Læsetid: 3 min.

K'nyt

14. juli 1999

Hammerich om ungdommen
*Rumle Hammerich, nyudnævnt direktør på Nordisk Film, svinger i et interview i Berlingske Tidende svøben over tidens ungdom: "Da jeg var i Danmarks Radio, blev jeg af og til bedt om at give efterkritik i B&U-afdelingen. Ungdommen i dag er totalt paranoid over for ordet politik. Og så prøvede jeg at forklare dem, at ligegyldigt hvad de foretager sig, så er det politisk. De eksporterer et menneskesynspunkt eller en form for -isme, selv om de påstår, at det er noget halvfjerdserudkrads. Og det var meget chokerende for dem at høre. Jeg spurgte dem også, om de programmer de skabte, viser en verden, som de selv har lyst til at blive pensionister i. Jeg synes, ungdomskulturen er utrolig diskriminerende med, hvornår man er in eller out. Hvis man ikke har de rigtige gummisko, er det bare: Fuck you, hvor er du til grin. Og jeg ved ikke, hvor de vil hen med det, for det virker bare så håbløst."

Tøjner i 2. udgave
*Kulturredaktør på Weekendavisen, Poul Erik Tøjners tobinds-guidebog, Museernes bedste billeder, er udkommet i 2. reviderede udgave i ét bind på Forlaget Søren Fogtdal (268 kr.). Den udkom først gang i 1992, og den beskriver 36 danske museer fra Skagen til Bornholm.

Ny professor i edb
*Den 38-årige lektor, ph.d. Kaj Grønbæk er udnævnt til professor de kommende fem år ved Aarhus Universitet i "distribuerede systemer og deres anvendelse" - hvilket dækker edb-systemer, baseret på netværk som Internet og Intranet. Den nye professor har bl.a. udviklet to åbne hypermediesystemer, Hypervise og Webvise. Sidstnævnte gør, at man f.eks. kan lave noter på websider, omtrent som man kan i en bogs margin, skriver ritzau. Grønbæk var medinitiativtager til oprettelsen af multimedieuddannelserne ved Aarhus Universitet.

Tv-fred om sporten
*Danmarks Radios og TV2's ledelser har ifølge Fyens Stiftstidende stukket hovederne sammen i hemmelige fredsforhandlinger omkring sporten, som man igen vil samarbejde om - f.eks. OL i Sydney næste sommer - efter at man har været i en krigslignende tilstand siden 1997. Tv 3 nævnes som den nye fælles fjende.

Konflikt om bruger-tv
*Den nyudnævnte forskningsminister, Birthe Weiss, er kaldt i samråd fredag omkring de igangværende brugerafstemninger om tv- og radiokanaler. Ministeriet har lagt op til, at de skal være vejledende i stedet for bindende, og det er der politisk surhed over. Men bindende afstemninger kan få stationer til at sætte priserne betragteligt i vejret, forsvarer ministeriet sig med.

Fra Fåborg til København
*Faaborg blev sat på verdenskortet, da det lokale museum tog usædvanligt initiativ til en Nelson Mandela-udstilling, hvor man bl.a. har kunnet se en kopi af hans fængselscelle på fangeøen Robben Island. Udstillingen flytter til Arbejdermuseet i København 1. august og skal senere til Horsens og derefter til udgangspunktet, Cape Town i Sydafrika. Lang vej til friheden hedder den.

Kulturkrig Kina-Sverige
*En veritabel 'kulturkrig' er brudt ud mellem Kina og Sverige. Årsagen er indstillingen af en svensk kvinde til kulturattachéposten i Beijing. Anna Gustafsson Chen er fuldt kvalificeret, men hendes mand er kineser og aktiv systemkritiker. Ham vil kineserne ikke have med, men det ser ud, som om de er nødt til at bøje sig i henhold til internationale konventioner, forlyder det iflg. Expressen.

Rettelse
*Der varmes op til fejring af Hemingways 100-års fødelsdag d. 11. juli, skrev vi fejlagtigt i går - og beklager. Den rigtige dato er den 21. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu