Læsetid: 2 min.

K'nyt

3. juli 1999

Hampelabyrint i Lejre
*Ledreborg Slot ved Lejre forventer at komme i Guiness' Rekordbog som storforbrugere af hamp. Det er ikke sjov tobak, der er tale om, men derimod verdens største labyrint, som blomsterkunstneren Mogens Grønbech har tegnet for godset, og som beplantes med den ikke-euforiserende industrihampplante. Labyrinten er på 10.000 kvm. og rummer 1,6 km. græsbeklædte stier. Slottets gæster behøver ikke frygte at fare vild, for der er sat diskrete skilte op inde i labyrinten.

Dundee fik hammeren
*Danmarks Radios auktionsprogram, Hammerslag, var det mest sete tv-program i Danmark i ugen 21.-27. juni. Lidt over en mio. seere fulgte med i programmet, der sendte Crocodile Dundee ned på 2. pladsen.

Svensk uenighed om bøger
*Mens danske bogfolk overvejer at gå med til frit bogsalg uden om boghandelen, men gerne vil bevare fastpriserne, kan en svensk boghandler, Torsten Nilsson, i Berlingske Tidende fredag fortælle, at man deroppe har haft frie bogpriser siden 1970, og at 99 pct. af boghandlerne efter hans mening er tilfredse. Bestsellerne trak desuden så mange penge ind, at forlagene fortsat kunne udgive smalle bøger.
Man frygtede, at mange provinsboghandler måtte lukke, men kun 10-20 lukkede, fortæller Lars Grahn, formand for den svenske forlæggerforening. Forfatternes organisation taler derimod om en massakre på boghandlerne. I 130 kommuner er der ingen boghandel tilbage. Mange mellemstore forlag måtte lukke, og svensk litteratur er i dag en minoritetslitteratur i sit eget land, siger forfatternes formand, Bunny Ragnerstam.

Bering Liisberg ny direktør
*Tidligere chef for Det Kgl. Teater Henrik Bering Liisberg er efter nogle års pause tilbage i teaterlivet. Han er netop blevet ansat som ny direktør for Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab. I første omgang for et år.

Edderkops navneforandring
*Tegneseriebladet Edderkoppen har taget konsekvensen af den almindelige amerikanisering i sproget og hedder fremover Spider-Man. Det letter oversætterens arbejde ganske gevaldigt.

Anbefaler sommerbøger
*Ritzau har bedt fire forfattere dele ud af deres læseoplevelser til sommerlæsning. Jens Chr. Grøndahl foreslår Thomas Manns Trolddomsbjerget, Flauberts Madame Bovary og Pontoppidans Lykke-Per. Ib Michael peger på Melvilles Moby Dick, Borges' Aleffen samt Selma Lagerlöfs Kejseren af Portugalien. Christian Jungersen anbefaler sin egen bog, Krat, samt bøger af Benn Q. Holm og Douglas Coupland. Hanne-Vibeke Holst nævner Maria Helleberg, Karsten Lund og Joanne K. Rowling.

Live fra Midtfyn
*Tele Danmark sender live fra Midtfyns Festival via Internet på adressen: www.opasia.dk/online/nightcrawlerIindex.html.
Natten mellem d. 8. og 9. juli kan der tjattes med Master Fatman fra festivalpladsen.

Gave fra Yoko Ono
*Multikunstneren Yoko Ono har doneret et kunstværk til Museet for Samtidskunst i Roskilde. Der er tale om et hvidt skakspil med titlen Play It By Trust '99. Værket er led i en serie af hvide skakspil med forskellig udformning. Det første er fra 1966. Det kan ses på CODEX - en grundlovsudstilling frem til d. 15. aug.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu