Læsetid: 5 min.

Frankrig som oliestormagt

7. juli 1999

Megafusion mellem Total og Elf er kapitalistisk logik, men også et nyt eksempel på Frankrigs kamp mod angelsaksisk dominans

Fusioner og fusionsforsøg hører til dagens orden, og inden for det sidste år har der været så mange af dem inden for den internationale oliebranche, at en ny operation - hvor det ene store franske olieselskab Total søger at opsluge det andet, Elf - ikke kommer bag på nogen. Kun tidspunktet overrasker - næppe syv måneder efter, at Total har overtaget det belgiske selskab Petrofina.
De fleste havde forestillet sig, at Total skulle have lidt mere tid til at fordøje denne fusion, før man gik videre til den næste. Det hurtige tempo har nok sin forklaring i, at der er skarp konkurrence om nye oliefelter - og kapløb om stadig nye fusioner - men også i den særlig dynamiske og aggressive ledelse, Total siden 1995 har haft i skikkelse af Thierry Desmarest. Denne olieingeinør har gjort hele sin karriere i Total og kender branchen på det industrielle og tekniske plan langt bedre end chefen for Elf, Philippe Jaffré, en typisk fransk embedsmand, der har slået sig på finansforvaltning.
Det tidligere statslige selskab Elf blev privatiseret i 1994, og Total-chefen har valgt at slå til på et tidspunkt, hvor Elf er ramt af en serie af vanskeligheder - optrevling af omfattende korruptionsskandaler fra de sidste år af den statslige epoke, en langvarig personalekonflikt i forbindelse med lukning af et raffinaderi og flere mislykkede forsøg på overtagelse af andre olieselskaber
Det drejer sig om en såkaldt fjendtlig overtagelse, hvor Total tilbyder fire af sine egne aktier for tre Elf-aktier og satser på at overtage Elf for en pris på ca. 320 mia. kr.
Hvis fusionen lykkes, hvad alt tyder på i øjeblikket, bliver TotalFina-Elf verdens fjerdestørste olie- og naturgasselskab (efter Exxon-Mobil, BP Amoco Arco og Royal Dutch Shell).
Hermed rykker et fransk selskab for første gang ind i topligaen af de selskaber i verden, der udvinder det 'sorte guld' - dog kun halvt så stort som nr. et, Ex-xon-Mobil (2,1 millioner tønder pr. dag i 1998 mod 4,3 millioner).
Bortset fra den kapitalistiske logik, der dikterer fusionerne, og de industrielle og finansielle overvejelser, der ligger bag den nye fusion, nikker man genkendende til den franske politik med varetagelse af nationale interesser og hævdelse af Frankrigs status, navnlig i forhold til USA og den angelsaksiske verden.
Den franske stat har stadig aktier i Elf med en særlig status, der bl. a. giver vetoret over for fusioner. Staten kunne altså blokere Totals forsøg på ovetagelse, men regeringen har givet grønt lys, og budskabet var ikke til at tage fejl af, da finans- og økonominister Dominique Strauss-Kahn tirsdag sagde til Radio Luxembourg:

En fusion mellem Total og Elf truer ikke nationale interesser eller de franske energiforsyningers sikkerhed.
Er det en god ting, at disse to franske selskaber slutter sig sammen?
Jeg mener helt bestemt, at svaret er ja. Jeg mener, det er er en god ting, hvis en fransk gruppe er nogenlunde på niveau med verdens tre største oliegrupper og således sikret mod at bliver overtaget af en angelsaksisk eller amerikansk.
Den franske minister fremmanede direkte faren ved en sådan angelsaksisk eller amerikansk kontrol: "Sæt vi en dag var i konflikt med det ene eller det andet land, og alle vore olieforsyninger kom fra selskaber, der er baseret i det land. Hvad skal vi gøre? Holde op med at køre bil?"
Totals aggressive politik passer fint til den 'gaullistiske' tradition, som den nuværende regering hermed opretholder. Der er ingen tvivl om, at man med tilfredshed ser Total gå af med sejren, og at regeringen nikker anerkendende til Demarests bedrifter. I fjor underskrev han kontrakter med
Iran, idet han åbent trodsede den amerikanske embargo. Men Total har allerede siden 1960erne jagtet på britiske og amerikanske områder i Mellemøsten og Asien.

Den endelige fusion mellem de to store i Frankrig blev til syvende og sidst anset for uundgåelig, hvis man skulle afværge en angelsaksisk offensiv.
Det forlød således, at Shell var på trapperne med et overtagelsesforsøg. De to franske selskaber er i vidt omfang komplementære, idet Elf overvejende har interesser i Afrika, Total i Asien. Af de to selskaber er det Total, der udmærker sig ved industriel dynamik og risikovilje, mens Elf navnlig siden privatiseringen har interesseret sig for en forsigtig investeringspolitik og varetagelse af aktionærernes interesser. Men de to selskaber har mange fælles aktionærer - over halvdelen af Elf-aktionærerne har også aktier i TotalFina. Totals tilbud ved overtagelsen giver aktionærerne en præmie på 15-20 procent, og Elf-aktierne steg 21 procent i løbet af en dag. Blandt aktionærerne er der iøvrigt et stærkt islæt af amerikanske investorer og pensionsfonde

Antallet af ansatte i TotalFina blev i 1998 opgjort til 71.655, i Elf ca. 85.000. Total har meddelt, at fusionen vil medføre tab af 4.000 arbejdspladser, heraf 2.000 i Frankrig - men "uden afskedigelser". Fagforeningerne er selvsagt skeptiske over for denne forsikring, og fusionen støder på udbredt modstand blandt de ansatte. Fagforeningerne frygter fortsatte ind-skrænkninger inden for detailhandelen og raffinaderivirksomheden.
I de senere år har Total klaret sig bedre end Elf, og efter overtagelsen af Petrofina - hvor Elf-chefen viste sig for langsom og forsigtig - kom Total definitivt foran. Kort efter søgte Elf at overtage den norske gruppe Saga, men tabte i et kapløb med Norsk Hydro. Frygten for, at en udenlandsk konkurrent - Shell, ENI eller Chevron - skulle bemægtige sig det svagt ledede Elf, voksede efterhånden, og Total har næppe manglet opmuntring fra den franske regering til at slå til hurtigt. Samtidig har man handlet ud fra den almindelige opfattelse, at fusioner er og bliver nødvendige - hvis man ikke slutter sig sammen med andre, bliver man marginaliseret. Fusionsfeberen er blevet stimuleret gennem en årrække af faldet i oliepriserne, men det gælder på langt sigt, ikke i den nuværende situation, hvor prisen er den højeste siden 1997, 19 dollars pr. tønde.
Når man søger sammen i stadig større enheder, skyldes det også de gigantiske investeringer, der er forbundet med nye oliefelter og med den nødvendige forskning. Sammen kan Total og Elf klare fremtidige olie- og naturgasoperationer, som ingen af dem ville kunne magte alene. Og det nye selskab, der bliver nr. 4 i verden, har oliefelter i alle verdensdele ligesom de tre største.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu