Læsetid: 2 min.

Harvey strammer sig op

2. juli 1999

John Harveys niende bog om Resnick lægger fint an til sidste runde

Ny bog
Vi har tidligere beskæftiget os med John Harveys Resnick-serie fra Nottingham, og noteret os de ubetvivlelige stemningskvaliteter omkring den melankolske, polskfødte vicekriminalkommissærs travle og enlige leben, men også noteret Harveys tendens til halvt at slippe de ofte mangfoldigt forviklede opklaringshistorier, så at spændingskurverne slappedes.
Nu er Harvey imidlertid nået til nummer ni i rækken, den næstsidste, og det synes, som om endemålets nærhed har fået ham til at stramme sig op. Stille vand er i hvert fald en solid krimi med et godt, flersporet plot, et fint portræt af en midaldrende politiopdager med en stor fremtid bag sig, og en øm kærlighedsroman fuld af halvhjertede forbehold og uafklarede drømme.

Resnicks prøvelser
Starten er mindeværdig. Resnick på en sjælden friaften til koncert med selveste Milt Jackson, hvis sprøde blues "Bag's Groove" var med til at udødeliggøre juleaften 1954, hvor han selv, Miles Davis og Thelonious Monk var sammen i studiet. Alt det summer i Resnicks hoved, da den stiligt aldrende Milt Jackson løfter vibrafonkøllerne til start - og Resnicks personsøger bipper. Endnu et kvindemord venter.
Snart efter er man så viklet ind i noget, der kunne ligne seriedrab, alvorlig hustruvold, raffineret kunsttyveri/-forfalskning, intriger på politigården angående en ny specialafdelings rette chefudnævnelse - og almindelig nedslidning af Resnicks faste team, som vi kender så godt. Foruden i Resnicks prøvende kærlighedsforhold til skolelæreren Hannah; det er svært at opgive ungkarletilværelsen med kattene - Miles og Dizzy osv. - espressoen og de stærkt krydrede sandwicher, der altid drypper pickles på slipset, mens Lester Young og Billie Holiday fraserer sig uforstyrret gennem de gyldne sange ...
Charlie Resnick er en stor tung mand, gennemerfaren, fornuftig, og med en intuitiv sans og en taktfølelse, der ofte bringer ham frem til opklaringer. Til gengæld er han ikke alt for klog på sig selv. Smertefulde erfaringer tynger, det er svært for ham virkelig at kaste hjertet over forhindringerne.

Genstridig mordsag
Mordsagen viser sig yderst genstridig, dens udløsende logikker er længe skjulte, og den sideløbende kunstsvindelaffære tager også tid at løbe i gang, men personportrætterne i begge spor er suggestive, fint tvetydige, og i sidste ende går alting da også op, med en herlig krølle på kunstaffæren.
Hvad der derimod nægter at gå helt op, er kærlighedshistorien med Hannah; hun viser sig mere tændt på sadomasochistiske fantasier end Resnicks 'renfærdige', sky sjæl vist kan klare. Det er en bittersød slutpointe.
Dermed er der lagt an til sidste runde. Resnick har længe haft et lidt betændt faderligt forhold til sin unge, temmelig uskyldige assistent Lynn, der på sin side - foreløbig forgæves - søger arbejde andetsteds, også hun ramt af en uoverskuelig tiltrækning, som gør forholdet dem imellem uudholdeligt og kunstigt. Det skal blive spændende at se, om ikke de to sluttelig smider forbeholdene og erklærer sig. Vi får nok vente til efter juleaften. Der er altså god tid til at genhøre Bag's Groove og en masse andet godt.

*John Harvey: Stille vand. Oversat (atter godt) af Johann Bang. 336 s., 348 kr. Forlaget Modtryk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her