Intermetzo
Rejse for livet 5 - tema con variazione
Den dag broen over Femer Sund står færdig, og det gør den en dag, behøver man ikke mere overnatte i Metz, såfremt man agter sig til det østlige Sydfrankrig, eller i Valenciennes, hvis turen går vestover til Paris eller Normandiet eller Bretagne eller Dordogne eller til Bordeaux eller måske helt til Baskerlandet.
Så bringer dagsrejsen én det stykke længere, der gør en forskel. Første nat Nancy eller det lejede hus i Alsace-Lorraine eller Jura. Vestover ligger Paris lige for. Man ankommer sent, men man ankommer og undgår altså Auberge au Bon Fermier, 64-66 rue de Famars, Valenciennes, der med ære og respekt for mange gæstfri modtagelser gennem årene bymæssigt set ved et muligt fravalg ikke er noget ubærligt tab.
Man kan her hævde at det ikke er verdens største problem, hvor langt man på førstedagen i feriebilen når ud i Europa, og hvor meget længere man ville kunne nå, når de bygger en bro til 45 milliarder kroner fra Rødby til Puttgarden. Men sådan kan man jo ikke se på det. For det første slipper man for færgerne med de evigt kolde morgenkomplet-æg på tilbud (se herom i en tidligere artikel i denne sommerserie). For det andet er der betydelig flere restauranter - også med længe åbent - i Paris end i Valenciennes. For det tredje er der også flere restauranter i Nancy end i Metz, hvilket tilsammen allerede skulle være argumenter nok.
Men for det fjerde og afgørende er det en misforståelse at opfatte en bilrejse i Europa som ferie. Det er sgu hårdt arbejde, et helvede af trafik og ventetider og kødannelser på motorvejene og bekymringer og stress og sure miner, sult og tørst og aldrig mere og næste år er det slut!
Heri ligger hovedbegrundelsen for denne fremtidige broinvestering, der på den ene side blot kan opfattes som en forlængelse ud over havvand af en allerede eksisterende motorvej, og for det andet vil tjene til at fjerne den første og ofte langtidsholdbare rejsestressfaktor ved at skulle standse bilen i Rødby og tænke på, hvad man dog går glip af i den anden ende.
Thi dette er alt andet lige hovedpointen i enhver rejse: hvad man går glip af. At rejse er at leve, som H.C. Andersen skrev i sin dagbog, et forslidt citat som imidlertid også indledte disse sommer-intermetzi. Men at leve er lige så vel og unægteligt at give afkald. Etnologen Henny Harald Hansen, den store opdagelsesrejsende, gjorde i sin tid opmærksom på, er tilintetgørelsesprocessen, der som bekendt tager sin begyndelse fra vi er omkring atten et halvt, er én lang given afkald, én lang umulig men uundgåelig afsked med livet.
Heraf følger logisk: hvis rejse er lig med at leve, og at leve er lig med at give afkald, er at rejse lig med at give afkald. Voila! Tankegangen er oven i købet langtidsholdbar.
I Firenze åbnede de for en del år siden et afsnit af den stedlige skadestue - for stressramte turister. Man kan se de kommende patienter på stederne. I solhat, ultrakorte bukser, solskoldede lår, badesandaler, bar mave og ikke ét, men flere kameraer i snor om hals og liv. De fiser rundt som fluer i en flaske, på stedet, og genner familien hid og did og peger og løber frem og ser sig tilbage over skulderen og løber tilbage og henter familien frem foran og peger og fiser videre, bestandigt med det ene øje i en søger til reproduktionselektronikken, violette i knolden af bekymring for ikke at få det hele med.
Stor indsigt skal der jo ikke til for at begribe, at vi ikke kan få det hele med. Ganske vist formår man i vore dage ved elektronernes hjælp forholdsvis billigt på video at optage og fastholde meget i vidvinkel og med højkvalitetslyd eller bare lyd.
Men vi kan, uanset widescreen og fortrinligheden af optagelsesudstyret ikke få det hele med. Der vil altid være noget i siderne, der forræderisk unddrager sig såvel oplevelse som reproduktion.
