I den anden artikel om de lattermilde tyskere giver vi ordet til en mand, der var så sjov, at han kom i fængsel
Tysk humor
BERLIN - "Det skal kunne betale sig - ingen tysker griner for sjov," griner Ernst Röhl, når han opsummerer sine landsmænds forhold til morsomheder.
Den 62-årige østtyske satiriker Ernst Röhl må være en af eksperterne, når det gælder tysk humor, for han har levet af at bringe disse alvorstyngede mennesker til at le, siden han var helt ung.
"Jeg tror, den manglende tyske humor er historisk betinget. England var altid meget liberal, i Tyskland havde vi først småstaterne med fyrsterne, så kom Første Verdenskrig, Hitler, Anden Verdenskrig... Folket skulle altid holde kæft. I virkeligheden havde tyskerne lige så megen humor som alle andre, men vi underordnede os magthaverne og passede vores arbejde," giver han som bud på den udbredte opfattelse om tyskernes defekt.
"Monty Python kunne aldrig opstå i Tyskland," erkender Ernst Röhl med en snert af ærgrelse, "og hvis Mark Twain havde været tysker, ville han blive regnet for en useriøs skribent. Kommer man til at grine, er det 'åndelige småpenge'. Hvis man der i mod ikke kan forstå en tekst, må den være god," siger Ernst Röhl og nævner ganske tilfældigt Thomas Mann.
Vesttyskeren: Vi er ét folk!
Østtyskeren: Det er vi osse!
I Østtyskland var det bestemt ikke nemt at være sjov. Som tyskstuderende skulle Ernst Röhl "læse Thomas Mann 25 timer døgnet" men holdt det ikke ud; han gik i indre eksil i Leipzigs studenterrevy. Længe gik det godt - lige indtil Berlin-muren blev bygget, så fløj han i fængsel.
Mådeholden satire
"Alt, hvad der var satire før 1961, blev med ét til statsfjendtlig propaganda. Efter et halvt år slap jeg ud. Jeg havde min lille familie at forsørge og måtte tage arbejdede på et stålværk. Ved siden af skrev jeg små tekster til Eulenspiegel - systemets satireblad med 'mådeholden satire inden for lovens rammer', som man sagde."
Snart blev Ernst Röhl fastansat på bladet og kunne skrive samfundsnedbrydende komik mellem linjerne.
"Læserne kunne altid lægge nogle subversive betydninger i teksterne - også dér, hvor det slet ikke var meningen," erkender han i dag.
- Hvorfor kan vesttyskere ikke få kogalskab?
- Fordi de er nogle svin.
Lad os i dette afsnit ikke dvæle ved, hvor livsnødvendig humor og satire var under det østtyske regime, men i stedet springe til tiden efter den tyske genforening:
Siden 1990 har Ernst Röhl vist de brovtende og arrogante vesttyskere en hel del opmærksomhed. I 1994 - fem år efter Murens fald - udgav han bogen 'Fem år rækker' med vitser og humoristiske brokker om de dårlige tysk-tyske relationer.
"Dermed troede jeg egentlig, at Genforeningen var et overstået kapitel," fortæller han. Men det var den ikke - kløften mellem Øst og Vest blev ved med at bestå: Det er som om de to tysklande bare ikke kan vokse sammen.
10 år for meget
"Så længe østtyskeren kun får 85 procent af en vesttyskers løn, føler han sig kun 85 procent genforenet,"" vurderer Ernst Röhl. I år - 10 år efter Murens fald - har han udgivet bogen '10 år er for meget'.
- Kender du forskellen på en vesttysker og en hvid skjorte?
- Med den hvide skjorte kan du vise dig over alt.
"På grund af vores historie er der opstået to forskellige slags humor i Tyskland: Den vesttyske betjener sig f.eks. af blondine-vitser - vittigheder, der udser sig et offer og er anti-solidariske. Østtyskerne derimod har altid fortalt politiske vittigheder om magthaverne. En solidarisk humor, der gjorde nar ad landets ledere."
Vesttyskerne er de nye magthavere, og derfor er det i orden at gøre nar ad dem.
"Ja, når vesttyskerne fortælle ossi-vittigheder, er det usolidarisk humor, som gør østtyskerne forbitrede," mener Ernst Röhl.
Østtyskeren: Tjener, hvilken vin vil De anbefale til 10 årsdagen for Genforeningen?
Tjeneren: Det kommer an på...
Østtyskeren: På hvad?
Tjeneren: Vil De fejre eller glemme?
Lad os slutte i fælles-tysk fordragelighed med en vittighed, der giver håb om en fremtid med en ligelig fordeling af offerbyrderne:
- Hvad får man, hvis man parrer en vesttysker med en østtysker?
- En arrogant arbejdsløs.
Dette var den anden artikel i serien om tysk humor, den første blev bragt 22. juli. Næste artikel: Lykken er et diktatur.
