Læsetid: 2 min.

K'NYT

16. juli 1999

Oprejsning til dansk spillefilm
*Torben Skjødt Jensens første spillefilm Manden som ikke ville dø, der for et par måneder siden fik drøje hug af det amerikanske filmtidsskrift Variety, får nu oprejsning. Andre anmeldere på Variety har efter den netop afholdte filmfestival i Karlovy Vary i Tjekkiet udvalgt filmen til den prestigefyldte serie Variety Critics' Choice: Europe Now -The Ten to Watch Series. De ti film er ifølge Variety valgt med det formål at profilere nye vigtige fremstormende talenter, og for at fremhæve film, som man må kende. Ud over Manden som ikke ville dø tæller listen også den franske film Classe de neige af Claude Miller, - den film, der som bekendt delte juryens særpris med Thomas Vinterbergs Festen ved sidste års Cannes Festival.

Midt i en myldretid på tryk
*Bo hr. Hansens forestilling Midt i en myldretid, der i forsommeren havde stor succes i Café Teatret, udkommer nu i bogform på tirsdag, sælges gennem den almindelige boghandel eller gennem Internettet på adressen www.underskoven.dk.

Middelalderfortællinger i Vanløse
*Byens Fortællere inviterer i dag børn i alderen tre til seks år til en række fortællerarrangementer på byens pladser og i byens parker. Der vil bl.a. blive fortalt historier fra Rævebogen, om Kong Arthur og Marco Polo. Arrangementet, der begynder klokken 12, starter på legepladsen på Nørager Plads 23.

Billetsalget arter sig
*Efter flere års fald i antallet af Arte-abonnenter, ser det ud til, at danskernes teaterinteresse er voksende, skriver Berlingske Tidende. Arte sendte i slutningen af maj sit sæsonkatalog ud til 46.000 nuværende og tidligere Arte-abonnenter, og godt 25.000 har nu tegnet nyt abonnement. "Det er godt fem procent flere end på samme tid sidste år," siger Artes direktør Mogens Hjort, der forklarer den stigende interesse med et bredere udbud i typen af forestillinger samt en voksende interesse for skuespil.

DR frygter Metro-arbejdet
*Danmarks Radio frygter, at Metro-arbejdet på Frederiksberg i fremtiden kommer til at gribe meget forstyrrende ind i medieselskabets virksomhed med cd-optagelser, skriver JP-København. I øjeblikket har DR og tunnelentreprenøren Comet et samarbejde, som sikrer, at Comet ikke generer med støj, når der optages cd'er i koncertsal eller studier. "Men når boremaskinerne på et tidspunkt kommer tættere på den kommende Metrostation på Rosenørns Allé, forudser vi, at vi ikke umiddelbart kan undgå at få problemer med støj og vibrationer," siger Ole Hviid, som er teknisk produktionschef i DR.

Burnin' Red Ivanhoe
*Fredag aften klokken 22 kan bandet Burnin' Red Ivanhoe opleves på plænen i Tivoli. Det er nu godt 32 år siden, at bandet startede ud. Burnin' Red Ivanhoe står den dag i dag som et af de væsentligste orkestre i nyere dansk musikhistorie, hvilket ikke mindst skyldes deres eksperimenteren og eminente tekniske færdigheder.

Stort mumiefund i Egypten
*Arkæologer i Egypten har fundet omkring 200 mumier, mange med gyldne masker, på en stor græsk-romersk kirkegård i den vestlige ørken. Begravelsespladsen menes at indeholde mere end 10.000 mumier, hvilket gør den til den største, man hidtil har fundet. Blandt mumierne er mange rige mennesker og nogle herskere. Myndighederne valgte at holde fundet af mumierne hemmeligt, indtil de havde sikret området imod gravrøvere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her