Læsetid: 4 min.

Hvid jæger

16. juli 1999

Hemingways safari i 1953 blev en mindre katastrofe. Han drak for meget til at kunne skyde ordentligt, og to flystyrt kostede ham alvorlige kvæstelser

NY BOG
En posthum roman af Ernest Hemingway her i 100-året for hans fødsel burde være lidt af en litterær sensation. Med en lille håndfuld romaner og novellesamlinger hovedsageligt skrevet i perioden 1925-40 var det jo ham, der mere end nogen anden kom til at tegne den litterære profil i årene efter Første Verdenskrig. Med sin knappe, stiliserede prosa befriede han litteraturen for den problematiske patos og de belastende fraser, som det unge 20. århundredes voldsideologier havde påført sproget.
Nogen værdig markering af dette betydningsfulde forfatterskab er den nye roman True at First Light desværre ikke. Det er femte gang siden forfatterens selvmord i 1961, at verden beriges med en posthum udgivelse. De to første, Der er ingen ende på Paris (1964) og Øen og havet (1970), var forholdsvis gennemarbejdede, omend de aldrig når på højde med noget af det, Hemingway selv udgav. De to andre efterladte bøger er fremkommet ved, at villige redaktører har redigeret de omfangsrige, forkastede manuskripter ned til romanerne Farlig sommer (1985) og Edens have (1986).
Det samme er tilfældet med den nye roman, som er redigeret af Hemingways næstældste søn, Patrick Hemingway. Det oprindelige manuskript til bogen er på 200.000 ord, hvilket betyder, at det i hvertfald er blevet beskåret med en tredjedel inden udgivelsen. I den kortfattede indledning er der imidlertid ikke blevet plads til en tekstkritisk redegørelse for, hvad der er foretaget af beskæringer og rettelser i manuskriptet. Udgivelsen er således en temmelig tvivlsom affære.
Desværre forklares den biografiske forhistorie heller ikke. Som så ofte hos Hemingway er udgangspunktet virkelige begivenheder, hvilket her efterlader mange dunkle referencer. Baggrunden er, at Hemingway i 1952 udgav romanen Den gamle mand og havet, der året efter indbragte ham såvel Nobel- som Pulitzerprisen. I kølvandet på den succes blev han tilbudt et større beløb for en række artikler om den rejse til Østafrika, som han påbegyndte i august 1953.

Manuskript i bankboks
Safarien blev en mindre katastrofe. Hemingway drak for meget til at kunne skyde ordentligt og to flystyrt kostede ham alvorlige kvæstelser. I marts 1954 rejste han til Venedig og samme år om efteråret påbegyndte han en roman med udgangspunkt i den mislykkede safari. Jo mere han skrev, jo mindre brød han sig om resultatet. Efter halvandet års ukoncentreret arbejde på romanen opgav han, og lagde manuskriptet i en bankboks med den intention at arbejde videre senere. De sidste år havde han stadig større besvær ved at skrive fiktion, og romanen blev aldrig taget op igen.
Ikke uden grund minder historien om Afrikas grønne bjerge (1935), der beskriver Hemingways første safari i Kenya under ledelse af den legendariske jæger og safarileder Philip Percival. Den nye bogs fortæller er romanpersonen Hemingway, der er en hvid jæger i spidsen for en samling indfødte, som er med til at kontrollere områdets vildtbestand. Med sig har han sin kone Miss Mary og en indfødt 'forlovet' til venstre hånd ved navn Debba.
Der er tilløb til flere forskellige historier i romanen, men stærkest står forholdet mellem fortælleren, hans kone og den indfødte pige. Det er en menage a trois, der kræver stor behændighed af fortælleren i hans omgang med stammelovene.
Imidlertid har romanen alvorlige problemer med at finde ud af, hvilke tråde i fortællingen, den skal fokusere på og ender derfor med at løbe ud i sandet. Der er ind imellem gode dialoger, men de mange beskrivelser og optrin afslører meget fedt i prosaen. Det er tydeligt, at vi her får et kig ind i forfatterværkstedet, som viser hvor hårdt Hemingway til stadighed måtte kæmpe for at leve op til Ezra Pounds gamle råd om at spare på adjektiverne, så han kunne opnå den krystalklare, underforståede stil, der blev hans adelsmærke.

Uforløst
Bedst fungerer fortællerens reminiscenser fra ungdommen i Paris. Måske fordi det som altid er melankolien, der er drivkraften i Hemingways forfatterskab. Han mindes fortiden, der retrospektivt bliver til en uopnåelig uskyldstilstand. I Afrika forsøger han at lære sig swahili, følge stammelovene og jage som en indfødt, men han forbliver en fremmed. Afrika bliver for fortælleren en ny uforløst længsel efter uskyldstilstanden, som han ikke kan få kontakt med. Han er og forbliver en hvid jæger.
Der kunne have kommet en interessant roman ud af dette dilemma, men den forbliver uforløst. En god forfatter er imidlertid også kendetegnet ved, at han forstår at vælge fra. Derfor viser True at First Light alligevel Hemingway som en stor forfatter, netop fordi han ikke udgav romanen. Andre burde have taget ved lære af hans eksempel.

*Ernest Hemingway: True at First Light (ed. Patrick Hemingway). London: William Heinemann. 16.99 £

*Bogen udkommer i dansk oversættelse ved Ida Hejlskov hos Lindhardt & Ringhof d. 21. juli (371 s., 248 kr.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her