Læsetid: 6 min.

De galaktiske imperiers storhed og fald

5. juli 1999

Isaac Asimov er for mange indbegrebet af de gode sider ved science-fiction genren. Her genopvækkes appetitten med en genfortælling af mesterværket Stiftelsen

Klassikere
De fleste science fiction-romaner har et stærkt pessimistisk udgangspunkt. Forfatteren tager fat i træk ved nutiden som han opfatter som negative, sædvanligvis teknologiske nyskabelser eller politiske forhold, og fører dem ad absurdum for på den måde at gøre det klart for læseren, at vi må være på vej lige lukt i afgrunden.
En undtagelse fra denne regel er Isaac Asimovs Stiftelsen-trilogi, som er blottet for pessimisme. Den er så fjernt fra dystopiens undergangsstemning, som noget kan være. I stedet er der tale om en bog fyldt med elementær spænding, som man læser i så godt som ét stræk, på trods af at den med sine tre bind fylder over 600 sider.
Bogen har en del mangler. Persontegningen er temmelig unuanceret, der er lidt vel rigelige gentagelser, og hvis man er den pertentlige type kan man også finde en lang række selvmodsigelser i bøgerne. Men det ændrer ikke ved, at Stiftelsen-trilogien er en af science fiction-genrens helt store klassikere.

Fejende action
Stiftelsen-trilogiens handling udspiller sig i en fjern fremtid, hvor det Galaktiske Imperium består af 25 millioner beboede planeter. Vi kommer ind i historien på et tidspunkt, hvor Imperiet er begyndt at vise tegn på forfald. Tegnene er svage, og det er de færreste der endnu har lagt mærke til dem, men for den geniale psykohistoriker Hari Seldon er de umiskendelige. Seldon har 'beregnet', at Imperiet vil gå i opløsning i løbet af 500 år. Derefter vil der gå 30.000 år, før et nyt imperium opstår. I mellemtiden vil der herske kaos og anarki i galaksen.
For at imødegå denne opløsning undfanger Seldon en plan, som har til formål at bevare menneskets samlede viden, når Imperiet går under. Dermed vil det blive muligt at forkorte den barbariske æra til kun tusind år. Han opretter en forskerkoloni på planeten Terminus, som befinder sig i udkanten af galaksen.
Koloniens navn er Stiftelsen. De 100.000 kolonister, som for en stor dels vedkommende er videnskabsmænd og -kvinder, får til opgave at skrive Encyclopædia Galactica - en slags leksikon, hvori al menneskelig viden skal nedfældes.
50 år senere står Stiftelsen overfor den første af en lang række kriser. Naboplaneterne har løsrevet sig fra Imperiet, og flere af dem truer med at annektere Terminus og indføre en feudal styreform, som vil umuliggøre arbejdet med encyclopædien. Terminus regeres af en samling verdensfjerne videnskabsmænd, der ikke kan indse faren - sikre som de er på, at Seldon-planen beskytter dem mod alt ondt. Kun den handlekraftige borgmester for Stiftelsen, Salvor Hardin, forstår situationens alvor.
Og det bliver da også Hardin, der finder løsningen på problemet. Han bliver klar over, at ingen af naboplaneterne længere er i besiddelse af atomkraft - i modsætning til Stiftelsen, hvis høje teknologiske stade har muliggjort vedligeholdelse af atomkraftværkerne. Ved at gøre alle naboplaneterne opmærksomme på dette forhold, forhindrer han at en enkelt af dem besætter Terminus - det ville gøre den så stærk, at de andre ville slutte sig sammen mod den.
Hen mod krisens afslutning bliver det i øvrigt afsløret, at Seldon ikke har spillet med åbne kort. Det viser sig, at han har tiltænkt Stiftelsen rollen som det Andet Imperium, og at arbejdet med encyclopædien blot var spil for galleriet. Krisen var også forudset og tilrettelagt på en sådan måde, at der kun var ét alternativ - dens løsning var med andre ord givet på forhånd.
I resten af første bind i trilogien er historierne bygget op efter samme skabelon - der opstår en tilsyneladende uløselig krise, Stiftelsens eksistens er truet, og til sidst viser det sig, at de forhold der fører til krisen også må resultere i dens løsning. Alt imens bliver Stiftelsen stærkere og stærkere, mens Imperiet skrumper ind. Konfrontationen er uundgåelig. I andet bind støder Stiftelsen og Imperiet for første gang sammen. Imperiet er stadig langt stærkere end Stiftelsen, men denne krise løser sig selv som følge af interne politiske forhold i Imperiet.
Netop som historien begynder at miste sit dramatiske element, fordi man hele tiden ved, at kriserne vil løse sig af sig selv, sker der noget, som bringer Seldonplanen i fare. En mutant med telepatiske kræfter overtager magten i Stiftelsen, hvilket Seldon naturligvis ikke har forudset. Mutanten forsøger at finde Den Anden Stiftelse, som blev oprettet af Seldon samtidig med Stiftelsen, men "i den modsatte ende af galaksen." Det lykkes dog ikke. I stedet opsøger den Anden Striftelse selv mutanten...

