bedste velgående.

*Suede, Grøn Scene fredag og Orange Scene lørdag, R.E.M., Orange Scene fredag, Jello Biafra, Hvid Scene fredag, Robbie Williams, Grøn Scene fredag, Echo & The Bunnymen, Orange Scene lørdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her