Læsetid: 7 min.

Hyggelige danskere og stive svenskere

16. juli 1999

Fordomme om svenskere og danskere florerer som snottede næser i november

Bro eller barriere

Svenskerne er fuldstændig humorforladte. Når de viser sig i i Københavns gader, er de ofte berusede og godt rødmossede af fadøl og sprut, som de har købt straks de stod af flyvebåden. Og så er de kedelige og indadvendte og uhyre autoritetstro og regelrette. Det er jo ikke for ingenting, vi kalder det system-Sverige.
Danskerne er til gengæld Nordens arabere. De har altid en ræv bag øret, kan lide 'at hygge sig', men er ellers et komplet uansvarligt folkefærd. Se bare på de mange alkoholrelaterede dødsfald og narkokriminaliteten i København.
Fordomme mellem svenskere og danskere florerer som snottede næser i november. Og med den kommende bro over Øresund er de blevet mere aktuelle end nogensinde tidligere. Men hvem er vi egentlig i hinandens øjne?
Den svenske etnolog Orvar Löfgren, Lunds Universitet, har boet på begge sider af Sundet og skriver lejlighedsvis om forskellene og fordommene i Sydsvenska Dagbladet.
For ham at se er nogle af fordommene så indgroede, så meget en rygmarvsrefleks, at det burde forbydes at bruge adjektiverne 'dansk' og 'svensk' i seks måneder.
"I 1911 skrev en svensker, at danskerne var - om ikke Nordens arabere - smarte business men, som altid vandt over de ærlige og stilfærdige svenskere. Så den her kliché har været med i næsten hundrede år. Hvad ville der ske, hvis man forbød at sige 'svensk og 'dansk'? Hvordan ville folk forklare forskelligheden? Det er interessant, hvordan man tager den nationale forklaring til sig, for den er helt uproblematisk og fristende i al sin enkelhed. Tilmed ægteskabelige konflikter kan forklares med, at 'du er så dansk', eller 'du er så svensk'," causerer Orvar Löfgren, mens Information lytter.

Over Rio Grande
En væsentlig del af forskellene er bundet op i det ritual, det er at krydse sundet.
"Der er meget stor forskel på at rejse fra København til Malmø og fra Malmø til København," siger Löfgren.
"Ser man på, hvordan vore journalister beskriver det, er det som at rejse south of the border, at rejse over Rio Grande. At rejse fra København til Malmø er lidt lige som at komme til Checkpoint Charlie, tilbage til statssocialismen og Systembolaget."
"I Malmø stiger man om bord og siger: 'Tak, gode Gud! Nu skal jeg til Kontinentet - jeg skal sydpå. Nu skal jeg have en rejemad og en guldbajer'. Man æder sig over Sundet."
Orvar Löfgrens pointe er, at selv hvis København og Malmø var identiske, ville dette overgangsritual skabe en slags anderledeshed.
"Det man møder i dag, når man kommer over til København, er et vin-landskab, og engang var Nyhavn en slags Red Light District, hvor man solgte svensk spiritus - tre liter aperitif - for 100 kr, hvad ingen dansker nogensinde ville drikke. Journalistikken er meget forudsigelig. Når danskere beskriver turen fra København til Malmø, er det jo ikke tilladt at skrive uden at begynde med Systembolaget. Men hvad beretter det?" spørger Löfgren.

