Læsetid: 5 min.

Da freden kom til Freetown

7. juli 1999

Det er fortrinsvis på grund af udenlandsk pres, at der i denne uge ventes at blive underskrevet en fredsaftale mellem regering og oprørere i Sierra Leone

Sierra Leones præsident Ahmad Tejan Kabbah og lederen af landets oprørsbevægelse Revolutionary United Front (RUF) korporal Foday Sankoh ventes i denne uge at sætte deres navne under en fredsaftale. Det er håbet, at undertegnelsen kan sætte punktum for mere end otte års usædvanlig brutal borgerkrig. Siden 1991 har krigen kostet omkring 50.000 døde, mens halvdelen af landets 4,5 millioner indbyggere er drevet på flugt.
Under et besøg forleden i hovedstaden Freetown udtalte FN's Kommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, at forbrydelserne i Sierra Leone var langt værre end dem, der er begået i Kosovo. For nylig offentliggjorde den amerikanske menneskerettigheds-organisation Human Rights Watch en rapport, der beskylder RUF for at have begået "nogle af de værste menneskerettighedsforbrydelser, som verden endnu har set."
Rapporten fremlægger beviser for, at hele familier er blevet mejet ned, børn har fået hugget lemmer af med macheter og, at piger er blevet udsat for massevoldtægt. Corinne Dufka, som har udarbejdet rapporten for Human Rights Watch udtalte ved udgivelsen at, "jeg har interviewet hundreder af mennesker. Det mest chockerende har været den systematiske måde, hvorpå brutaliteten er blevet begået."

Magtdeling er nøglen
På trods af at både regeringen og udlandet har været fuldt vidende om RUF's utallige ugerninger, ser det ud til, at alle parter her indset, at en form for magtdeling mellem præsident Kabbah og RUF er nødvendig for at bringe en ende på de årelange blodsudgydelser. Det er dog ikke længe siden, at der har været omfattende demonstrationer i Freetown vendt imod at give indrømmelser til RUF. Ikke desto mindre indeholder den ventede fredsaftale en overenskomst, der giver RUF fire ministerpladser og tre viceministerposter i en kommende regering i Sierra Leone.
Præsident Kabbah er blevet tvunget til forhandlingsbordet af en blanding af udenlandsk pres, manglende folkelig opbakning og en skrigende mangel på penge. Når han overhovedet kan titulere sig præsident, skyldes det ene og alene tilstedeværelsen af en massiv militærstyrke (ECOMOG) fra den vestafrikanske samarbejdsorganistion, ECOWAS. Den nigeriansk-dominerede ECOMOG er også den eneste grund til, at Kabbah slap levende fra RUF's stormløb på Freetown i januar i år. I løbet af kun fire dage havde RUF's styrker erobret så godt som hele byen. Oprørerne blev kun med nød og næppe kastet ud af byen ved hjælp af de meget lidt motiverede nigerianske soldater i ECOMOG.

Krisen i januar
Den kaotiske situation omkring RUF's nærmest totale erobring af hovedstaden førte til fjernelse af Ecomog's øverstbefalende, den nigerianske generalmajor Timothy Shelpidi. Det skete efter et kombineret pres fra Storbritanien, præsident Kabbah og den tidligere nigerianske regering under Abdulsalami Abubakar. At generalmajor Shelpidi påpegede, at det var svært at motivere de nigerianske soldater til at slås, når de ikke fik udbetalt løn, rokkede ikke ved beslutningen om at fyre ham.
For Tejan Kabbah var januar-krisen en ubehagelig påmindelse om, hvor svagt hans styre reelt er. Det har heller ikke styrket præsidentens popularitet, at han løslod Foday Sankoh fra fængsel for, at han kunne lede fredsforhandlingerne for RUF. Sankoh sad iøvrigt på dødsgangen og afventede sin henrettelse, før han i slutningen af maj blev fløjet til To-go's hovedstad Lomé for at deltage i fredsforhandlingerne. Det er ikke pengemangel, der har tvunget RUF til forhandlingsbordet. RUF kontrollerer de rige diamantminer i Kono-distriktet samt størstedelen af de frugtbare landbrugsområder. Det er dog ikke længere kaffe og kakao, der dyrkes dér. Store arealer er udlagt til opium- og coca-dyrkning. Det føres over grænsen til Liberia, hvor der forarbejdes og eksporteres. Liberia fungerer iøvrigt også som transitrute for udsmuglingen af diamanter og ædle træsorter.
Vedholdende rygter vil vide, at en række nigerianske officerer fra Ecomog-styrken er dybt involveret i udsmugling af netop disse produkter. Tilbage ad de samme ruter kommer våben fra Burkina Faso og guerilla-soldater fra træningslejrene i Liberia. Når RUF alligevel er endt med at møde op til fredsforhandligerne i Lomé, skyldes det uden tvivl et massivt pres fra amerikansk side og især fra præsident Clintons særlige udsendig pastor Jesse Jackson. En udbredt krigstræthed hos alle grupper i landet skubber i samme retning. Endelig kan man ikke se bort fra, at de utallige franktioner, krigsherrer og dermed interne uenigheder i RUF er med til at svække organisationen.

Skrøbelig fred
Med undskrivelsen af en fredsaftale skabes der muligvisen ny situation for det mishandlede vestafrikanske land. Der er ikke meget, der taler for, at den kommende regering vil få det let med det nye princip om magtdeling. For RUF-medlemmerne og dermed for oprøressoldaterne vil det afgørende spørgsmål være, hvad de får ud af at opgive den lukrative kontrol med diamant- og narkosmulingen. Det er også fortsat mere end uklart, om Sankoh overhovedet har tilslutning til fredsaftalen blandt sine officerer i felten. Nogle ser ham kun som et nyttigt redskab for den virkeligt stærke mand i RUF Sam 'Mosquito' Bockarie.
Med den stærke britiske, amerikanske og nigerianske indblanding i Sierra Leone's indre anliggender påhviler der disse lande et stor ansvar for at få fredsaftalen til at fungere. I lyset af den massive indsats på Balkan er der dog ikke noget, der tyder på, at de to vestlige lande er rede til et større engagement i Sierra Leone herunder at bidrage til en fredsbevarende operation.
Nigeria er på sin side godt og grundigt træt af at have bundet tropper i et land og i en krig, som har begrænset betydning for Nigeria. Hertil kommer at den nye præsident Olusegun Obasanjo under forårets valgkamp lovede at bringe soldaterne hjem fra Sierra Leone. Fredsaftalen kan være det figenblad, der kan giver Nigeria den 'værdige' tilbagetrækning, som landet har brug for.
Det eneste, der kan tale for, at fredsslutningen kan holde, er, at hverken regeringen eller oprørerne kæmper for en ideologi eller for principielle holdninger og værdier. Så hvis regeringsmedlemmerne kan blive enige om at dele landets økonomiske ressourcer, kan Sierra Leone måske håbe på en mere fredelig fremtid. Men næppe økonomisk udvikling og social fremgang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her