Læsetid: 4 min.

K-virus

7. juli 1999

DET KONSERVATIVE Folkeparti er inficeret af et dødbringende virus. Der findes ikke den medicin, der kan slå det ned. Viruset breder sig fra person til person og hærger den udsatte population i et forløb, der kan ende på én af to måder: Enten får viruset besmittet alle og udsletter hele populationen. Eller også dør viruset selv ud inden, fordi de overlevende er så få, at viruset til sidst ikke formår at sprede sig mere.
Det sidste er det optimistiske scenarie. For i den situation vil en ny population med udspring i de sundeste individer vokse frem og skabe nyt liv. Og lad os ile med en historisk funderet forhåbning om, at det ingenlunde er et umuligt scenarie for De konservative.
Tilbage ved folketingsvalget i 1975 styrtdykkede de konservative til et livstruende, historisk lavpunkt på 10 mandater. Præcis det niveau partiet ifølge den seneste meningsmåling står til nu. I starten af 1970'erne var partiet hærget af et ondartet virus, der slog partiets ledende skikkelser - Poul Møller, Erik Ninn-Hansen og Erik Haunstrup Clemmensen - med selvfortærende vanvid. Magtkampen, som de færreste forstod substansen af, endte med, at en ubesmittet overlever - Poul Schlüter - blev indsat som leder og gradvist fik genrejst partiet til en styrkeposition på 42 mandater ved valget i 1984.

DET KAN altså lade sig gøre. Viruset kan ende med at kvæle sig selv, før det får ram på de sidste. Det ubehagelige ved den aktuelle konservative krise er, at den startede i det øjeblik, Poul Schlüter i 1993 trådte tilbage - og at det denne gang ikke er til at få øje på en ubesmittet, der kan gøre ham kunsten efter.
Schlüters efterfølger, Torben Rechendorff, blev offer for den øjeblikkeligt spirende magtkamp, der i 1995 bragte Hans Engell til tops som både partileder, gruppeformand og politisk ordfører. Engell holdt ro, indtil en betonklods den 20. februar 1997 satte en brat stopper for hans karriere som partiformand. Herefter begyndte smitten at brede sig. Per Stig Møller blev indsat som politisk leder, men havde fra starten modstandere i egne rækker, og efter katastrofevalget i marts 98, hvor partiet dykkede fra 27 til 16 mandater, måtte han trække sig. Eneste trøst var, at modstanderen Hans Engell - der efter valget åbenlyst undsagde Møller - selv blev revet med i faldet ved at miste sin post som gruppeformand.
Frem af den relative anonymitet trak partiet Pia Christmas Møller og gjorde hende til politisk leder. En panikløsning, sagde den detroniserede Engell og udløste en storm af protester, som i august tvang ham til at meddele, at han efter næste valg forlader politik.
Til gengæld var partiet ved marts-valget blevet beriget med den frembrusende Jens Heimburger, der fra juli 98 begyndte at kritisere Pia Christmas Møller offentligt. Heimburger huserede indtil januar 1999, hvor hans aktiviteter kulminerede med karakteristikken "fuldstændig latterligt" om den ny partiformand Poul Andreassens forsøg på at finde frem til den person, der anonymt i Aktuelt havde underholdt om eskapaderne ved folketingsgruppens julefrokost. Andreassen tvang Heimburger på orlov og mistede ved den manøvre selv prestige ved at dramatisere en enkelthændelse frem for at præstere en bebudet plan for genrejsning af partiet.
Herefter var der våbenhvile indtil EU-valget i juni. Umiddelbart efter valget røbede Frank Dahlgaard, at han - en af godt 20 procent EU-skeptikere i det konservative vælgerkorps - havde stemt på Dansk Folkeparti. Ud af partiet røg Dahlgaard, og straks brød helvede løs igen. EU-skeptiske tillidsfolk rasede over partiledelsen, og Poul Andreassen undergravede selv ledelsens autoritet yderligere, da han den 22. juni sagde, at han selv vil gå efter næste valg, og at Christmas Møller nok heller ikke er langtidsholdbar.
Straks greb Engell-fløjens Gitte Seeberg chancen at spørge, om partiet nu også har de rigtige folk i toppen. Det spørgsmål fik næring af en meningsmåling i Berlingske Tidende i søndags, hvor vælgerne udpeger Christmas Møller og Andreassen som de mindst egnede ledere og til gengæld fremhæver konfliktmageren i kulissen, Engell, som den foretrukne. Herefter har gruppeformand Helge Adam Møller lyst Engell i band, mens Christmas Møller med dødsforagt har udfordret Engell til at stille op mod sig.

MENS BLODET således flyder, har Mads Quortrup, den unge ideolog, der skulle trække partiet op af sumpen ved at skrive et nyt partiprogram, hovedrystende meddelt, at de er skøre og paranoide allesammen, og at han nu opgiver programarbejdet og i øvrigt melder sig ud af det dødsmærkede parti.
Man er fristet til at ønske viruset held og lykke med at gøre det morbide arbejde færdigt. Hvis ikke lige det var fordi, det danske samfund i den grad har brug for et levedygtigt konservativt folkeparti.
Det borgerlige Danmark er i disse år i fuld gang med at kaste sig i armene på de liberale individualister hos Venstre. Venstre er i ubehagelig grad i pagt med den globaliserede tidsånd, der skrotter alle traditionelle værdier og fællesskaber i efterstræbelsen af den grænseløse, individuelle udfoldelse på de fri markedskræfters vilkår. Dengang det endnu havde en ideologi, stod Det konservative Folkeparti i modsætning hertil for en "mådeholdets etik", for kritik af "den naive fornuftsoptimisme", for ønsket om en rolig samfundsudvikling med forankring i historien og i en kontrakt mellem generationerne og for at fastholde den sociale forpligtelse i fællesskabet parallelt med den personlige frihed.
Alt det er i øjeblikket i fare for at blive glemt i takt med at viruset æder sine ofre. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her