Dertil kommer, at det optagede også gerne for at få mening, skulle ses i et passende medium. Såfremt man nu optager hele rejsen på video, og oven i købet anvender flere maskiner på én gang, vil man hjemkommen måtte erkende at det vil tage lige så lang tid at bivåne det optagne, som det har varet at optage det. Med andre ord kan den elektroniske repetition af rejsen meget vel være mere tidskrævende end selve rejsen. For slet ikke at tale om den sværm af fastbilleder, der følger med.
Her melder livets begrænsede længde sig som et særdeles påtrængende problem.
Det her anførte udgør også i mere raffineret forstand en stressfaktor af de mere graverende, fordi erkendelsen, der som antydet jo ikke ligefrem fordrer en Schopenhauer, bestandigt erindrer den reflekterende på rejsen, som jo er livet, om såvel rejsens som livets uendelige korthed i forhold til de potentielle oplevelsers mængde - og dermed afkaldets nødvendighed.
Det fortaltes dengang i Firenze, at folk brød sammen i bundter, når de indså bare Uffiziernes omfang. Ikke engang sådan et enkelt skide kunstmuseum ville de være i stand til at overskue i ét liv. Og tage det med sig kunne der slet ikke være tale om. Tingene, billederne, husene, renæssancen, byen, alt måtte bare blive liggende efter dem til ingen verdens nytte. Uoplevet i fraværet.
Jamen, hvad er det hele så til!
Deraf denne insisteren på en bro fra Rødby til den anden side, således man i det mindste vinder tre kvarter af evigheden.
En måde at få andel i denne, evigheden eller noget i den retning, er - som før omtalt i en tidligere sommersæsonsklumme - at forlænge rejsen med rejser i rejsen. Disse udødelige overvejelser skal ikke gentages her, men kan opfriskes ved et enkelt opslag i læserens givetvis opdaterede avisudklipsalbum.
Blot bør det understreges at dette forhold ikke er ensbetydende med at rejsen forlænges ved at den ikke afbrydes, før den er helt forbi, og man igen står med snavsetøjet på sin egen kedelige dørmåtte. Det er nemlig en stor misforståelse.
At køre fra sted til sted, dag efter dag, med nye herberger nat efter nat, vej efter vej, bjerg efter bjerg og utallige floders enslydende brusen, giver ikke den rejsende nogen ægte rejseforlængelse, men kun rastløshed, bilmave og i sidste ende hukommelsessvigt.
Når amerikanerne før i tiden netop rastløst berejste i Europa med en halv dag afsat til hvert land, og de derfor opfattede Norge som en sydlig forstad til København og Rom som en ø i Berlins skærgård, var det udtryk for dette fænomen. Det er nødvendigt i den type rejse, hvor farten selv bestemmes bag rattet - bortset fra på den satans færge - at finde fast bolig, at komme i hus i det fremmede.
Derfra kan rejserne i rejsen så begynde. Men først pakke ud, lægge på plads, tage i besiddelse, købe ind og lave mad og finde det bedste værtshus og skabe hverdag og kontrast til gæsteriet.
Kører man fra sted til sted og spiser ude tre gange dagligt, får man det som hertugen og hertuginden af Windsor, der hele livet var på farten, og aldrig lavede en frikadelle selv, aldrig slog rod, men blev billedet på en moderne Ahasverus med partner. De lignede rodløsheden selv, og sad og kedede sig til akkompagnement af blitzpærernes plops.
Nu er denne sammenligning måske lidt søgt, men til gengæld velment. Men en af de bedste opfindelser hvad angår rejsende er de mange muligheder for leje af fast bolig i det fremmede.
Et civilisatorisk fremskridt også for arbejdsnarkomaner, der ikke er genetisk indstillede på at få strandsand i skoene, men opfatter hele rejsen som fast arbejde og en fortvivlet kamp mod afkaldet. I givet fald vil denne påstand blive fulgt op af fakta på mere tryk. (fortsættes altså eventuelt)
