Læsetid: 7 min.

Fuck you Woodstoooock!

28. juli 1999

Woodstock 1999 tog kunstnerisk afsked med al hippiefløjl og påtaget fællesskab. Anarki og aggressioner kogte over

Woodstock '99
ROME, New York - For al den sentimentale snak om en tilbagevenden til fred, kærlighed og musik, som hippie-urhavet Woodstock Festivalen er smykket med, så vil tredje gang den blev holdt blive husket som dengang Woodstock indrømmede, at den i virkeligheden handler om edderspændt individualisme, og at kun den er udgangspunkt for alt fællesskab. Som anti-autoritære Rage Against the Machine hylede fra hovedscenen lørdag aften:
"Fuck dig, jeg vil ikke gøre som du siger".
Godt 24 timer senere eksploderede vilde fans foran scenen, satte ild på lastbiler, plyndrede boder. De smadrede biler og byggede kæmpebål, men kun få blev anholdt og ingen kom alvorligt til skade. Anarki og aggressioner rev sig løs fra Woodstock '99's nævehamrende rockpuls og slap løs i kroppen på et par hundrede fjolser. På den nedlagte flybase Griffiss Park i falmede og snorksøvnige Rome, fem timers kørsel nordvest for New York City, mistede Woodstock sin mødom. Den skyldige, sindbilledet på Woodstock '99, kan bedst beskrives som en knyttet næve med strakt langemand.

Musikalsk sejr
Men de fleste af de ca. 225.000 tilskuere, ankommet fra hele USA og omliggende kontinenter og lande, vil formentlig huske Woodstock '99 som en musikalsk og oplevelsesmæssig succes af de helt store. Campingområde og til- og frakørsel fungerede fremragende, få kom til skade, og vold var meget begrænset. Hedeslag, brækkede og forstuvede lemmer var de dominerende skader i de to samarittertelte. To fødsler, adskillige bryllupper og en 44-årig mands død af hjerteslag var, bortset fra optøjer, yderpunkterne.
Musikken på de to scener spændte fra rappere, DMX - en af tidens mest populære og Ice Cube - en grundlægger af hardcore hip-hop, over countrystjerner som Willie Nelson og Mike Ness til industrielle stålrockere Limp Bizkit, Live og Godsmack. Det beskedne opbud af rap og hip -hop til fordel for tung, tung rock forklarer formentlig, hvorfor hvide, unge amerikanere udgjorde i hvert fald 90 procent af publikum. Og Metallica med danske Lars Ullrich på trommer gav dem, mere end noget andet band, hvad de kom efter.
Lørdag på hovedscenen foran 150.000-200.000 tilskuere smilede forsanger James Hetfield sit djævelske tandsmil og råbte af al magt, "hvordan føles det at være i live?"
Sættet åbnede med "So (Fucking) What" og fortsatte med den monumentale Metallica-klassiker "Master of Puppets" til stor begejstring for tilskuere, der skreg med hele rutschebanen rundt. En råbende Hetfield voldtog sin guitar i takt med tiltagende vindstød fra aftenhimlen, der gjorde sig klar til en varslet storm.
Som vindene blev kraftigere og torden rullede imod pladsen spillede gruppen "Fuel" og "Seek and Destroy", som var sangene og Hetfields eskalerende guitarvold arrogante fnys af Moder Natur. Metallica havde sat sin autograf: den velkendte hastighed og præcision, de kompromisløse og aggressive sange, der alligevel gnistrer et omkvæd, en besættende melodi.
Da den desperationsulmende, dødstrippende "One" brød løs, hylede vinden mens plasticflaskerne fløj tæt henover tilskuermassen. Rockleksika burde have ordet 'perfekt' opført med henvisningen, 'se under Metallica'. Woodstock modtog udladningen og sagde tak til. Ingen fred og kærlighed her. Nul fredsduer. Anarki, kamp og død. Det er menneskers vilkår i Metallicaland.