Sådan var det ikke altid
I forbindelse med udstillingen 'Möte' (der kan ses indtil den 29. august i Helsingborg) har Helsingør og Helsingborg udgivet den etnologiske rapport Svenskt eller danskt?, hvis tema er de tværøresundske fordomme. Og går man og bilder sig ind, at de to nationale identiteter er meget gamle og altid har været på samme måde med kongerigernes fælles historie med voldsomme krige og konflikter, så tager man fejl.
"Folk som boede i Skåne i 1600-tallet, følte sig ikke som dele af et forestillet fællesskab, der omfattede alle 'danskere'," står der i rapporten.
Det var først fra anden halvdel af 1800-tallet, at der opstod en opfattelse af, at de var anderledes på den anden side af Sundet. Fra da af blev den holdt i live gennem fortællinger, vittigheder og aviser.
Indtil omkring 1930 omtaler svenskerne danskere som småborgerlige, kultiverede og bedre uddannede mennesker, der bor i et demokratisk og rigt landbrugsland. Omvendt opfatter danskerne broderfolket som upoleret - "de brugte for eksempel ofte kniv i slagsmål", står der.
De næste 60 år er opfattelsen af rollefordelingen sådan, at Danmark stadig er det lille, småborgerlige landbrugsland, mens Sverige er blevet det skræmmende, moderne industrisamfund, hvor den svenske stat øver en ubehagelig, udemokratisk indflydelse på befolkningens dagligdag.
Det er i den periode, at danskerne begynder at trække Systembolaget frem til at pege fingre med.
Så sent som i 1990 ændrer fortællingerne om dansk og svensk sig igen. I Danmark er der højkonjunktur, i Sverige går det knapt så godt, og Danmark, der er med i EU, bliver mere spændende for svenskerne. Lillebror bliver storebror.
De svenske medier, som Sydsvenska Dagbladet, Sveriges Television og Radio Malmöhus, har brugt langt mere spalteplads på Øresundsbroen og Øresundsregionen end de tilsvarende danske medier. Og de to befolkninger ser på projektet med forskellige briller.
"Den skånske befolkning er generelt set meget positiv, fordi den godt kan lide Danmark," siger svenske Magnus Jerneck, docent i statskundskab på Lunds Universitet. Han er en af forskerne bag en stor rapport om Øresundsregionen, der udkom i foråret, bestilt af det svenske Udenrigsministerium. Den almindelige københavner er til gengæld "ret ligeglad" med Regionen, mener han.
"Han kender meget lidt til, hvad der sker, og han har ikke været ordentligt i Skåne i det hele taget. Og Malmø har han ikke lyst til at tage til, for hvad skal han dér? Så jeg tror nok, at der ligger en ubalance på den måde - den danske befolkning er lidt mere bevidst, fordi den ikke oplever Skåne på samme måde som Skåne oplever Danmark," siger Magnus Jerneck.
"København ser Øresundsregionen som et økonomisk projekt. Jo længere oppe i Småland, man kan få folk til at tage til København for at købe køleskabe, des bedre," siger den danske etnolog Anders Linde-Laursen, Lunds Universitet, der har været med til at lave undersøgelsen Svenskt eller danskt?
For skåningerne er broen også en del af et større politisk spil, hvor den anvendes som et våben mod Stockholm, som de opfatter som centralistisk og som stående demonstrativt med ryggen til Skåne.
"Broen kommer som sendt fra Gud til en temmelig nedbrudt industriregion, der har brug for et boost," siger Orvar Löfgren.
"Og for København er det alletiders chance for at slå fast, at centrum i Danmark er København og ikke Jylland," tilføjer han.
Den danske journalist Jesper Hyhne, der er TV 2-Lorrys korrespondent i Malmø, mener dog at have fornemmet en frygt hos de ellers så forventningsfulde svenskere.
"Der er en frygt for, hvad der sker, når man kommer så tæt på Danmark og de ansvarsløse danskere. Så vil kriminaliteten brede sig over broen. Og de danske forretningsmænd - Nordens arabere - vil hugge alle de gode forretninger!" siger han og simulerer en skræmt svensker.

Endagsturisme
Når danskere har dette helt særlige indtryk af svenskere og finder på et nu klassisk udtryk som "hold byen ren - følg en svensker til færgen", skyldes det til dels, at mange svenskere kommer til København som turister og tager hjem igen samme dag. Endagsturister. Det er også en af grundene til, at vi ikke altid kan tale sammen, for det er en effektiv måde at blokere for kommunikationen på, når man kommer til et land som turist.
"Hvad er København?" spørger Orvar Löfgren retorisk og forsøger at sætte sig i den almindelige svenskers sted. Han svarer selv:
"Det er Tivoli, det er Strøget, det er Dødsruten, og det er Kanalrundfarten. Men det er ingen måde at møde danskerne på. Og det er ikke morsomt for danskerne at bo i en turistattraktion, som de svenskere, der særligt synes om guldbajere, kommer til. Denne træthed af svenskerne beror jo også på, at man bor i et udflugtsparadis."
Når danskerne så tager på ferie til Sverige, gemmer de sig i skovene i Småland og i det nordlige Skåne.
"Den type kontakt har ikke været forbrødrende, tværtimod. Så det bliver spændende at se, om der kommer en anden type kontakt med broen," siger Orvar Löfgren, der påpeger, at det med den tilhørende symbolværdi var et genialt træk at bygge en bro, "for broer skaber en enorm forventning og optimisme. En tunnel havde været en kulturel katastrofe."

Hvor broen ender
Med artiklen om svenskernes syn på danskere og vice versa slutter Informations serie om Øresundsregionen.
Gennem de sidste par uger har vi undersøgt, hvad man kan opstøve om Øresundsregionen på Internettet (22. juni); og vi har set på de sproglige forskelle mellem danskere og svenskere (24. juni). Eksperterne sagde, at vi ikke skal bekymre os om at skulle til at lære at tale en ny øresundsk/skandinavisk variant af dansk og svensk, der på lang sigt ville blive "en meget dårlig sproglig kommunikationsform". Vi skal blot tale langsomt og tydeligt.
Så var der artiklen om pendlerlivet på Øresund (26. juni). Antallet af pendlere kan være firedoblet i år 2005. I dag pendler cirka 2.000, og heraf tager de 500 fra Danmark til Sverige.
Den 2. juli var medierne på plakaten i Øresunds-serien. Danske og svenske radio- og tv-stationer og aviser, der medvirker til integration i Øresundsregionen, modtager et EU-tilskud. I alt har EU investeret 13,5 millioner i medieprojektet.
For udlændige uden EU-pas er Øresundsregionen endnu ikke vokset helt sammen, skrev vi den 8. juli. Artiklen drejede sig om de groteske genvordigheder, som et gift pakistansk par må slås med, fordi de to landes udlændingelove er forskellige.
I onsdagens Øresundsserie-afsnit fortalte vi om Kulturbro 2000, der er en privat og statsfinansieret fond med et budget på 75 mill. kr., og hvis mål er at sætte Øresundsregionen på landkortet. Det gør den ved at arrangere en kulturbiennale i år 2000.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu