Læsetid: 7 min.

Irans islamiske magtkamp

15. juli 1999

Irans konservative fløj forsøger at genvinde sin kontrol, men selv når de senere dages uro har lagt sig, vil Iran ikke længere være det samme

Analyse
Der foregår en kamp i Iran mellem den konservative fløj under den åndelige leder Ayatollah Khamenei og reformisternes fløj under præsident Khatami. Det er en kamp, der handler om forholdet mellem islam og samfundet, islam og politik, islam og demokratiet samt islam og menneskerettighederne. Resultatet af kampen har stor betydning for den islamiske verden.
Det iranske regime bygger på en kombination af en islamisk, teokratisk styreform og en verdslig republik. Den islamiske del af regimet adskiller sig fra alle andre styreformer i verden, bl.a. ved at landet har en åndelig leder. Ifølge artikel 110 i den iranske forfatning har den islamiske leder, velayat-e faqih, bl.a. disse pligter: at bestemme den Iranske Islamiske Republiks overordnede politik, at give ordre til om der i givet fald skal afholdes en folkeafstemning, at være leder for landets væbnede styrker og at give ordre til krig eller slutte fred, at udpege den øverste myndighed for den dømmende magt, at udpege lederen for landets tv og radio, at godkende præsidenten efter valget (og desuden skal han godkende præsidentskandidaternes kvalifikationer inden valget), at afskedige præsidenten, hvis den højeste ret har dømt præsidenten for en ulovlig handling, eller hvis præsidenten får et mistillidsvotum af en tredjedel af parlamentet.
I Iran støttes den konservative fløj under ledelse af den åndelige leder Khamenei af Vogternes Råd, af et flertal i parlamentet (majlis), tv, radio samt af lederne af de væbne styrker.
Den anden del er den iranske styreform er den verdslige republik, hvor der er en præsident og et parlament. Selv om præsident Khatami selv er Hujetel Islam (præst), har han et andet syn på et islamisk regime end de konservative. Han ønsker, at verdslige værdier som demokrati og menneskerettigheder spiller en større rolle i samfundet. Det indebærer mindre politisk magt til den åndelige leder og en styrkelse af den valgte præsident og hans regering.
En sådant liberalt islamisk system vil have indflydelse på alle andre muslimer i Mellemøsten, der kæmper for indførelse af en islamiske stat.

Kritiske grupper
Den konservative fløj bliver kritiseret af flere forskellige grupperinger:
*Religiøse lærde, der er en del af ayatollaherne, og unge religiøse lærde støtter demokratiske reformer. En af de bedst kendte er Ayatollah Montezari, som er i husarrest. Han mener, at den åndelige leders nuværende position ikke er legitim, men at han skal være demokratisk valgt for en bestemt tid. Han behøver ikke være Ayatollah, mener Montezari, hans menneskelige egenskaber er vigtigere. Der er en række iranske religiøse lærde (Ulama), som afviser, at Khamenei har de rette egenskaber for at være åndelige leder. Selv om den religiøse Ulama er en del af det muslimske samfund, er dens medlemmer blevet forfulgt og fængslet for deres udtalelser.
*Muslimske intellektuelle. Dr. Surush, en kendt reformist, mener, at islam ikke opfylder alle menneskers behov i et moderne samfund såsom menneskers behov for demokratisk indflydelse og menneskerettigheder. Islam kan hjælpe mennesker i deres religiøse pligter, mens demokratiet kan hjælpe mennesker i deres borgerlige pligter, mener han. Surush har publiceret en række bøger, som er bliver læst flittigt af de yngste studerende ved præsteskolen i Qom.
*De unge. I Iran er denne gruppe en magtfaktor i og med, at 75 procent af den iranske befolkning er under 34 år. De unge er vokset op med computere og Internet, de ved, hvordan folk bor i Vesten, og de stiller krav om mere frihed. Den høje inflation og den økonomiske krise har gjort det svært for de unge at etablere sig med familie. Arbejdsløsheden, som er på over 30 procent, rammer også mest de unge. De islamiske dyder har desuden ikke den samme betydning for dem som for deres forældre. Den iranske nationalfølelse er stærkere end følelsen for islam.
*Kvinderne. Kvinderne deltager mere end nogen sinde før i Irans historie i det politiske, sociale og økonomiske liv. Halvdelen af de iranske studerende er kvinder, under Shahen var det kun 25 procent. Det er blevet nemmere for kvinderne at komme ud på arbejdsmarked, kvinderne er mere bevidste om deres rettigheder i dag, og de stiller krav om ligestilling. Ved præsidentvalget i 1997 var der ni kvindelige kandidater til præsidentposten, men de blev alle afvist at Vogternes Råd. Ved lokalvalgene i februar i år blev mange kvinder imidlertid valgt, og de fik flere stemmer end de deres religiøse mandlige kandidater.
*Ikke religiøse intellektuelle. En del journalister, forfattere og universitetslektorer ønsker større politiske og civile rettigheder. Indtil nu kan journalisterne meget nemt blive arresteret og deres aviser lukket med en tilfældig undskyldning. Derfor undgår mange at skrive om emner som den tvungne brug af tørklæder og forbud mod alkohol, men prøver i stedet at forsvare basale forhold som den generelle personlige frihed og forsamlingsfrihed.
*Andre middelklasse iranere, som er trætte af systemet. Den iranske befolkning er i dag mere oplyst end i 1979. Analfabetismen er faldet fra 50 procent i 1979 til 15 i 1998, og folk har adgang til alternative informationskilder.
De store økonomiske og sociale problemer har imidlertid gjort det umuligt for middelklassen at have en anstændigt tilværelse. Samtidig har vandringen fra landsbyer til større byer gjort de fattige ghettoer større, hvilket sammen med den almindelige begrænsning af personlige frihed - for eksempel i forhold til påklædning og livsstil - har gjort dem trætte af systemet.