Redaktørens vilje
Stiftelsen blev oprindelig til som en række historier, der blev trykt i science-fiction magasinet Astounding i årene 1942-50. Disse historier blev samlet i tre bind, som udkom i 1951-53. Dette er den oprindelige, den egentlige Stiftelsen-trilogi.
Astoundings redaktør, John Campbell, havde stor indflydelse på Stiftelsens handling. Det var ham der foreslog, at Seldon-planen skulle slå fejl, hvilket gav Asimov ideen til 'Muldyret'. Det var også ham der pressede Asimov til at skrive den sidste historie, som fylder det meste af tredje bind. Og endelig var han indirekte skyld i, at der kun optræder mennesker - og ikke som i andre af Asimovs værker intelligente rumvæsener - i Stiftelsen.
Campbell var racist og mente, at ligesom hvide var overlegne i forhold til andre racer, så måtte mennesket være andre intelligente arter overlegent. Asimov var naturligvis uenig, men undgik en konflikt ved helt at undlade at medtage 'aliens' i historien.
Da Stiftelsen-serien blev afsluttet, havde Asimov længe været træt af historien, og han svor aldrig at skrive mere om Stiftelsen. Det kom dog ikke til at holde stik. Tredive år senere, i 1980, blev han overtalt til at tage tråden op, og han nåede at skrive fire bøger mere i serien. Desuden er der i 1997-99 udkommet tre Stiftelsen-bøger, som er skrevet af andre forfattere på foranledning af Asimovs enke.

Intelligente plots
Der er mange grunde til, at Stiftelsen er så fascinerende. Bogen er handling fra ende til anden. Asimov benytter sig af forskellige kneb fra krimi-genren: Ofte er der tale om gåder, hvor det først til allersidst bliver opklaret, hvem den skyldige er (jvf. f.eks. Agatha Christies whodunnit-fortællinger). Mange af historierne ender med en 'cliffhanger', så man er tvunget til at læse videre.
Dertil kommer det historiske perspektiv, som kan betragtes som det mest originale ved Stiftelsen. For en dansker er det særligt interessant at følge Stiftelsens tidlige historie, hvor den endnu ikke er blevet til en stormagt i Galaksen.
Hvordan overlever en lille uanselig stat blandt langt stærkere, rigere og mere aggressive naboer? Ved at samarbejde og skabe alliancer, gennem handel, ved at satse på højteknologi. På samme måde vil den videnskabens afhængighed af det omgivende samfund, som postuleres i bogen, være tankevækkende for de naturvidenskabeligt interesserede.
Samtidig er det intelligent fortalt. Asimov forfalder ikke til tom fascination af teknologiske dimser (selvom der både optræder strålepistoler, atomskjolde, rejser i hyperrummet og noget, som med god vilje kan betragtes som computere).
Teknologien er ikke bestemmende for handlingen, men underordnet denne. Desuden undgår Asimov de tåkrummende pinagtigheder med hensyn til realisme set fra et naturvidenskabeligt synspunkt, som så mange andre science-fiction forfattere har det med at forfalde til.
Alt i alt er historiens fokusering på mennesker fremfor teknologi måske den vigtigste grund til, at Stiftelsen idag er ligeså opslugende som da den udkom første gang.

*Isaac Asimov: Stiftelsen, Stiftelsen og Imperiet, Den Sejrende Stiftelse. Oversat af Niels Søndergård. Borgens Forlag, 1979

Dette er tredje artikel i sommerserien om science-fiction-klassikere på videnskabssiden. Serien fortsætter i næste uge med Frank Herberts Dune.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu