Læsetid: 2 min.

Fyrværkeri

10. juli 1999

Efter nedturen med Herbie Hancock rullede Chick Corea hele sin musikalitet ud

Jazzfestival
Ved et sammentræf er dette års Copenhagen Jazz Festival i høj grad blevet præget af, at tre af de sidste årtiers store jazzpianister alle var på programmet. Herbie Hancock, Chick Corea og Keith Jarrett var bl.a., i den rækkefølge, pianister hos Miles Davis i de vigtige år fra 1963 til 71, og de har alle haft gloriøse løbebaner sidenhen.
Keith Jarrett, som, siden han forlod Davis, uden slinger har fastholdt en akustisk kurs, indledte festivalen med sin nu 16 år gamle trio i en uforglemmelig koncert i Cirkusbygningen. Samme sted vendte Hancock, efter mange års elektriske udflugter, tilbage med en rent akustisk gruppe, men syntes helt at have deponeret sin kreativitet i fortiden, en trist oplevelse.
Også Chick Corea har haft travlt med det elektriske, men har hele tiden, modsat Hancock, sideløbende eller periodisk fastholdt den akustiske musiceren. Så den akustiske sekstet Origin, som han nu har spillet med i et års tid, og som han torsdag præsenterede på Plænen i Tivoli, lå i udmærket forlængelse af, hvad han tidligere har beskæftiget sig med.

Utroligt oplivende
Tilmed har instrumentationen med tre blæsere fremkaldt nye kompositoriske sider hos ham og virket tydeligt inspirerende. Han har jo altid været en munter, spilleglad musiker, men jeg har sjældent oplevet ham sådan i hopla som denne torsdag aften under sommerhimlen. Blot to dage efter Hancock var det utroligt oplivende.
Gengivelsen var naturligvis ikke den ideelle for en så relativt subtil musik, men musikkens veloplagthed fejede forbeholdene væk, og selv om versionerne af en del af repertoiret er mere koncentrerede og velproportionerede på gruppens ny plade, Change, gjorde også de ofte rigeligt lange live-udgaver sig godt. Sekstetten har primært sin styrke som ensemble, og blæserne er, skønt udmærkede, ikke på niveau med Corea selv og hans fund af en bassist, den israelskfødte Avishai Cohen.
Og som om det ikke var nok med denne ensemble-fornyelse og Coreas meget personlige og iderige udnyttelse af den, bød den to timer lange koncert også på et møde mellem Corea og hans partner på mange fremragende duo-plader i tidens løb, vibrafonisten Gary Burton.
Det blev først til tre udsøgte duo-numre, hvor især Corea overgik sig selv med det mest perlende og boblende klaverspil, jeg mener at have hørt fra ham, men hvor også Burton blev revet med i virtuos udfoldelse med fire køller. I løbet af denne lille afdeling og et langt slutnummer, hvor Burton spillede sammen med hele Corea-sekstetten, trakterede både Burton og Corea sidstnævntes marimba, hvad der tilføjede et yderligere moment af overraskelse. Således sluttede denne koncert, der hele vejen var præget af Coreas legende musikerskab, med en overdådig, saligt opløftende fællesudfoldelse. Hvad mere kan man ønske sig af musik ved en festival?

*Chick Coreas Origin på Plænen i Tivoli torsdag
*Samme: Change. Stretch SCD-9023-2 (Mis.Label)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her