Modernitet et nøgleord
Valget af præsident Khatami i 1997 kom uventet for den konservative fløj, og den accelererede magtkampen. Præsident Khatami kom med mange løfter om større ytringsfrihed og dialog mellem civilisationer, og afholdelsen af lokalvalgtidligere i år - 20 år efter den islamiske revolution - var der en stor sejr for reformisterne, og op til næste års parlamentsvalg er det ligefor at forudsige et nederlag til de konservative fløje.
De konservative fløje kan ikke tolerere kritik og har gennem nye begrænsninger af ytringsfriheden forsøgt at presse reformisterne. Gennem flere måneder har de som del af deres magtkamp mod Khatami stået bag lukningen af aviser, arresteret journalister, og de har nægtet at retsforfølge de ansvarlige for angreb mod aviser og journalister.
Samtidig kontrolleres radio og fjernsyn af de konservative. Radioen er det største og mest effektive medie, for alle iranere - også de fattigste ude på landet - har en radio. Men de konservative ønsker også kontrol med aviserne og andre trykte medier.
I forlængelse af den strategi blev en ny presselov for nylig fremlagt i parlamentet, Majlis, hvor den opnåede flertal under førstebehandlingen. Den nye presselov vil yderligere begrænse ytringsfriheden og gøre journalisterne, der arbejder for aviser, mere ansvarlige for det, de skriver, og det giver nye problemer:
For det første indebærer det etableringen af et organ, der kontroller pressen, og for det andet kan journalister straffes som kriminelle. Dermed er den ny lovgivning et tilbageskridt for præsident Khatamis bestræbelser på at åbne det iranske samfund, og han har opfordret til, at de juridiske autoriteter overholder alle menneskerettigheders aspekter, når de behandler sager.
Samme dag, som presseloven blev godkendt, lukkede de konservative den reformvenlige avis Salam. Dét og godkendelsen af presseloven gjorde 200 studerende ved Teheran Universitetet så vrede, at de samlede sig i universitetets sovesal i protest. Deres fredelige demonstration blev mødt med voldsomme angreb med tåregas fra de konservative fløje.

USA og Israel
Lige netop på grund af de voldlige metoder, som blev brugt mod de studerende, eskalerede demonstrationerne, og utilfredse iranere blev modige nok til at give udtryk for deres utilfredshed.
De spontane demonstrationer imod det iranske regime er imidlertid ikke i sig selv nok til at fremtvinge en ny styreform. Der findes ikke en organiseret opposition, og der findes reelt heller ikke en samlende frontfigur.
Men noget er sket:
Den religiøse leder Ali Khamenei skyndte sig efter de første sammenstød at tale til befolkningen. I mandags sagde han, at "de kære studerende er som mine børn", og han erklærede sig skuffet over det skete. Han skældte samtidig ud på de ansvarlige politiet, og han prøvede at rette opmærksomheden mod de ydre fjender USA og Israel.
Men han signalerede samtidig, at han havde indset en aftagende støtte til de konservative. Således er de ansvarlige embedsfolk for volden mod studenterne blevet fyret og vil blive straffet, ligesom avisen Salam har fået lov at genåbne. En komité blev oprettet for at undersøge de seneste begivenheder. De konservative forsøger med andre ord nu forsoning med reformisterne og præsidenten, og en stor demonstration i går skulle netop bruges til at afspejle enighed i den islamiske republik. De konservative prøver at få kontrol over situationen hurtigst muligt.
Om nogle dage, når 'orkanen' er faldet til ro, er Iran imidlertid ikke det samme land som i sidste uge. Folk venter på hurtigere reformer, og de konservative er nødt til at bøje sig. Ellers vil der igen opstå uroligheder, og hele den islamiske republik være i fare.

Fariba Parsa er født i Iran og ph.d-studerende ved Carsten Niebuhr Instituttet, Københavns Universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu