Læsetid: 2 min.

Hancocks verden, desværre

8. juli 1999

Uengagert indsats fra Herbie Hancock, det modsatte fra Carsten Dahl

Jazzfestival
Sidste år havde Herbie Hancock betydelig succes, i hvert fald salgsmæssigt, med sin cd-fejring af George Gershwins 100-år, Gershwin's World. Pladens titel var derfor gjort til devise for Hancocks Europa-turné, selv om det nærmest var umuligt - hvad han selv gjorde opmærksom på - at overføre pladens idé til turneen.
Ingen af de stjerner, der medvirker som gæster i forskellige af cd'ens optagelser, kunne f.eks. deltage i turneen, og dermed var der ikke meget tilbage af projektet. Som en slags kompensation medvirkede lokale vokalister i et par af sangene, men hvordan skulle, sagt med al respekt, vores egen Mona Larsen kunne opveje savnet af Kathleen Battle, Joni Mitchell og Stevie Wonder?
Og da man tilmed måtte undvære instrumentale gæster som Wayne Shorter og Chick Corea, havde det måske været kløgtigere at se helt bort fra det oprindelige 'koncept' (undskyld!) til fordel for et almindeligt Gershwin-program med Hancocks faste gruppe. Det kunne eventuelt have været mere inspirerende for Hancock selv, mens han nu syntes at have mistet næsten al interesse for 'Gershwins verden'.

Udmærket sekstet
I hvert fald har jeg sjældent oplevet en så uengageret Hancock som i Cirkusbygningen tirsdag, og det blev kun understreget af en masse small-talk, afbrudt af hektisk latter fra ham selv. Og dog var det jo en udmærket sekstet, han medbragte. Trompetisten Eddie Henderson - gammel Hancock-medspiller fra for 30 år siden - syntes ganske vist smittet af kapelmesterens manglende engagement og spillede kun enkelte, omend velturnerede soloer, men den israelsk-amerikanske tenorsaxofonist Eli Degebri foldede sig betydeligt ud med personlig tone, bl.a. i "St.
Louis Blues" (hvis relation til Gershwin karakteristisk nok blev helt fortiet af Hancock!).
Og et par fine akkompagnatører havde Hancock i bassisten Ira Coleman og især den (i flere henseender) skønne Terri Lynn Carrington ved trommerne, hvilket kom til udtryk i klavertrio-stykkerne "Someone to Watch Over Me" og "Cottontail" (igen uden forklaring fra Hancock), som med en mere nærværende pianist blev til afdelingens mest givende musik. Til gengæld var den brasilianske slagtøjspiller Cyro Baptistas tilstedeværelse både musikalsk umotiveret og så selvfremførende, at han skyggede for den anderledes spændende Ms. Carrington.

Franck og Dahl
Som indledning til denne ekstremt ujævne og jævnt hen kedsommelige del af koncerten fik vi en times musik med Tomas Francks kvartet, der ikke var så professionelt afpudset som Hancocks sekstet, men spillede langt mere engageret.
Som så ofte blev Francks Coltrane-prægede tenorspil båret af hans usædvanlige vingefang og utrættelige power, men det var Carsten Dahls overdådigt iderige og rytmisk prægnante klaverspil, der tog den solistiske førstepris, smukt akkompagneret af Lennart Ginmans bas og Ole Streenbergs trommer.
Om det blot var fortsat med samme liv og vågenhed efter pausen!

*Herbie Hancock Sextet og Tomas Franck Quartet i Cirkusbygningen tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu