Læsetid: 3 min.

Indre eksil

9. juli 1999

Besættende kammerspil om det livgivende møde mellem en dødsmærket digter og en forældreløs albansk dreng

Ny film
"Hvad er tiden, bedstefar?"
"Et barn, der spiller terra på stranden."

Tiden er i fokus i den græske instruktør Theo Angelopoulos' seneste film, Evigheden og en dag, der vandt guldpalmerne i Cannes i fjor. Den indledes med et erindrende tilbageblik til en solbeskinnet strand, hvor hovedpersonen Alexander som barn søgte det svundne Atlantis og stillede spørgsmål om tidens beskaffenhed.
Tiden er gået, og i filmens nutid er Alexander en skægget, midaldrende herre, der ved historiens begyndelse stadig befinder sig i barndommens hus ved stranden. Nu skal det lukkes, for Alexander skal på hospitalet, og vi forstår, at der nok ikke er store chancer for, at han kommer ud igen.
Hans fremtid synes således overskuelig, og måske af den grund - eller fordi han altid har gjort det - lever han først og fremmest i erindringen, især om barndommen og den nu forlængst afdøde hustru, Anna.

Lyrisk melankoli
Alexander har altid levet i en slags indre eksil, hvor erindringerne og digtningens forestillingsverden har forekommet mere virkelige og vedkommende end tilværelsen her og nu. Først i erindringens gyldentbløde lys gør han smerteligt status over forholdet til Anna, der elskede ham brændende, men aldrig nåede ind til ham. Med lyrisk melankoli trænger den tabte tid sig på med en sådan kraft, at fortidens og nutiden væves umærkeligt sammen.
Men pludselig river dagens politiske virkelighed, en lille albansk flygtningedreng, Alexander ud af drømmeriet. Med hørgult hår og store alvorsfulde øjne står han dér og behøver hjælp mod det græske politi og den albanske mafia, der sælger den slags drenge til adoption på det sorte marked. Da Alexander ser det som sin opgave, at knægten kommer hjem til sin familie i Albanien, drager de to ud på en rejse. Undervejs knyttes stærke følelsesmæssige bånd, og i elvte time vover Alexander sig for første gang ud af sit indre eksil og bliver nærværende i forhold til et andet menneske.
Angelopoulos har i tyske Bruno Ganz (der er blevet dubbed til græsk) fundet den helt rigtige inkarnation af den krævende rolle som den moderne eksistentielt betonede Odysseus. Med sit varme og uudgrundelige blik er Ganz indbegrebet af den særegne, utilpassede og følsomme helt, der undrende betragter tilværelsen på afstand.

Myte og magi
I modsætning til Angelopoulos' øvrige film, der har karakter af historiske fresker, kan Evigheden og en dag betegnes som et intimt kammerspil. Den ellers meget politisk engagerede Angelopoulos hævder selv, at han har mistet tilliden til politik, og filmen udspringer dels af de tanker, han gjorde sig, da den italienske skuespiller Gian Maria Volonté døde pludseligt under optagelserne til Odysseus' blik, dels af hans oplevelser som barn under den tyske besættelse og borgerkrigen i Grækenland.
Men Evigheden og en dag er lige så lidt selvbiografisk som den er en ligefrem, realistisk fortælling. De mageløse akvarellignende billeder er hentet på mytens og magiens overdrev. Man kan finde det søgt og manieret, men et scenisk tableau af mørke silhouetter, der hænger som livløse krager på ståltrådshegnet ind mod den albanske side af grænsen, vil længe stå prentet på nethinden. Det samme gælder såvel en 'operatisk' bisættelsesscene i en øde fabrikshal, hvor de albanske flygtningedrenge tager afsked med en af deres kammerater.
Besættende
Angelopoulos har lavet 11 film i løbet af 18 år, og de fleste af dem har vundet et utal af kritikerpriser. Hidtil har hans film ikke vundet helt så meget genklang hos publikum, for han er også kendt som en ganske tung instruktør, der tager sig bedre tid end et fortravlet nutidigt gemyt kan goutere.
Men Evigheden og en dag er på mange måder lettere at fordøje, uden at den af den grund er et mindre kunstværk end andre af hans film.
Det frarådes at se den en dag, hvor ens personlige barometer står på rastløs - så vil Evigheden og en dag utvivlsomt føles som adskillige evigheder lang. Men har man tiden for sig, og er man sindet til kunstnerisk oplevelse ud over det sædvanlige, bør man ikke snyde sig for dette besættende værk. En film, der bliver siddende i krop og sind længe efter, at man har forladt biografen.

*Evigheden og en dag. Instruktion: Theo Angelopoulos. Manuskript: Theo Angelopoulos, assisteret af Tonino Guerra og Petros Markaris. Grækenland 1998. 133 min. (Grand)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her