Læsetid: 2 min.

K'nyt

30. juli 1999

Syv godnathistorier til det 20. århundrede
*Fra mandag den 9. til fredag den 13. august indbyder Kulturselskabet Swung i til at lytte til godnathistorier i Århus. Syv forfattere, Svend Åge Madsen, Hans Otto Jørgensen, Trisse Gejl, Marie Lund, Mads Storgaard Jensen, Peter Laugesen og Pablo Henrik Llambás, siger farvel til årtusindet i Café Englens gårdhave. Fortællingerne er skrevet til lejligheden dukker også op rundt om i byen. Oplæsningerne transmitteres blandt andet til Århus Kommune Hospital, Marselisborg Lystbådehavn og Tivoli Friheden. Desuden sendes arrangementerne direkte på Internettet med lyd og billeder. Det er former, der strækker sig gennem årtusindet fra den stedbundne oplæsning for et publikum til den Internet-streamede oplæsning i det virtuelle rum.

Ung mode i Øksnehallen
*Fra i morgen og frem til 22. august kan man se blomsten af unge danske modedesigneres kreationer i Øksnehallen. Foyer-udstillingen rummer mode af bl. a. Anne Schmidt Christensen, Anne Damgaard og Jacob Hveen.

Jernalderhæren rider igen
*Prindsens Hvervning viser årets drama, Trællene, på Lejre Forsøgscenter den 31. juli og 1. august kl. 13.00 Den altid intrigante høvding Harker har planer om at gå på rov efter trælle i høvdingen Ravns landsby, mens Ravn og hans krigere er på slagmarken andetsteds. Romerne er i landet og fem romerske legionærer i fuld udrustning medvirker i stykket. Troldkvinden Turse ser syner og ved, hvad der foregår. Romerne gæster Lejre Forsøgscenter til og med 2. august.

Succes for dansk Wagner-tenor i Bayreuth
*Den danske tenor Poul Elming kunne notere sig for en ny succes ved dette års opførsel af Wagners opera Parsifal under festspillene i Bayreuth. "Elming dominerer i titelrollen med en aldrig forceret tenor, som i de afgørende faser også evner at udtrykke de indre forandringer hos denne 'totale dåre'", skriver nyhedsbureauet DPA i sin anmeldelse. Der er tale om en iscenesættelse, som festivalens kunstneriske leder, Wolfgang Wagner, første gang præsenterede i 1989. Parsifal blev modtaget med overvældende bifald. Poul Elming skal desuden synge i Tristan og Isolde. Den 50-årige dansker bliver genstand for særlig hyldest i den sydtyske festivalby, fordi han har været med i hvert af de seneste 10 år.

Minister udpeger teaterkyndige
*Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) har udpeget de tre teaterkyndige, der skal sidde i den nye bestyrelse for Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab. De tre er Kasper Rostrup, formand for Statens Kunstfonds Udvalg for film og teater, direktør i Forskningsministeriet Mai Buch samt kgl. skuespiller Waage Sandø. Udpegningen kommer efter, at Folketinget i maj 1999 vedtog en ændring af teaterloven, der blandt andet betyder, at Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab skal ledes af en bestyrelse med 12 medlemmer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her