Gammelt trick
Tricket med de flyvende flasker var nu gammelt på Woodstock, da Metallica satte det i gang. Først på lørdagen gav Detroit rap'en roller Kid Rock et næsten ligeså uforglemmeligt sæt. Og sluttede: "Når vi knalder det her beat på for sidste gang, så samler I noget op, der ikke er farligt og kaste med, og smider det ad helvede til, så langt I kan".
Udover et voldsomt egotrip, Kid Rock har spillet i ti år uden nævneværdig succes og blev ved at råbe "hvad er mit naavn?", så bøjede gruppen karsk rap, sugende basgrooves og vildt flakkende guitarer om til noget, der fik Woodstocks publikum-så-langt-øjet-rakte til at vugge, med sammenbidte og medsammensvorne udtryk på fjæsene.
Og gav Kid Rock fingeren i ren begejstring. Hans nyfortolkning af blues-traditionen, tilsat rapperens rimende rytmer og en benzinbombe af speed-metal trængte igennen.
Nyslåede superstjerner, Korn, viste at deres sceneshow kan matche det vitale, og millionsælgende, album Follow the Leader.
Ligeså nyslåede Limp Bizkit greb fandenivoldske ud efter al hippiearv, da forsanger Fred Durst vrælede, "det her er 1999, stik jeres Birkenstock-sandaler op i røven!"
Gruppen spillede formidabelt, overfaldt aggressivt publikum med deres ætsende fabler og lydspor fra teenage-Amerikas Mørke Side. Fred Durst er ingen stor sanger, men han er rigtig, rigtig vred og fuld af upoetisk galde. Limp Bizkit bragede radiohængeren "Nookie" af, og bombede store kratere i publikum, der åbnede og lukkede med bølgerne frem og tilbage i mas-din-nabo-området lige foran scenen. "9 Teen Ninety Nine" var et kilo en-kroner i en blender.
Som endnu en 'fuck you Woodstock'-gestus den lørdag, fyldtes Woodstocks lazaretter på rekordtid under Limp Bizkits koncert. Som desuden måtte stoppes, da et højttaler-tårn var tæt på at vælte under presset fra den masende hob.
Ironisk nok havde Durst få øjeblikke forinden bedt publikum om at "række ud og få fat i nogle af aftenens positive energier". Andre velspillede koncerter under Woodstock var poetisk støjende Bush, rasende Live og de tordnende, og meget samfundstrætte, Rage Against the Machine.
Der var storby-bluessanger Everclear, og Dave Matthews og hans store stemme (som Woodstocks lydanlæg, ude af sync med de store afstande på hvad der engang var en landingsbane, fik hugget i underlige ekko-stykker sammen med en del andre koncerter).
Møgirriterende var flower power-dyrkende tøsebarn, Jewel, der, meget imod mangt et rock-vrags vilje, fik et ganske voldsomt bifald for sin indsmigrende, sidesteppende MTV-korrekte soulfunk-suppe.
Alannis Morrisette var blandt de få solokunstnere, der kunne matche publikumopbuddet for Metallica og de andre store rockere. Hun afleverede på tjekket vis "Thank You" og pigeværelsekassikerne fra hendes første plade Jagged Little Pill.
Sheryl Crow blev skidesur da fans råbte og skreg om, at de ville se hendes bryster. Det var ok, for hendes sange og stemme kommanderede eftertænksomhed og varme ud af brystet på ellers metal-lammede folk. Woodstock '94 blev Crows adgangsbillet til international berømmelse og hun greb stilsikkert efter, hvad hun troede var hjertet af festivalen. "Hvis det gør dig lykkelig, hvorfor er du så så bedrøvet?" sang hun.
Svaret hverken blæste i vinden eller drev rundt på skyerne. Det var ligetil. Fuck you Sheryl Crow.

Bryster og ølhave
Hvor den musikalske kvalitet svang sig højt højt op over sovebyen og flybasen, sneg den kommercielle atmosfære sig ind i gulvhøjde. En graffiti proklamerede, at "150 dollars (for billetten) er for meget", en anden sagde "fred, kærlighed og kommercialisme": Sony havde en stor lastbil med playstation videospil, Budweiser havde sat sig på al bannerreklame overalt i Woodstocks første forsøg på at sælge øl, de lukkede, alderskontrollerede "ølhaver".
Fox-fjernsynskanalen og MTV havde rettigheder til hint og hisset sammen med en masse andre sponsorer af multinational koncernstørrelse. Prisniveauet var, med et hav af festivalfans' ord, 'sygt'. Fire dollars for en flaske vand, tre for en hot dog, fem for en burger. Tre dollars for en kop kaffe. Ouch. Anti-penge kulten fik endda kunstnere at råbe ad, da Insane Clown Posse, kaldet verdens mest forhadte band, smed plastickugler ud blandt publikum. Indeni var 100- og 500 dollarsedler. Folk havde nær slået hinanden ihjel.
Men der var hippier i mangefarvede t-shirts, i kjoler med piercede bryster udenfor, og fyre uden noget som helst. En fyr i fuld make-up og intet andet svingede sig med en hulahop-ring for en pressefotograf. Folk vadede rundt kun iført underhylere og mudder. Piger havde skiftet bh'en ud med maling. Hvor meget der end har forandret sig siden Woodstock '69-generationen af Vietnam-demonstranter og fredsduer, kollektivister og økologiske kommunister, og hvor meget arrangørerne gentager, at "hver Woodstock er designet for hver sin generation", så er der alligevel noget pudsigt over '99's brede greb fra Elvis Costello, Funk-bedstefædre James Brown og George Clinton. Fra countryhelten Willie Nelson og MTV-glatte Jewel til Metallica, Korn, og hardcore-rapper DMX. Det rammer som minimum et par generationer, men måske er det netop det, der definerer generation Nu, og dermed Woodstock '99: Den utålmodige zappen, udsendelse på Internet og hele molevitten live på betalings-tv. Brugervenligt og "at your fingertips", som Bill Gates ville have sagt.
Om man bryder sig om del eller ej. Hvis ikke hverken den voksne eller den unge generation kunne se det i '69, så kan det være, at de kan nu: I alle forsøg på fløjsblød varme og kollektivistisk åndelighed famler festivalfans som alle andre efter den ultimative frihed. Woodstock handlede om den frihed fra konventioner, regeringer og regler. I '99 råber DMX fra scenen: "Hvor mange her er pisseligeglade?" Råber Rage Against the Machines Zack De La Rocha: "Fuck dig, jeg vil ikke gøre som du siger." Mega-Ego, Kid Rock, skreg: "mit navn er Roooock!"
Men sparkede the Who's Pete Townshend ikke aktivist Abbie Hoffman ned af scenen i '69? I år smed Woodstock sin forklædning af hygge-bygge-fælleskab og hyldede den individualisme, der fik det hele op at stå. På godt og ondt, og syre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu